Den 43-årige brasiliansk-fødte kvinde er startet som ny relationschef i SOS Børnebyernes danske afdeling med kontor på Vesterbro i København.
Her bliver det hendes opgave at udvikle helt nye samarbejdsformer med større private donorer og indflydelsesrige danskere, ligesom hun bliver chef for SOS Børnebyernes afdeling for virksomhedspartnerskaber.
Janda Campos var frem til 2014 koncerndirektør i Carlsberg med ansvar bl.a. for virksomhedens sociale ansvar (CSR), og det lå på mange måder i kortene, at hun skulle fortsætte sin karriere i toppen af dansk erhvervsliv. Alligevel manglede der noget på det personlige plan.
”Jeg har lavet fantastisk mange ting på Carlsberg, som jeg er utroligt stolt af, og jeg havde mange dejlige kolleger. Jeg var dog nået til et sted, hvor jeg havde brug for nye udfordringer og ønskede at hjælpe på en mere direkte måde ”, siger Janda Campos.
Stiftede egen organisation
Hun valgte derfor at kvitte jobbet og stiftede i stedet Caring Children, som arbejder for at udvikle børns empati og omsorg for andre. Et eksempel er Care for Toys, hvor børn kan bytte eller sælge deres brugte legetøj til gavn for almennyttige organisationer.
”Jeg oplevede en dag en lille dreng, der gik med sin mor efter at have solgt sit gamle legetøj, og jeg kunne høre ham fortælle om, hvordan det var gået op for ham, at der var andre børn, der ikke har det helt som han, men at det var muligt at hjælpe. Det var det hele værd,” siger Janda Campos.
”Som fadder for et barn får man lidt af den samme oplevelse med sine børn. Børnene lærer, at der findes andre børn, der ikke er ligeså privilegerede som vi er i Danmark, og de finder også ud af, at man kan gøre noget for at hjælpe – også i lande langt væk, som børnene måske aldrig har hørt om tidligere.”
Hendes grundfilosofi er, at det er vigtigt at andre har det godt, hvis man også selv fortsat skal have det godt.
”Derfor glæder jeg mig meget til at arbejde i en organisation, hvor der er sat fokus på at give børn en ordentlig opvækst, der også indebærer forståelse og omsorg for andre mennesker,” siger Janda Campos.
Fokus på forældrene
SOS Børnebyerne hjælper udsatte og forældreløse børn i flere end 550 børnebyer verden over. Her bor børnene i familiehuse med en SOS-mor og –søskende og de vokser op som en familie.
Med til Jandas interesse for jobbet i SOS Børnebyerne er også organisationens forebyggende arbejde, hvor man støtter udsatte og fattige familier i at klare sig selv, så de ikke når til en situation, hvor forældrene ikke længere kan tage sig af deres børn og børnene bliver forældreløse.
”Jeg er meget optaget af, hvordan vi kan hjælpe forældrene til at give børnene en opvækst, hvor der også tænkes på omverdenen, og hvordan man bliver en aktiv del af samfundet,” siger Janda Campos.
Er dansk gift
Janda Campos er født i Brasilien, men har boet i Danmark siden 1993. Hun har en Master of Science and Philosophy fra CBS med en overbygning i ledelse fra Harvard Business School.
Hun indledte sin karriere i Huset Mandag morgen. Herfra gik det over Økonomi- og erhvervsministeriet til Dansk Industri og til sidst Carlsberg, hvor hun startede i 2006.
Hun er dansk gift og har tre børn på seks, tre og to år.