Om fem år har juicevirksomheden Orana fordoblet sin omsætning. Det forudser direktør Niels Østerberg, der har forladt den daglige drift af virksomheden for at hellige sig projektmageri – primært i Østafrika. Her har virksomheden konkrete planer om at bygge en fabrik i verdensklasse til bananhåndtering ”in the middle of nowhere”, som direktøren udtrykker det. Derefter skal der startes en ny fabrik op ca. hvert andet år med produktion af andre frugter af vital betydning for virksomhedens råvareforsyning.
Han præsenterede planerne for de andre 21 virksomheder i projektet ”Fra filantropi til forretning” ved en bootcamp afholdt på DTU Skylab 23.-24 august.
“Hvis vi ikke har adgang til råvarer, har vi ingen forretning. Derfor vil vi sikre den ved at gå i samarbejde med lokale aktører med netværk og fagkundskab og etablere landbrugsproduktionen på jomfruelig jord, hvor vi kan være sikre på at vi kan få rene og gode råvarer,” fortæller Niels Østerberg.
I bananproduktionen er Orana gået i samarbejde med den kenyanske økologiske landmand og entreprenør Marion Moon, som Niels Østerberg mødte på DI’s topmøde 2017.
“Samarbejdet med Marion har blandt andet givet mig adgang til et kaffemøde med den kenyanske industriminister, hvor jeg fremlagde vores planer, og han spurgte, hvad han kunne hjælpe med. Hvortil jeg svarede, at han kunne hjælpe os med at undgå ”red tape” (unødigt bureaukrati red). Det har han gjort, og det ville ikke være lykkedes uden Marions hjælp,” siger Niels Østerberg.
De ti bud og danske dyder er nok
På bootcampen på DTU havde de 21 deltagende virksomheder til opgave at fremlægge hver deres visioner for deres ambitioner om at bidrage til FN’s 17 verdensmål. Den øvelse har Niels Østerberg og teamet bag virksomheden også udført. Selv om verdensmålene som sådan ikke betyder alt for meget for direktøren.
“Vi har altid bidraget til at nå verdensmålene ved at leve efter de ti bud og danske dyder. Men verdensmålene har givet os et fælles sprog og mål med vores medarbejdere og kunder i hele verden. På den måde skaber de stor værdi, og deltagelse i dette projekt skærper vores evne til at identificere og kommunikere, hvad det er, vi konkret gør,” siger Niels Østerberg.
Han fremhævede blandt andet, at virksomheden gennem blandt andet aktiviteter i Vietnam bidrager til øget ligestilling, uddannelse og øget velstand. Som det blandt andet blev beskrevet i projektet ”women deliver”, som gik Danmark og verden rundt i 2016.
“Det sociale arbejde og de bløde værdier ligger på vores rygrad. Men vores kunder efterspørger i stigende grad dokumentation for det. Fx har vi netop været i forhandlinger med IKEA, hvor vi stod klar med teknikere, der kunne forklare vores kvalitetssikring og meget andet. Men det eneste, de spurgte efter, var de bløde værdier,” forklarer direktøren.
Han tror på, at det er nødvendigt for virksomheden hele tiden at være på forkant med det samfundsansvarlige. Selvom det ikke altid giver direkte afkast på bundlinjen.
“Vi formulerede en CSR-politik i 2007, og det har været guld værd for os, selv om det ikke var fokus hos vores kunder på det tidspunkt. Men det er jo rart at have den klar, når kunderne begynder at efterspørge den, i stedet for at man skal til at formulere den, når kravene begynder at komme. Og det vil de helt sikkert gøre på verdensmålene,” siger Niels Østerberg.
Han mener samtidig, at mange af tiltagene også kan give direkte afkast på bundlinjen.
“Fx vil vi arbejde på at finde løsninger, så vi kan separere vores spildevand, så rengøringsmidler og andre miljøfremmede stoffer bliver skilt fra det organiske spildevand. Når det lykkes, står vi med spildevand, der indeholder stoffer, som rensningsanlæggene ellers skal betale for at tilføre, så de kan behandle spildevandet. Og så mener jeg faktisk, at de skal betale os for, at vi vil levere det til dem,” siger Niels Østerberg.
Om det vil lykkes Niels Østerberg at overbevise rensningsanlæggene om, at de skal til at betale for hans spildevand, vil fremtiden vise. Men under alle omstændigheder har Orana gennem projektet ”Fra filantropi til forretning” gennemgået en proces, der har skærpet virksomhedens strategi. Det samme gør sig gældende for de øvrige 20 virksomheder mener Jacob Kjeldsen, chef for DI’s internationale rådgivning.
“De mål og visioner, virksomhederne har fremlagt på bootcampen, viser, at de har gennemgået en rejse. Den har været hårdere for nogle end andre. Fx er de store virksomheder nok mere modne ifht bæredygtighed. Til gengæld er de udfordret af, at CSR-indsatsen i virksomhederne er fordelt på flere forskellige afdelinger. De små har nogle gange lettere ved at gøre strategien til kerneværdi i hele virksomheden,” siger Jacob Kjeldsen.
Han fremhæver blandt andet den vision, som Peter Larsen Kaffe har formuleret, som en meget konkret vision, der viser ambition ud over det sædvanlige. Visionen lyder ”0 pct affald 100 pct genanvendelse”. Det er foreløbig en arbejdsvision, og i SDG forløbet arbejder virksomheden med at skabe strategien og handlingsplanerne, som skal bringe visionen til live.
“Det er en vision, som vil hjælpe virksomheden med at fastholde sin position som markedsleder på det bæredygtige brand, og den tvinger virksomheden til at kigge hele vejen op og ned af værdikæden for at nå målet,” siger Jacob Kjeldsen.
Næste skridt i forløbet bliver, at virksomhederne skal hjem og i gang med konkrete tiltag og initiativer, der kan omsættes til forretning på sigt.
“Det bliver medfinasieret af de midler, projektet har fået fra Industriens Fond, men det vil koste blod, sved og tårer at sætte gang i det rigtige. Støtten for Industriens Fond er tiltænkt som hjælp til at komme gang, men virksomhederne skal selv investere. Vi glæder os til at se, hvad de finder på, og vi er sikre på, at det vil kunne tjene til inspiration for mange andre virksomheder,” siger Jacob Kjeldsen.