Dansk Industri glad for nye u-landsværktøjer

Redaktionen

– Der har i mange år været tendens til, at erhvervslivet og udviklingsorganisationerne ikke talte samme sprog, når det gjaldt løsningen af problemerne i u-landene. Det er derfor glædeligt, at UNDP har taget initiativ til at indgå partnerskaber med danske virksomheder. Det vil givet medvirke til at afhjælpe, hvad man kan kalde sprog og forståelses problemer mellem de 2 verdener.

Det sagde adm. direktør i Dansk Industri (DI), Hans Skov Christensen, på konferencen Partnerskab for vækst og udvikling i Industriens Hus, mandag, fremgår det af en pressemeddelelse fra DI.

Dansk Industri har allerede gode erfaringer med partnerskaber i praksis. DI har sammen med Industrialiseringsfonden for Udviklingslandene (IFU), Institut for Menneskerettigheder og Udenrigsministeriet indgået et samarbejde om projektet Business and Human Right.

Projektet fokuserer på, hvordan virksomheder skal begå sig i lande med svag overholdelse af menneskerettigheder. I dette partnerskab er der udviklet et menneskerettighedsværktøj til virksomheder, der investerer i u-lande.

– Dette værktøj har fået stor international opmærksomhed, og DI har gode erfaringer med dette projekt, og vi ved, at mange af vore medlemmer har haft nytte af den viden, som Institut for Menneskerettigheder besidder, siger Hans Skov Christensen.

DI-direktøren er også tilfreds med, at regeringens initiativ for offentlige/private partnerskaber tager udgangspunkt i, at virksomhedernes samfundsmæssige engagement er frivilligt, internationalt og markedsdrevet.

– Det er positivt, og den rigtige måde at gøre det på. Virksomheder, der engagerer sig lokalt og knytter bånd til de lokale samfund, kan have stor positiv effekt i u-landene. De tilfører ikke blot ny teknologi og ny viden, men også nye værdier som eksempelvis respekten for menneskerettighederne, siger Hans Skov Christensen.

Yderligere oplysninger hos pressekoordinator Bent Bøkman, DI, tlf. 33 77 38 19 eller mobil 29 49 45 95.