De frivillige i Mellemfolkeligt Samvirkes cafe, Mellemrummet, på Nørrebro i København har i årets første seks måneder brygget så meget kaffe og knappet så mange øl op, at cafeen nu kan sende et overskud på 250.000 kroner til fattige unge i Nepal.
Det skriver organisationen i en pressemeddelelse tirsdag.
Med sine 80 frivillige medarbejdere sørger non profit-cafeen, Mellemrummet, for hygge til københavnerne på Nørrebro. Og i år har hyggen været særlig givtig. Det gavner nu unge, der søger at komme ud af fattigdommen i Himalaya-landet.
“Vore frivillige lægger en kæmpe indsats i cafeen. De står i baren, arrangerer events, holder lokalerne hyggelige og sørger for indkøb af fairtrade og økologiske varer. Det er deres indsats, der har skabt et så skønt sted, som kan give så flot et overskud”, siger Maja Bech Gregersen, der er støtte-cafeens projektleder og eneste lønnede medarbejder.
I efteråret skifter Mellemrummet støtteprojekt, så overskuddet fra de næste mange kaffer, der bliver langet over disken, kommer til at gå til Mellemfolkeligt Samvirkes indsam-ling til de udsatte befolkninger, der lige nu er på randen af en sultkatastrofe i Vestafrika.
Pengene kommer både til at gå til akut nødhjælp og en langsigtet katastrofefond, der skal forebygge fremtidige katastrofer.
“Der er desværre ikke så meget fokus på sulten i Vestafrika, og det ønsker Mellemrummet at være med til at ændre på. Vi har haft et travlt forår og håber på et lige så travlt efterår. Vi afslutter sommeren med at holde en sommergadefest for alle vore venner”, fortæller Maja Bech Gregersen.
Sommergadefesten, der bliver en dag med dj’s og grill, markerer samtidig overgangen til Mellemrummets nye støtteprojekt.
Man kan se mere på http://www.facebook.com/events/448876878477419/
Mellemrummets koncept er enkel: god stemning, hygge, økologi, fairtrade, verdensinteresse og åbenhed. Overskuddet fra cafeen går til Mellemfolkeligt Samvirkes arbejde.
Yderlige oplysninger hos:
Projektleder Maja Bech Gregersen på e-mail: [email protected] og tlf.
51 74 82 66 eller pressechef Nanna Bohmann på e-mail: [email protected] og tlf. 60 43 43 21