Bruddet mellem de tre kuplande i Sahel – Mali, Burkina Faso og Niger – og deres naboer i Vestafrika bliver stadig mere dramatisk og definitivt. I årevis har sanktioner og trusler kridtet linjerne stadig hårdere op, men mandag fik det anspændte forhold en foreløbig kulmination, da militærjuntaerne i de tre lande meddelte, at de træder ud af det Det Vestafrikanske Økonomiske Fællesskab (ECOWAS).
Det dramatiske exit kan sprede mange og store ringe i en allerede urolig og konfliktplaget region, vurderer lektor ved Afrikastudier på Københavns Universitet, Stig Jensen. I første omgang for sikkerhedssituationen i landene, særligt ved grænseområderne, men på længere sigt også for regionens storebror Nigeria og i endnu højere grad for forholdet til Vesten.
Grimt breakup efter flere års skænderier
Forholdet mellem militærregeringerne i de tre lande og ECOWAS er blevet stadigt mere anstrengt, efter unionen suspenderede landenes medlemskab i kølvandet på den ‘kupbølge’, der de seneste år er skyllet ind over den konfliktplagede Sahel-region. Mali blev kuppet i både 2020 og 2021, Burkina Faso to gange i 2022 og senest Niger i 2023.
At suspendere og sanktionere medlemslande efter militærkup er standardpraksis for det økonomiske fællesskab, der også har i sine vedtægter at facilitere demokratisk udvikling. Men efter kuppet i Niger strammede ‘det vestafrikanske EU’ skruen særligt hårdt ved at true med en militær invasion, hvis ikke den demokratisk valgte præsident Mohamed Bazoum blev genindsat.
Stig Jensen kalder den militære trussel i sommeren 2023 “en intensivering” i forhold til, hvordan ECOWAS plejer at disciplinere urolige medlemslande.
Den raslende sabel fik da heller ikke Niger til at falde tilbage i geleddet, tværtimod skubbede den både de tre kuplande længere væk fra fællesskabet og tættere sammen. Som modsvar oprettede de Alliancen for Sahelstaterne (AES) og aflagde musketered om at forsvare hinandens territorier. Niger er stadig under ledelse af Abdourahamane Tchianis militærjunta, og ECOWAS har ikke gjort alvor af sine militære trusler.
(Foto: Nigerian Presidency/Handout/Anadolu via Getty Images)
At have sendt ECOWAS-tropper ind i Niger kunne for alvor have destabiliseret den urolige region yderligere, påpeger Stig Jensen. Men selvom det derfor er positivt, det blev ved truslerne, er han stadig utvetydig i sin kritik af ECOWAS’s hårde linje over for Niger.
“Det er voldsomt uklogt,” siger han til Globalnyt. “ECOWAS kommer til at fremstå som nogen, der truer, men ikke gør alvor af deres trusler.”
Indtil videre er det vestafrikanske fællesskab da også den helt store taber i Sahel-striden, lyder det fra KU-lektoren. Men Sahel-Alliancens dramatiske exit fra ECOWAS kan også komme til at gøre ondt på både regionens og organisationens storebror Nigeria samt Vesten og den demokratiske, regelbaserede verdensorden.
Kup-virus truer sammenhængskraften i Vestafrikas dialogforum
At ECOWAS reagerede så drastisk på kuppet i Niger har ifølge Stig Jensen to årsager. For det første at det økonomiske fællesskab har blødt medlemmer de seneste år og sandsynligvis frygter, at “kup-virussen” i sidste ende kan gøre det helt af med ECOWAS. Den hårde retorik over for kupmagerne i Niger har derfor haft til formål at afskrække militære ledere i andre medlemslande fra at begå statskup.
“ECOWAS – og Nigeria som det store land i organisationen – har haft gode erfaringer med at sætte hård mod hårdt og indføre alvorlige sanktioner,” påpeger Stig Jensen.
Læs også: Sahels kupbølge truer med at sprede sig yderligere i 2024
Niger har eksempelvis mistet omkring 70 procent af sin strømforsyning, som landet importerede fra Nigeria. Det er blandt andet gået hårdt ud over arbejdsmarkedet og børnenes skolegang. Niger har også mistet mange milliarder kroner i økonomisk støtte, nogle fra ECOWAS, men langt størstedelen fra vestlige lande som USA. Organisationen har også indefrosset Nigers finanser i ECOWAS’s centralbank og suspenderet landet fra finansielle transaktioner med andre vestafrikanske lande.
