Der er plads til forbedringer, når vi taler om FN og menneskerettigheder, for der er stadig lang vej før, at menneskerettighederne fuldt ud er integrerede i de forskellige dele af FN’s arbejde.
Når vi kigger ud over verden, kan det kun gå for langsomt med at styrke beskyttelsen af menneskerettigheder og demokrati: Vi ser for eksempel krigen i Ukraine, der udfordrer den internationale retsorden, vi ser autoritære og illiberale magthavere, der systematisk skubber demokrati og menneskerettigheder i baggrunden, og vi ser hyper-ulighed, ekstrem fattigdom og sult i kølvandet på Covid-19 pandemien, der skubber til den sociale uro
De store udgiftstunge dele af FN vedrører ikke overraskende fredsbevarende indsatser og udviklingsarbejdet, hvorimod arbejdet med menneskerettigheder, som i FN-traktaten udgør den tredje søjle i FN’s mandat, spises af med sølle fire procent af det samlede budget.
Så hvad angår allokering af midler halter menneskerettighedsarbejdet langt efter de to andre. På trods af det har nogle af de store donorer valgt at skære netop på menneskerettighedsområdet i forbindelse med de seneste besparelser, forårsaget af krigen i Ukraine og modtagelse af flygtninge.
På trods af de begrænsede midler er menneskerettighedsarbejdet alligevel strukturelt blevet styrket de seneste år, så udgangspunktet er blevet noget bedre. Det er især to forhold, der har skubbet på en positiv udvikling nemlig FN-reformen fra 2019 og forankringen af det såkaldte UPR (Universal Periodic Review). De to ting vil jeg folde ud herunder.
Reform gav FN-chefer frihed til at være mere kritiske
I 2019 trådte en FN-reform i kraft. Det mest relevante i denne sammenhæng var, at lande- og regionscheferne (RC’s – resident coordinators) blev løftet ud af FN’s udviklingsorganisation (UNDP) og blev ansat direkte under FN’s generalsekretær.
Det kan umiddelbart forekomme som en detalje, men det har i forhold til menneskerettighedsområdet haft en betydelig effekt i en række lande. Med dette greb blev den lokale FN-ledelse mere fritstående og mindre afhængig af gode relationer med værts-staten, hvilket tidligere har ført til, at mange UNDP-chefer holdt en lav profil på menneskerettighedsområdet. Det betyder selvsagt ikke, at RC’erne ikke skal arbejde for gode relationer, men de kan i videre omfang også tillade sig at være kritiske.
I min egenskab af formand for bestyrelsen for FN’s Frivillige Fond for Menneskerettighedsimplementering (VFTC&UPR) har jeg besøgt en række FN-enheder rundt om i verden, og vi har registreret en klar forandring fra tidligere, idet RC’en i dag repræsentere alle FN’s tre kerneområder på en mere dynamisk måde. Det har givet FN’s Højkommissariat for Menneskerettigheder en styrket plads ved bordet med de øvrige FN-institutioner.
En FN-chef i Mozambique fortalte blandt andet, at det stærkere menneskerettighedsfokus bidrager til en langt mere kvalificeret analyse af, hvem der i krisesituationer risikerer at blive efterladt på perronen (i forbindelse med FN’s verdensmål går begrebet ’leave no one behind’ på tværs af de 17 mål, og minder om, at verdensmålene gælder alle og at alle skal med på vognen – og ikke efterlades på perronen). FN-chefen forklarede, hvordan man var blevet bedre til at beskytte ældre, kvinder og mennesker med handikap i forbindelse med katastrofer. Hvilket er centralt i forhold til FN’s bæredygtighedsmål.
Den frivillige fond støtter blandt andet udsendelsen af 54 menneskerettighedsrådgivere, der skal arbejde direkte sammen med RC’en. For få år siden skulle der foretages et stort overtalelsesarbejde, for at overbevise RC’erne om at modtage tilbuddet. I dag kan vi ikke imødekomme alle forespørgslerne, og i virkeligheden burde opgaven dækkes som en naturlig del af FN’s budget. Herudover støtter fonden mere målrettede forespørgsler om ekspertstøtte.
På det seneste har det for eksempel drejet sig om støtte til at analysere de økonomiske implikationer ved henholdsvis at fremme eller undlade fremme af menneskerettigheder, hvilket er et meget nyt område. Det er et forsøg på at få især finansministre i tale, så der kan allokeres nationale midler til fremme af centrale menneskerettigheder, som retten til sundhed, uddannelse eller en retfærdig rettergang.
Det er et vigtigt skridt i forhold til at imødegå både uligheden og fattigdommen i samfundet samt ikke mindst den voldsomme korruption. Det sidste har fonden haft særligt fokus på igennem de seneste år. Udviklingen af analyser om menneskerettighedsøkonomien foregår i tæt samarbejde med Højkommissariatets Surge-program.
Landene tager hinanden til eksamen
En væsentlig indgang i dialogen med regeringerne er det såkaldte Universal Periodic Review, som blev indført som en ny mekanisme i FN’s Menneskerettighedsråd i 2006. Det går i korte træk ud på, at staterne i rådet laver en eksamination af hvert enkelt land i forhold menneskerettighedssituationen. Et såkaldt peer-review.
Reviewet munder ud i en række anbefalinger, hvorefter landet meddeler hvilke anbefalinger, det vil arbejdere videre med. Anbefalingerne hviler meget ofte på forhold, som tidligere er blevet påpeget af diverse menneskerettighedsmekanismer fra FN-systemet.
Nyskabelsen er, at staterne positivt tilkendegiver hvilke forhold, de vil arbejde videre med, og det giver på nationalt plan en unik åbning for en konstruktiv dialog for både RC’erne, deres rådgivere, samt det lokale civilsamfund.
Menneskerettighedsrådet er nu i gang med den fjerde runde UPR-reviews, og der er rigtig mange gode eksempler på, hvordan processen bidrager til positiv forandring og styrket dialog i landende. Fonden støtter UPR-processerne gennem en række pilotprojekter for at fremme innovationen.
Der er således flere positive udviklinger, der styrker beskyttelsen af menneskerettighederne, men det er stadig alt for svagt funderet både økonomisk og i tænkningen i de forskellige dele af FN-systemet. Forståelsen for, at menneskerettigheder er et centralt element i forebyggelse af krig og konflikt, er kun i ringe grad indbygget i FN’s fredsbevarende arbejde, og det går alt for langsomt med at integrere menneskerettigheder i udviklingsarbejdet.
Afslutningsvis skal det nævnes, at de finansielle institutioner som Verdensbanken og den Internationale Monetære Fond er de helt store syndere, som nærmest aktivt arbejder imod en menneskerettighedsbaseret tilgang. Uden de finansielle aktører seriøse medspil, vil resten kun flytte marginaler.
Så vi har fået styrkede strukturer, der kan bidrage til at fremme sikringen af menneskerettigheder, vi udvikler stadig ny viden, der kan hjælpe med at gøre det bedre og mere effektivt, men der skal allokeres langt flere ressourcer til området. Endelig må alle FN-institutioner integrere menneskerettigheder dybere i deres programmer, og det gælder ikke mindst de international finansielle institutioner, som må melde sig ind i arbejdet.
Morten Kjærum er direktør for Raoul Wallenberg Instituttet for Menneskerettigheder og Humanitær Ret. Medlem af FN’s Board of Trustees for the Voluntary Fund for Technical Cooperation in the Field of Human Rights and the UPR Trust Fund for Implementation and Technical Assistance. Han har tidligere været direktør for Institut for menneskerettigheder.