Jørgen Harboe
Jørgen Harboe (født 1943) har over 40 år på bagen som udviklingsjournalist og forfatter med særlig fokus på Sydasien.
Han har også haft fingrene nede i det praktiske udviklingsarbejde som projektkoordinator i Bangladesh, menneskerets-monitor i Rwanda og våbenhvile-observatør i Sri Lanka.
Desuden har han deltaget i solidaritetsarbejde omkring Den Tredje Verden i Danmark og været med til at starte både de danske udviklingsjournalisters forening, Nairobiklubben og Timbuktufonden, der støtter journalistik og oplysningsarbejde om udvikling og globalisering.
Han er desuden blogger på Globalnyt.
Næsten ikke et ord om bistand, sukkede Nairobi-klubbens formand Bjørn Førde for nylig, da Timbuktu Fonden holdt møde om journalisten Jesper Heldgaards seneste analyse af Danmarks internationale udviklingssamarbejde ’Danmark Først’.
Nairobi-klubben er en sammenslutning af journalister, der interesserer sig for dansk bistand og international udvikling. Timbuktu Fonden har samme sigte.
Bjørn Førdes suk gjaldt en anden analyse, nemlig ’Dansk sikkerhed og forsvar frem mod 2035’, som en gruppe ledet af ambassadør Michael Zilmer-Johns næsten samtidig afleverede til regeringen efter to års arbejde. Rapporten skal indgå i regeringens grundlag for et nyt forsvarsforlig i 2024.
Læs også: Ny rapport slår fast: Rekordhøj udviklingsbistand – men ikke til de fattigste lande
Enøjet militær synsvinkel på sikkerhed
Førde, den garvede bistandsmand, havde fuldstændig ret!
Zilmer-gruppens mere end 80 sider lange, velskrevne analyse af vilkår og udsigter for dansk sikkerheds- og forsvarspolitik er næsten fuldstændig renset for antydninger af, at udviklingsbistand kan have relevans for dansk sikkerheds- og forsvarspolitik. Begrebet ’sikkerhed’ er hele vejen igennem udelukkende tolket i militær sammenhæng. Danmarks sikkerhed handler om at afværge trusler og forsvare os mod fremmede og kun det, hvis man skal tro rapporten.
Zilmers gruppe har fået råd fra en følgegruppe, der blandt andet bestod af Dansk Røde Kors’ generalsekretær Anders Ladekarl, Folkekirkens Nødhjælps ditto, Birgitte Qvist-Sørensen og udviklingsforskeren Poul Engberg-Pedersen. De tre er måske præget af tidligere tiders tro på, at dansk udviklingsbistand kan bidrage til at gøre Verden til et mere sikkert sted, også for lille Danmark. Hvis det er tilfældet, kan man dog ikke læse det ud af rapporten.
“Det er et dystert fremtidsbillede, denne rapport tegner,” skriver Zilmer-Johns i et efterord, og det har han absolut ret i.
Verden af i bistandsperspektiv
Bjørn Førde var den eneste deltager på Timbuktu Fondens møde, der nævnte forsvars- og sikkerhedspolitik. Jesper Heldgaard og hans 20-30 – fortrinsvis ældre – tilhørere befandt sig i en anden verden. En verden set gennem bistandsbriller, hvor vi i Danmark og Vesten stadig forbandt sikkerhed med global udvikling og international forsoning.
Læs også: Rapport: Danske krigsskibe skal nok (også) til Stillehavet
Mødet handlede derfor meget om vrede over en dansk regering, der bevægede sig længere og længere væk fra 1960’ernes mål om at nå op på at yde en procent af BNI i udviklingsbistand. Det handlede derimod ikke om vores politikeres aktuelle mål om at øge forsvarsbudgettet til to procent af BNI og gerne meget mere.
Der var meget langt fra den debat, jeg hørte på Timbuktu Fondens møde, til den politiske virkelighed, der eksisterer udenfor konferencelokalet.
Meningsløs isoleret analyse
Det behøver dog ikke være sådan!
For det er jo sandt, at vi alle sammen står midt i kolossale sikkerhedspolitiske udfordringer, der kræver massivt militært beredskab og vilje til forsvar. Men det er ligeså sikkert, at vi styrer mod større global uro og usikkerhed, hvis vi udelukkende sigter mod at løse vores egne og Verdens problemer med militære midler.
Problemet med Zilmer-analysen er ikke, at den udpensler et skræmmende trusselbillede, for det er skræmmende sandt. Problemet er, at analysen udelukkende styrer politikerne i retning af oprustning og mere oprustning som midler til at beskytte vores sikkerhed. De enorme fremtidige forsvarsudgifter, som Zilmer og regeringen lægger op til, bliver meningsløse, hvis vi og andre ikke samtidig arbejder for en bedre Verden.
Oprustning alene gør det ikke. Oprustning uden visioner for en fredelig fremtid fører ikke til sikkerhed men det modsatte. Sikkerhed får vi først, hvis vi også arbejder for afspænding, tillid og et mere harmonisk verdenssamfund.
Tilbage til Timbuktu Fonden
Dermed er vi tilbage i Timbuktu Fonden, Nairobi-klubben, Dansk Røde Kors, Folkekirkens Nødhjælp, udviklingsforskningen og det verdenssyn de hver især afspejler.
De idealer de står for er nemlig stadig relevante, selv om den gamle form for u-landsbistand er død. Uden en intelligent og visionær indsats for fred, drevet frem af et humanitært menneskesyn, er enhver analyse af dansk sikkerhed og forsvar irrelevant for fremtidens sikkerhed.
Men idealerne er verdensfjerne, hvis vi ikke samtidig ser den rædselsfulde aktuelle sikkerhedspolitiske virkelighed i øjnene.
