Dansk firma vinder stor ordre på vandforsyning i Bangladesh

Forfatter billede

MT Højgaard har vundet en opgave i Bangladesh til en værdi på 626 mio. kr. i et 50/50 konsortium med det franske firma Dégremont for DWASA (Dhaka Water Supply and Sewerage Authority), skriver koncernen på sit website.

Opgaven er 90 procent finansieret af Danida og 10 pct. af regeringen i Bangladesh.

Hovedvægten er at designe og bygge et konventionelt rensningsanlæg for drikkevand, der kan rense op til 225 mio. liter overfladevand i døgnet. Samtidig skal der opføres et stort grovrensningsanlæg med en kapacitet på op til 450 mio. liter i døgnet.

Der skal ud over selve rensningsanlægget designes og anlægges et 10,3 km hovedfordelingsnet i gaderne i bydelen Saidabad i hovedstaden Dhaka. Ordren omfatter design og opførelse af administrative faciliteter, samt drift og vedligeholdelse af anlægget i en periode på tre år.

– Opgaven passer godt til MT Høj-gaards kompeten-cer og erfaring med rensningsanlæg, bl.a. i det asiatiske område, siger Jan Andersson, Area Manager i MT Højgaard.

– Vi har tidligere udført opgaver i Bangladesh. Senest en el-forsynings-opgave, der stod færdig i 2007. Og vi har gode erfaringer fra tidligere samarbejde med Dégremont, siger Jan Andersson.

Arbejdet indledes i april 2010 og slutter ultimo 2012 – dvs over 30 måneder.

Bangladesh er programsamarbejdsland for Danida.