KOMMENTAR/ANALYSE
Konflikten i Vestsahara fortsætter, selv om kampene mellem Marokko og selvstændighedsbevægelsen Polisario blev afløst af en FN-overvåget våbenhvile i 1991. FN’s medlemslande bør se ud over snævre nationale interesser for at styrke FN og løse konflikter som Vestsahara
Af Kurt Moesgaard
generalmajor og tidligere chef for FN-styrken i Vestsahara (2005-07)
Art. i seneste udgave af FN-forbundets blad “GLOBAL”
Vor fælles Jord er desværre stadig plaget af væbnede konflikter, som hvert år medfører tab af ufattelig mange menneskeliv og endnu flere sultende og flygtende, ligesom udviklingen sættes tilbage i de berørte lande og regioner.
FN yder med sine 15 -20 fredsbevarende missioner og mere end 100.000 udsendte soldater, politi og civile en uundværlig, men ofte nedvurderet, rolle i den internationale fredsindsats.
FRED ET FATAMORGANA
En af FNs fredsbevarende missioner finder man i Vestsahara, hvor MINURSO på 20. år varetager overvågningen af den militære våbenhvile mellem Marokkos styrker og selvstændighedsbevægelsen Polisario. Udsigten til en fredelig løsning synes fortsat at være et fatamorgana i ørkensandet.
Marokko og Mauretanien besatte hovedparten af Vestsa-hara i 1975, efter at Marokko havde presset den tidligere kolonimagt Spanien ud. Polisario tog kampen op, hvilket i 1979 førte til, at Mauretanien opgav kampen.
Krigen mellem Marokko og Polisario fortsatte imidlertid, uden at det kom til en afgørelse. I 1991 fik FN endelig en våbenhvile i stand, men krigen havde på det tidspunkt medført mange dræbte og tusinder af flygtninge, som fortsat opholder sig i primitive lejre i en ufrugtbar ørken i Algeriet.
Vestsahara blev under krigen delt af en 1.500-2.000 km lang marokkansk forsvarslinje i form af sandvolde spækket med militært udstyr, soldater og landminer. Passage af civile tillades ikke, og saharawiernes familier har derfor levet adskilte i 35 år.
KAMP OM FOLKEAFSTEMNING
En folkeafstemning om Vestsaharas fremtid har været tæt på flere gange. Hver gang er der gået sand i maskineriet.
Første gang var i 1975, da kolonimagten Spanien var i gang med forberedelserne. Men Marokko protesterede, da man ønskede at indlemme området, og sagen blev derfor indbragt for Den Internationale Domstol i Haag.
Domstolen leverede senere samme år en rådgivende udtalelse, som bl.a. understøttede ønsket om en folkeafstemning. Marokko og Mauretaniens besættelse satte imidlertid en stopper herfor.
Den politiske hårdknude mellem parterne kan synes uløselig. Marokkanerne ser Vestsahara som en del af deres land. Marokko vil derfor ikke tillade en folkeafstemning, som giver mulighed for selvstændighed, men er indstillet på at give Vestsahara øget selvstyre.
Polisario, som repræsenterer det oprindelige folk saharawierne, ønsker derimod en folkeafstemning, hvor netop selvstændighed er en af valgmulighederne. Synspunkterne har hidtil ikke kunnet forenes.
MINURSOS MISSION
MINURSO, FN’s mission for gennemførelse af en folkeafstemning i Vestsahara, har ansvaret for at overvåge våbenhvilen, hvilket udføres af ubevæbnede FN militærobservatører fra teamsites og patruljer i ørkenen. MINURSO råder over ca. 450 medarbejdere fra 50 lande, halvdelen er militære officerer.
MINURSO er både en fiasko og succes for FN. En fiasko, da det ikke har været muligt at holde den aftalte folkeafstemning. Men også en succes, da man trods alt har kunnet opretholde våbenhvilen og forhindre nye ørkesløse kamphandlinger.
En krig vil ikke føre til nogen løsning, men koste flere dræbte og sårede med risiko for øget spænding og nye konflikter i Nordafrika, nye flygtningestrømme samt økonomisk og socialt kaos for de berørte lande og befolkninger.
