Poul Buch–Hansen
Poul Buch–Hansen (f. 1935) er økonom af uddannelse, cand.polit. fra 1963, og var i små 20 år lektor i udviklingsøkonomi ved Økonomisk Institut, Københavns Universitet.
Han har ligeledes, i hele sit efterfølgende arbejdsliv, beskæftiget sig med u-lande, økonomisk vækst, social udvikling og udviklingsbistand.
Han har været udstationeret i Liberia, Uganda og Indonesien i længere perioder og har i de seneste godt 25 år arbejdet med dansk udviklingsbistand som ekstern konsulent for Danida. Først igennem Carl Bro International A/S og siden i Development Associates A/S, et privat konsulentfirma han selv stiftede i 1993.
Poul Buch-Hansen er i dag freelancekonsulent og arbejder fortsat med konsulentopgaver indenfor planlægning, opfølgning og evaluering af ulandsbistanden.
Ikke mindst evaluerings opgaver har været i fokus, blandt andet i forbindelse med dansk bistand inden for landbrug, landdistrikt udvikling, naturressource forvaltning og privatsektor bistand.
Senest har han foretaget en evaluering af UNIDO’ s interventioner indenfor agri-business sektoren. I 2007 udgav han, sammen med Marie Hertz, bogen ”Dansk udviklingsbistand – er der en vej frem?” på Forlaget Thorup.
Den danske udviklingsbistand har igennem alle årene været opgjort i de to hovedkategorier: bilateral og multilateral. Oprindeligt var det tanken, at den samlede bistand skulle fordeles så nogenlunde ligeligt med 50 procent til hver af disse to kategorier.
Med tiden er der imidlertid opstået mellemformer med forskellige kombinationer af henholdsvis bilaterale og multilaterale indsatser. Sådanne blandede indsatser, multi-bi-bistand, har over de senere år – specielt de seneste tre år – udgjort en betydelig andel af den samlede danske udviklingsbistand: Fra i 2016 at udgøre knap 13 procent til i 2019 at udgøre godt det dobbelte. I hvilket omfang denne udvikling er i overensstemmelse med en 50-50 fordeling af midlerne, afhænger derfor i høj grad af, hvordan denne kategori af dansk-finansierede indsatser medtages i regnestykket.
Det fremgår af en artikel den 24. april i Globalnyt om dansk udviklingsbistand af Jesper Heldgaard. Artiklen har overskriften “Dansk bistand via multilaterale tordner frem”.
Med en tabel redegøres der for, hvordan den samlede danske udviklingsbistand over de senere år er fordelt på indsatstyper. Det er dels den kendte overordnede summariske todeling i henholdsvis bilateral og multilateral bistand, men derudover angiver Jesper Heldgaard tabeludviklingen i kategorien “Bistand via multilaterale”, det vil sige udviklingen i den såkaldte multi-bi-bistand.
Det er midler, der er afsat til de internationale organisationer, men som er øremærket til bestemte typer af anvendelser i disse organisationers arbejde i dansk-støttede udviklingslande. Denne kategori er i dansk udviklingsbistand vokset stærkt i de senere år. Svarende hertil er den “egentlige” eller “rene” bilaterale andel faldet fra over til under 50 procent, nemlig, ifølge Jesper Heldgaards tabel, fra 57 procent i 2016 til 43,1 procent i 2019.
Hvad er disse multi-bi-indsatser for en type indsatser? Og hvordan virker de i forhold til de danske målsætninger for vores udviklingsbistand?
Viden og kompetencer
Det fik jeg over nogle år mulighed for at få en vis indsigt i, hvad angår FN-organisationen på landbrugsområdet: FAO – Food and Agriculture Organisation – med hovedsæde i Rom. I et samarbejde med nylig afdøde Danida-landbrugskonsulent Chresten Petersen var jeg involveret i flere evaluerings- og tilsynsopgaver vedrørende sådanne danske multi-bi-indsatser gennem FAO på landbrugsområdet i forskellige dansk-støttede udviklingslande.
Denne internationale organisation kan spille en betydelig rolle for de enkelte udviklingslande. Det kan den ved at stille sin viden og erfaring, generel såvel som landespecifik, til rådighed for landenes egne konsulenttjenester. Den konkrete fagkundskab om de enkelte landes specifikke landbrugsområder og produktionsressourcer blev i betydelig grad udbygget og vedligeholdt igennem de dansk-finansierede multi-bi-projekter.
Den viden, som ligger i FAO, er naturligvis først og fremmest baseret på organisationens egen forskning og praktiske arbejde i udviklingslande i samarbejde med disse landes egne landbrugsmyndigheder og -institutioner. Men FAOs kompetencer i forhold til særlige lokale betingelser for landbrugsproduktion i de enkelte udviklingslande kunne ofte udvides og kompletteres med viden og erfaringer fra danske bilaterale projekter på landbrugsområdet. Igennem dem fik de lokale landbrugskonsulenttjenester bedre muligheder for at støtte lokale bønder i deres respektive lande.
Gennem projekterne øgedes endvidere disse lokale konsulenttjenesters kompetencer og kapacitet til at understøtte bøndernes muligheder for større produktion og bedre produktkvalitet. Det kunne dreje sig om optimal anvendelse af forskellige former for gødning på forskellige typer jorder, om hjælp til skadedyrsbekæmpelse, eller det kunne dreje sig om, hvordan de forskellige typer af animalsk produktion kunne forøges og forbedres.
Indsatsen fra FAO i multi-bi-projektet bestod typisk i at stille et eller flere medlemmer af deres professionelle stab til rådighed for det danske projekt over en periode sammen med organisationens viden om det pågældende lands landbrugsmæssige forhold – om jordbunds-, klima- og institutionelle forhold etc.
Denne “trækken på” FAOs egne (begrænsede) ressourcer indebar selvfølgelig ekstraomkostninger, som multi-bi-projektmidlerne så kompenserede for. Samarbejdet omkring gennemførelsen af projektet bidrog i høj grad til etablering af institutionaliserede kontakter imellem de lokale myndigheder i de enkelte udviklingslande og FAOs professionelle stab.
Noget tilsvarende kan være foregået på et andet område, der gennem årene også har haft høj prioritet i den danske udviklingsbistand: Sundhedsområdet – med sundhedsorganisationen WHO. Men det er et område, jeg ikke har fagligt kendskab til.
