Dansk fotograf frigivet efter godt et års fangenskab i Syrien

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Forfatter billede

En dansk statsborger er frigivet efter at være tilbageholdt i Syrien siden den 17. maj sidste år, skriver udenrigsministeriet i en pressemeddelelse torsdag aften på vegne af den bortførtes familie.

”Den 25-årige fotograf Daniel Rye Ottosen fra Give (i Midtjylland, red.) er blevet frigivet efter at have været tilbageholdt siden den 17. maj i fjor, hvor han rejste til Syrien for at fotodokumentere konflikten og civilbefolkningens – ikke mindst børns – levevilkår.

Daniel Rye Ottosen har det efter omstændighederne godt og er nu ved at blive genforenet med sin familie.

Familien Rye Ottosen vil gerne benytte lejligheden til at rette en dybfølt tak til alle, som har bistået dem i at få Daniel hjem.

Daniels sag har gennem længere tid været kendt af den danske presse, men hensynet til Daniels sikkerhed har gjort, at alle har afholdt sig fra at dække historien. Pressen anmodes om fortsat at vise hensyn og diskretion.

Familien ønsker ikke at udtale sig yderligere. Den ønsker ikke kontakt fra medier eller andre udeforstående og takker for forståelsen herfor”, slutter teksten. 

Ifølge pressekilder senere torsdag har han både fået tæsk og været udsat for tortur under sin langvarige tilfangetagelse. Torsdag blev han frigivet, efter der angiveligt er blevet betalt et tocifret millionbeløb i løsesum.

Reportagetur til uroplaget Somalia

Den omkring 190 cm høje, lyshårede Daniel Rye Ottosen har været elitegymnast på det såkaldte verdenshold, men en knæskade tvang ham til at forfølge drømmen om at blive fotograf.

Han er ikke uddannet fotograf og på hans hjemmeside kan man se, at han har lavet en håndfuld fotoprojekter på egen hånd og foretaget en reportagetur til Somalia, hvor han var assistent for den prisvindende fotograf Jan Grarup.

På sin senere tur til Syrien krydsede han grænsen fra Tyrkiet med en tolk og en chauffør. Trioen har ikke været mere end to dage i Syrien, før de under uvisse omstændigheder blev taget til fange af de islamistiske krigere fra ’Den Islamiske Stat Irak og Levanten.’

Frigivelsen af ham har været længe undervejs, da det har været uvist, hvad de langskæggede krigere ønskede at opnå med hans tilfangetagelse.

Et privat firma har forhandlet for familien, og der har ved flere lejligheder været frygt for, at de ville henrette Daniel Rye, fordi han var dansker og dermed fra Muhammed-krænkernes hjemland.