Djaffar Shalchi er grundlægger af Human Act Foundation
Vi lever i en verden, hvor de økonomiske skel bliver stadig større. Fra Paris til Stockholm og Buenos Aires er stigende ulighed en afgørende faktor for fremkomsten af nationalistiske og anti-globaliseringsbevægelser.
Når de rige bliver rigere, og når de fattige får mindre at leve af, vender mange sig mod deres eget land og søger beskyttelse i nationalstaten. Er der så en risiko for lignende bevægelser herhjemme?
Er Danmark i fare for at trække sig fra vigtige internationale samarbejder, der skal nedbringe global fattigdom og klimaforandringer? Ikke endnu, men den stigende ulighed er et tidligt tegn på, at lignende tendenser kan forekomme hos os.
Senest har USA’s valgresultat i november skabt chokbølger verden over. Donald Trump, som er kendt for sin isolationistiske og nationalistiske politik, vender atter tilbage som præsident, og det er ikke svært at forstå hvorfor.
USA har i årevis set stigende økonomisk ulighed, en pandemi, inflation og en økonomisk usikkerhed, der har ramt middel- og arbejderklassen hårdt. Det er en fortælling, vi ser gentage sig i flere lande.
Donald Trump, som er kendt for sin isolationistiske og nationalistiske politik, vender atter tilbage som præsident, og det er ikke svært at forstå hvorfor
Djaffar Shalchi
Uligheder over hele verden er begyndt at drive nye nationalistiske bevægelser frem. Det kan ses i Sverige, hvor Sverigedemokraterna oplever kraftig fremgang, i Frankrig, hvor Rassemblement National vokser, og igen for Fratelli d’Italia i Italien. Og dette er blot nogle få eksempler.
Nationalistiske bevægelser trækker deres støtte fra befolkninger, som føler sig oversete og frustrerede over, at de ikke får del i samfundets rigdomme. Disse bevægelser har en tendens til at fokusere på her-og-nu problemer frem for globale mål. De ser ofte klimaforandringer som et “fjernt” problem og prioriterer i stedet kortsigtede økonomiske løsninger.
Når nationalistiske politikere taler om at sætte “landet først”, er det ofte med en skepsis over for internationale aftaler og en modstand mod at lade landet betale sin andel af de fælles regninger.
Det så vi for eksempel under Trumps første præsidentperiode, hvor han trak USA ud af Paris-aftalen og afmonterede miljøbeskyttende love.
Danmark har i årevis været kendt for vores socialdemokratiske model, vores tillid til institutionerne og vores fællesskab. Men selv her ser vi en langsom, men sikker stigning i uligheden.
Djaffar Shalchi
Spørgsmålet, jeg stiller mig selv, er: hvis vi ikke gør noget ved den stigende ulighed i Danmark, kan vi så forvente at se lignende tendenser herhjemme?
Og kan det få konsekvenser for vigtige internationale indsatser, såsom kampen mod globale temperaturstigninger og nødhjælp til de fattigste lande i det globale syd?
Udvikling bør bekymre
Mange danskere vil nok mene, at vi er et lige land. At vi har en stærk sammenhængskraft og et solidt velfærdssamfund. Og det er også rigtigt set i en international kontekst.
Danmark har i årevis været kendt for vores socialdemokratiske model, vores tillid til institutionerne og vores fællesskab. Men selv her ser vi en langsom, men sikker stigning i uligheden.
Ifølge Oxfam ejer én procent af danskerne i dag hele 29 procent af landets samlede formue, og det er en udvikling, der bør bekymre os alle. Stigende ulighed risikerer at skabe øget splittelse i befolkningen og mindre fokus på internationale udfordringer.
Løsningen er ikke nem, men en måde at tage fat om roden på uligheden er at indføre en formueskat. En beskeden skat på én procent af de rigeste danskeres formue kan give vigtige indtægter til velfærdssystemet og samtidig bidrage til at mindske kløften mellem rig og fattig.
En beskeden skat på én procent af de rigeste danskeres formue kan give vigtige indtægter til velfærdssystemet og samtidig bidrage til at mindske kløften mellem rig og fattig
Djaffar Shalchi
Ifølge Oxfam steg den rigeste 1 procents nettoformue i gennemsnit omkring otte millioner kroner fra 2020 til 2022. I samme periode faldt de resterende danskeres gennemsnitlige nettoformue.
Derfor tror jeg på, at en formueskat kan være en konkret måde at sikre, at formuestigninger, der vel at mærke er uafhængige af lønindkomst, også bidrager til vores fælles økonomi og sikrer, at vores samfund ikke bliver opsplittet i dem, der har, og dem, der ikke har.
Indlægget er udelukkende udtryk for skribentens holdning.
Ligger du inde med et emne, du gerne vil debattere? På Globalnyt er alle velkomne i vores debatsektion, så skriv endelig på [email protected]
