Dansk offshore vil ind i Irak

Redaktionen

Danske offshore-virksomheder har gode muligheder for at tjene store penge, når irakerne giver tilladelse til udenlandske investeringer i deres olie- og gasaktiviteter, skriver dagbladet Børsen.

Det vurderer topchef i den amerikanske olieindustri, Peter Rosenthal, som i den forløbne uge deltog i en konference i Esbjerg arrangeret af Dansk Offshore Industri og Dansk Industri (DI).

– Store selskaber som Shell går efter alt at dømme først ind i Irak om et par år, når infrastrukturen er bygget op. Det giver plads til andre mindre selskaber, for irakerne vil igang nu, sagde han.

Irak har verdens næststørste olie- og gasreserver. Landets olie- og gasindustri har især brug for modernisering af produktionsudstyr og uddannelse af arbejdskraft, anfører Børsen.