“Medlemslandene i ECOWAS er naturligvis bange for, at sammenhængskraften i regionen og organisationen forsvinder fuldstændigt. Det vil gøre det umuligt for ECOWAS at fortsætte med at være regionens dialogforum, som den særligt har været god til indtil nu,” vurderer Stig Jensen.
Selvbestemmelse i Sahel gør op med fortidens kolonialisme og vestlig ideologi
Selvom sanktionerne har gjort så ondt, at Niger i november bad en regional vestafrikansk domstol om at beordre ECOWAS til at ophæve de “overdrevne” sanktioner, har de stadig ikke virket efter hensigten for den mellemstatslige union. Hvorfor de ikke har det, hænger ifølge Stig Jensen sammen med ECOWAS’s anden grund til at gå så hårdt til Niger.
Militærjuntaerne forklarede selv udmeldelsen med blandt andet, at ECOWAS var kommet på afveje fra sine “grundlæggende idealer om pan-Afrikanisme”. For Stig Jensen er den udmelding det springende punkt i konflikten. Han forklarer, at kupmagerne netop kupper landenes demokratisk valgte regeringer, fordi de ikke er stærke nok i kampen for et samlet (Vest)Afrika og opgøret med Vestens kolonialisme, både før og nu.
“Det bliver et pan-afrikanistisk opgør med en organisation, man mener, har fjernet sig fra værdierne og er blevet en sellout for Vesten. De her inhumane sanktioner, som er Vestens måde at styre og kontrollere på, bliver betragtet som endnu et bevis for, at Vesten stadig styrer Afrika,” forklarer Stig Jensen.
Selvom ‘militærkup’ er noget nær et antonym til ‘selvbestemmelse’ i vores vestlige ordbog, hænger det slet ikke sådan sammen i Vestafrika, påpeger Stig Jensen. Her har årtier med vestlig tilstedeværelse og mange milliarder i udviklingsbistand ikke for alvor rykket ved befolkningernes problemer, og det har resulteret i en grundlæggende afvisning af Vestens måde at gøre tingene på – både når det gælder demokratiske spilleregler og økonomiske sanktioner.
Læs også: Forstå opgøret med den franske indflydelse i Vestafrika
Og Niger har spillet en afgørende rolle i regionen for Vesten, påpeger lektoren. Både som militærbase for missioner fra Frankrig, EU og FN, men også som dørstopper for meget af den irregulære migration, som mange europæiske lande gerne ser bremset.
“Niger var det sidste brohoved i Sahel til at koble Vestafrika op på den regelbaserede, internationale orden,” lyder det fra Stig Jensen.
Alliancens au revoir til den franske koloni-fortid og vestlige værdier kan også sende dem i armene på Vestens storpolitiske rivaler som Rusland og Kina, hvilket også er et tab, siger Stig Jensen. Det koster både allierede og kan gøre det endnu sværere at bekæmpe den stigende terrortrussel fra regionens islamistiske grupper og bremse migranter, inden de når til Middelhavet.
Alliancens exit truer ikke Vestafrikas stabilitet yderligere
Alliancens exit fra ECOWAS, hvor medlemskab også inkluderer en ikke-angrebspagt, gør dog ikke Stig Jensen yderligere bekymret for sikkerhedssituationen i Vestafrika – hvor Guinea også blev kuppet i 2021 og naboen Guinea-Bissau forsøget kuppet i 2023. Heller ikke, selvom udmeldelsen også har aflivet G5 Sahel-samarbejdet, som også talte Mauretanien og Tchad.
“Man kan forestille sig, at militærjuntaerne vælger at uformelt afgive noget af deres territorier til de islamistiske grupper, der særligt opererer i de norlige grænseområder. På den måde kan de købe sig til fred, mens de genopbygger og fokuserer på udvikling, ligesom man har set i Tchad,” påpeger han.
På den måde kan kuplandenes farvel til ECOWAS måske komme til at betyde mere ro i regionen, men det vil sandsynligvis også medføre store områder under oprørernes kontrol, hvor smuglere får lettere ved at transportere mennesker og narkotika op gennem Afrika, vurderer han.
“Der er selvfølgelig også risikoen for, at militære celler i andre lande ser på Mali, Burkina Faso og Niger og bliver inspireret til selv at begå kup. Det vil naturligvis gå ud over sikkerheden i de lande i en periode, men sandsynligvis ikke på større skala i regionen.”