I løbet af mine 2 år som MINURSOs militære chef i Vestsahara og et halvt år som fungerende chef for den civile del af MINURSO mødte jeg marokkanere og saharawier fra alle lag i samfundet.
Det skete under møder med parternes militære chefer og civile ledere og i forbindelse med uformelle samtaler med befolkningen på gaderne, i flygtningelejrene og i beduinteltene dybt inde i ørkenen.
Det var tydeligt, at man forventede meget af FN som mægler, men at ”uret tikkede” i forhold til risikoen for en genoptagelse af krigen. Jeg fik den dybeste respekt for begge parter og befolkninger, men også en oplevelse af, at de stærke viljer og holdninger trak i hver sin retning i forhold til en fredsløsning.
VORT MORALSKE ANSVAR
Kan vi danskere være ligeglade med Vestsahara? Efter min opfattelse bør svaret være NEJ.
Vi har et moralsk ansvar for at bidrage til en bedre verden med ordentlige levevilkår og menneskerettigheder for alle. Vi har også en praktisk interesse i, at konflikten bringes til et fredeligt ophør, idet en god og fredelig udvikling i Nordafrika er godt for Europa.
Store dele af befolkningerne i Nordafrika lever under fattigdoms-grænsen, hvilket er en kilde til social uro og bl.a. giver basis for hvervning til terrororganisationer. Også de ca. 50 mio. dollars, som MINURSO hvert år koster FN’s medlemslande, samt udgifterne til at brødføde de mange flygtninge taler for en snarlig løsning.
Hvordan kan FN og konfliktens parter komme videre?
Først og fremmest er der brug for, at især de faste medlemmer af FN’s Sikkerhedsråd lever op til det ansvar, de blev tildelt ved oprettelsen af FN i 1945. De 5 landes ofte modstridende nationale interesser har for høj vægt i beslutningerne, som derfor udvandes.
FN’s medlemslande og interesseorganisationer bør presse på for at sikre et samarbejde i Sikkerhedsrådet på basis af FN’s Charter og international ret.
I Vestsahara bør FN se på nye muligheder for at åbne op for den fastlåste situation. Nye tiltag vil efter min opfattelse på kort sigt kunne skabe bedre levevilkår for befolkningen og øget tillid mellem parterne og på længere sigt føre til ny dynamik i den politiske fredsproces.
ET MERE UDFARENDE FN
FN bør spille en mere udfarende rolle, bl.a. med troværdige informationer til befolkningerne.
Tiltagene kunne også omfatte samarbejde om minerydning, møder mellem de militære parter, overvågning af menneskerettigheder og en åbning i sandvolden med tilknyttede minesikre vejforbindelser, så saharawi-familierne i Vestsahara og i flygtningelejrene igen trygt kan mødes og flytte frit.
FN-forbundets Freds- og Konfliktløsningsudvalg bidrager på meget positiv måde til at løsne op for den fastlåste situation. En fair og tidlig løsning kræver fornyet international fokus, hvilket skabes gennem øget viden i medlemslande som Danmark.
Det vil øge muligheden for at skabe fred i Vestsahara, så saharawierne og marokkanerne kan komme videre. FN-forbundets indsats bidrager til at skabe veje ud af sandet.
(slut)
FN-FORBUNDET PÅ VEJ TIL VESTSAHARA
Der er nedsat en arbejdsgruppe under FN-forbundets freds- og konfliktløsningsudvalg, som vil søge at muliggøre en studierejse til Vestsahara og Algeriet i slutningen af marts 2012. Opgaverne for arbejdsgruppen er bl.a. fundraising og planlægning af rejsen.
Planen er, at op til 15 medlemmer fra FN-forbundet kan deltage i rejsen og får mulighed for se, hvordan flygtninge lever i lejre i Algeriet samt at se den store grøft/mur, der deler Vestsahara og at besøge FN’s mission i Vestsahara (MINURSO).
Formålet er at styrke FN-forbundets viden på området så forbundet kan forsætte oplysningsarbejdet om den langvarige konflikt.
Hvis man har lyst til at hjælpe med at muliggøre denne rejse bedes henvendelse ske til Anne Berit Larsen på e-mail: [email protected] eller Lave K. Broch på e-mail: [email protected]