Ulla Müller har arbejdet med kvinders og reproduktive rettigheder i mere end et årti, bl.a. hos DRC Folkekirkens Nødhjælp, den britiske ngo Marie Stopes og som direktør af EngenderHealth.
Siden sidste år har hun været nordisk chef for United Nations Population Fund (UNFPA) der under Donald Trumps første præsidentperiode mistede alt direkte finansiering fra de amerikanske myndigheder.
Hvad fylder mest i dit arbejde for tiden?
“Det gør den stigende ufred i verden og de konsekvenser, den har for kvinder og pigers liv. Det sker i en tid, hvor der i forvejen er rigtig meget pushback mod kønslige og reproduktive rettigheder. Det fylder meget, hvor mange kvinder det her rammer, og hvor stor en stigning, vi kommer til at se i antallet af kvinder og piger, der dør af noget, vi kunne forhindre, hvis bare de havde adgang til noget så banalt som lægehjælp.”
“Der er på verdensplan en stigning i vold mod kvinder, og vi ser, at man begynder at snakke mere om værdien af familier, hvilket typisk sker på bekostning af kvinders individuelle rettigheder. Vi ved, at det kommer til at koste kvindeliv.”
“Vi skal til at lukke sundhedscentre rundt omkring. I Cox’s Bazaar, verdens største flygtningelejr i Bangladesh, får vi svært at sikre op mod 200.000 kvinders adgang til lægehjælp, fordi vi kommer til at blive skåret i finansiering. Det kommer til at ske drypvist rundt omkring i hele verden.”
“Mange af de ting, vi kommer til at skulle lukke, er en direkte konsekvens af, at vi mister finansiering, hvilket vi regner med, Trump vil sørge for, når han igen bliver præsident i USA.”
“Jeg bruger meget tid på at finde ud af, hvad vi kan gøre for at råbe folk op. Det handler om vores ret til at være en del af verden.”
Hvad eller hvem i din branche giver dig mest håb?
“Jeg er sådan en, der godt kan lide at kigge lidt på historiens vingesus. Og noget af det, der giver mig håb lige nu, er faktisk FN’s Charter. For mange mennesker lyder det sikkert fuldstændig idiotisk, men jeg synes faktisk, det er en af de få ting, vi som mennesker kan være så stolte af.”
Jeg bruger meget tid på at finde ud af, hvad vi kan gøre for at råbe folk op. Det handler om vores ret til at være en del af verden
Ulla Müller
“Vi har ikke skabt en særlig pæn verden, men vi kan virkelig være stolte af, at vi på et tidspunkt, hvor verden havde været igennem to frygtelig krige, kunne blive enige om, at vi er nødt til at leve sammen på en anden måde.”
“Det viser mig, at når vi bliver pressede nok, så kan vi godt sammen som mennesker. Det minder mig også om den indstilling, jeg mødte mange steder i starten af min karriere, tilbage i 90’erne, efter Murens fald, da mennesker fra forskellige dele af verden mødtes med nysgerrighed og vilje til at gøre tingene bedre, end de havde været.”
Hvad irriterer dig mest i din branche?
“Det sprog vi bruger. Vi taler i store floskler og vendinger, og vores sprog er blevet så udvandet, at der ingen, der ved, hvad det dækker over, når vi bruger ordene. Jeg insisterer for eksempel på at sige ‘vold mod kvinder’, men i verden siger man ‘kønsbaseret vold’. Men vi taler ikke om kønsbaseret vold, vi taler om mænds vold mod kvinder. Så kan det være, vi en anden gang taler om kvinders vold mod mænd, men så sig det. For så ved vi, hvad det er, vi taler om.”
Vores sprog er blevet så udvandet, at ingen ved, hvad det dækker over
Ulla Müller
“Vi taler i overskrifter, og vi taler i likes. Men når man taler i likes, bliver man bange for at sige tingene, som de rent faktisk er. Vi skal simpelthen kalde ting, det de er. Måske handler det om, at folk gerne vil blive i den der comfort zone, så vi ikke helt skal forholde os til, hvad det er, vi siger ja og nej til. Men det skal vi ikke have lov til.”
“Vi skal – for at sige det på godt dansk – kalde en spade for en spade og få øjnene op for, hvad vi rent faktisk taler om. Ellers kan vi ikke for alvor gøre noget ved problemerne. Vi er blevet så berøringsangste, vi ikke rigtig tør bruge vores sprog.”
Hvad undrer dig, at alle ikke taler om, når det gælder global udvikling?
“Jeg kan simpelthen ikke forstå, vi ikke taler mere om fred. At vi ikke taler konstruktivt og konkret hver dag om, hvordan vi opnår fred. Alle taler krig, alle taler oprustning, alle taler om penge til flere fly. I ngo-verdenen taler vi om, at vi skal have flere penge til humanitære indsatser, og det mener jeg selvfølgelig også, at vi skal. Men vores præmis er hele tiden, at krigen bliver ved. Den præmis skal ændres til, at vi er på vej mod fred. Så når vi har humanitær bistand, skal vi også tænke fred ind i det.”
Vores præmis er hele tiden, at krigen bliver ved. Den præmis skal ændres til, at vi er på vej mod fred
Ulla Müller
“Vores hjerner kan godt selv lave algoritmer, det behøver vi ikke Google eller en smartphone til. Når vi hele tiden taler krig og ulykke, skaber vores hjerner også algoritmer, som tænker i de baner, og så reagerer vi anderledes. Hvis vi nu begynder at tale om, hvordan vi får kvinder og unge med ind i freden, begynder vi at tænke anderledes. Der er ingen krig, der nogensinde er blevet vundet med våben. Freden bliver først varig, når vi begynder at tale sammen. Og når vi taler global udvikling, så får vi den aldrig uden, vi taler fred.”
Hvad er dit bedste læse-, lytte- eller kiggetip?
“Jeg har lige genlæst to bøger, som var på pensum, dengang jeg gik på gymnasiet – Fluernes Herre og Intet nyt fra Vestfronten. De er svære at læse, men hold op, hvor er de en god reminder om, hvad der sker, når vi som borgere glemmer vores ansvar for at holde fred i verden og et demokratisk samfund. De var lidt som et wakeup call, vi måske godt kunne have brug for i dag.”
