Dansk Flygtningehjælp: Forsigtig optimisme for Somalia

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Laurits Holdt

Efter 22 år med krig og konflikt er der nu grund til at tro på at tingene bliver bedre i Somalia. Det skyldes en samlet national og international indsats. Sådan lyder det fra Dansk Flygtninghjælps internationale chef, der netop har besøgt landet.

Der er tegn på fremskridt i Somalia, de er små og situationen er skrøbelig, men tegnene er der. Den nye regering har massiv international støtte – men befolkningen skal også kunne mærke fremskridt. Det siger Dansk Flygtningehjælps internationale chef, der netop er vendt hjem fra regionen i en artikel på organisationens hjemmeside.

Krig og konflikt har hærget Somalia i over 22 år. Det har efterladt et land i dyb fattigdom og krise, over en million somaliere lever som flygtninge i deres eget land – og lige så mange lever som flygtninge i regionen. På trods af de dystre tal, er der lige nu et spirende håb for Somalias fremtid.

”Situationen er utrolig skrøbelig, men for første gang i mere end to årtier er der en samlet indsats og støtte til Somalia, som giver nyt håb om, at det kan lykkes denne gang,” siger Ann Mary Olsen, chef for Dansk Flygtningehjælps internationale afdeling, der netop er vendt hjem fra regionen. 

Den nye somaliske regering beskrives fra flere sider som værende bedre forankret både nationalt og internationalt end de tidligere overgangsregeringer. Denne regering er valgt efter en demokratisk valgproces, og repræsenterer desuden de somaliske klaner, hvilket er afgørende for at skabe fremtidig accept og opbakning.

”Der er intet, der er let i Somalia. Fattigdommen i landet er massiv efter årtier med krig. Det er derfor helt nødvendigt at det internationale samfund både opretholder interessen og investeringerne i landet,” siger Ann Mary Olsen, og understreger nødvendigheden af, at forankre udviklingen i det somaliske samfund.

”En stor del af befolkningen støtter op om regeringen, men den støtte forsvinder, hvis den ikke formår at få fremskridt ud til befolkningen. Samtidig er der stadigvæk stærke kræfter i landet, der stadigvæk kæmper imod, det er vigtigt at regeringen formår også at række ud også til de grupper,” siger Ann Mary Olsen.

Dansk Flygtningehjælp er blandt de internationale hjælpeorganisationer, der i øjeblikket udvider sine aktiviteter i Somalia, for at sikre at hjælpen også kommer ud til de mest isolerede områder.

”Det er ikke første gang, vi håber, for så at se at tingenen bare går fra slemt til værre. Men set-up’et er anderledes denne gang. Der er både det rigtige pres fra de internationale aktører – og den nødvendige støtte. Derfor tillader jeg mig at håbe på succes denne gang.”

Dansk Flygtningehjælp har arbejdet på at hjælpe fordrevne somaliere siden 1998. Organisationen er i dag til stede i både Syd- og Central Somalia, Somalia, Puntland, Kenya, Etiopien og Yemen. Den massive tilstedeværelse i regionen gør det muligt for Dansk Flygtningehjælp at gribe ind med kort varsel og sikre at hjælpen når frem, der hvor der er brug for den.