Dansk Røde Kors har nu indsamlet 100 millioner kr. i nødhjælp til ofrene for flodbølgen i Asien, oplyser organisationens katastrofechef, Birte Hald, ifølge flere medier torsdag.
– Det er fuldstændig overvældende dette her. Det havde vi slet ikke regnet med, siger hun.
Ud over de 100 millioner vil Dansk Røde Kors modtage omkring 35 mio. kr. fra den store folkeindsamling. Det overraskende resultat medfører, at organisationen kan organisere sin indsats bedre.
– Det betyder, at vi ikke bare er i stand til at yde nødhjælp her og nu, men også kan planlægge det lange seje træk på en ordentlig måde uden at være så bekymrede for, om vi nu også kan skaffe pengene til det. Det er en privilegeret situation at være i, siger Birte Hald.