Irak-krigen bygger på 2 løgne, og derfor bør Danmark hurtigst muligt trække sine soldater hjem. Det eneste, vi får ud af at beholde de danske styrker i Irak, er at Danmark bliver næste terrormål.
Det er den konklusion, somingeniør og afdelingschef i Søværnets Materielkommando, Peter Gundelach, kommer frem til i Politiken mandag og et interview med dagbladet Information tirsdag.
Dermed tager en chef i det danske forsvar for første gang siden Irak-krigen begyndte, bladet fra munden og råder statsministeren til at kalde de danske soldater hjem. Danmark burde i stedet bruge krudtet på lande, der er terrorens egentlige bagmænd, heriblandt Pakistan, mener han.
Gundelach, som understreger, at han udtaler sig som privatperson, anfører, at Irak-krigen dels bygger på forestillingen om, at Irak havde masseødelæggelsesvåben dels på, at landet havde forbindelser til international terrorisme.
– Begge argumenter er, for at bruge et pænt udtryk, udokumenterede, siger Peter Gundelach og konkluderer, at så længe, det er tilfældet, giver koalitionsstyrkernes tilstedeværelse kun næring til mere international terror.