Torsdag flyver Alex Diallo til Haiti for Røde Kors.
Her skal den 40-årige logistiker de næste 6 uger arbejde som logistiker med at modtage og uddele nødhjælpsvarer – han vil primært komme til at arbejde i lufthavnen i hoved-staden Port-au-Prince, hvor de mange nødhjælpsfly lander og læsser varer af.
– Det er første gang, jeg skal af sted som hjælpearbejder, så jeg er rigtig spændt og har sommerfugle i maven. Jeg forbereder mig mentalt på, hvordan jeg kan gøre det så godt som muligt, siger Alex Diallo. Han er uddannet som logistiker fra Handelshøjskolen i København og underviser til dagligt i logistik og strategi på Niels Brock.
Et sted mellem 600-800.000 mennesker har mistet deres hjem efter det voldsomme jordskælv, der ramte Haiti 12. januar.
Over 112.000 er omkommet, mens næsten 200.000 er sårede. Dansk Røde Kors har pr. 10. februar samlet 19,5 mio. kr. ind til Haiti, og pengene er bl.a. brugt til midlertidige boliger, myggenet og medicin.