Projektseniorforsker Inge Schjellerup i Etnografisk Samling på Nationalmuseet i København har modtaget Perus fornemste orden “Orden El Sol del Peru”.
Den danske forsker modtog, hvad der svarer til en kommandørgrad hos det peruvianske udenrigsmini-sterium i Lima for sit mangeårige forsknings- og bistandsarbejde i tågeregnskoven for foden af de østlige Andelsbjerge i Peru.
– Jeg er utrolig taknemmelig over, at mit tværvidenskabelig arbejde med de før-spanske kulturer gennem næsten 40 år bliver anerkendt af den peruvianske regering, siger Inge Schjellerup og peger på den miljømæssigt uheldige udvikling, der netop nu finder sted i tågeregn-skoven, som ligger lige i skellet mellem højland og Amazonas.
– Der sker en rivende udvikling, hvor bønderne drager ned fra højlan-det og rydder stykker af tågeregnskoven for at bygge små landsbyer, fortæller hun. 21 landsbyer er kommet til gennem de sidste 10 år, hvor Inge Schjellerup har iagttaget forandringerne. Landsbyerne findes dog hverken på de nyeste kort eller den peruvianske regerings dagsorden.
– Der sker forhåbentlig noget nu, hvor der er kommet et nyt miljøministerium i Lima. Ellers risikerer man, at større områder af skoven forsvinder, forklarer Inge Schjellerup.
Orden El Sol del Perú er den højeste orden, der uddeles af den peruvianske regering. Den gives til peruvianere, og udlændinge, der har udmærket sig inden for områder som kunst, litteratur, kultur, politik og andre tjenester for landet på Sydamerikas vestkyst.
Af øvrige modtagere af ordenen kan nævnes den tyske kansler Angela Merkel, Ruslands præsident Dmitri Medvédev og Etiopiens nu afdøde tidl. kejser, Haile Selassie.
Der er reception den 6. april kl. 15.30, hvor det vil være muligt at møde Inge Schjellerup.
Under receptionen præsenteres også en ny bog ”La Ceja de Montaña, a Disappearing Landscape. Interdisciplinary Studies from Northeastern Peru” af Inge Schjellerup, Carolina Espinoza, James Rollefson, Victor Quipuscoa, Mikael Kamp Sørensen og Victor Peña. Nationalmuseet, Ethnographic Monographs, No.3 støttet af Kann Rasmusen Fonden.