Af Andreas Dybkjær-Andersson og Christian Klauber
På et børnehjem i Honduras klæder danske og honduranske frivillige de unge på til samfundet.
Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF) har støttet samarbejdsprojektet siden 2009.
I et område omkring byen Guaimaca, der kaldes ’the Wild West of Honduras’, ligger børnehjemmet Emmanuel.
Fælles for de flere hundrede børn og unge, der bor her, er, at de har haft en hård start på livet med traumatiske oplevelser med vold, vanrøgt, misbrug og stoffer i det fattige mellem-amerikanske land.
Samarbejds-projektet mellem Baptisternes Børne- og Ungdomsforening (BBU) og Amor Cristiano International de Tegucigalpa (ACIT) hjælper de unge med at hele sårene og forsøger at gøre de unge til selvstændige og aktive borgere i samfundet, når de på et tidspunkt vælger at flytte fra børnehjemmet.
Projektet er støttet af DUFs Projektpulje, og et besøg på børnehjemmet viser, at partnerskabet gør en forskel.
Lidt som Matador
Emilie Munch på 19 år indgår i et team, der består af to danske og to honduranske ungdomsledere, der har modtaget træning af DUF og nu arbejder med projektledelse og en række andre opgaver på samarbejdsprojektet.
Hun har bl.a. forberedt en workshop, hvor hver ung får en ’rolle’ og en bankkonto. De unge skal få pengene til at række hele måneden og derved få kendskab til samfundets forskellige institutioner, som banker, butikker, hospitaler, skoler, universiteter osv.
”De unge lærer selvfølgelig først rigtigt, når de står i situationen, men gennem workshoppen får de unge lov til at prøve kræfter med mange af de ting, de kommer til at stå med, når de er flyttet ud af børnehjemmet”, siger Emilie Munch.
Mangler viden om samfundet
Mindstelønnen i Honduras er 5.500 lempiras (ca. 1.650 kr.) om måneden, men mange får mindre i løn, fordi de ikke kender mindstelønssatsen.
I workshoppen har de unge roller, hvor nogle går på universitetet, andre har jobs og børn, mens en tredje skal betale for børnehave eller lignende. Og der skal være råd til mad, transport og uforudsete udgifter.
21-årige Elvia Garcia Erazo, der er en af de to honduranske ungdomsledere, forklarer, hvordan nogle af de unge mangler helt grundlæggende matematikkundskaber eller viden om samfundet, fordi de har boet så længe på gaden:
”Der var en dreng, der havde fået en rolle, hvor han skulle til på hospitalet. Men han gik forgæves, for han tog derhen uden penge. Han havde ikke forstået, at det var nødvendigt at tage i banken for at hæve penge.”
Lidt ansvar ad gangen
Fordi de unge kommer fra forhold med svigt, fattigdom eller misbrug, har de brug for en tryg hverdag på børnehjemmet. Men det er også vigtigt at give dem redskaber til at kunne klare sig selv.
”Det handler om at give de unge ansvar lidt ad gangen, sådan at de vokser med opgaverne,” siger ungdomsleder Christina Nielsen på 22.
Hun fortæller, at en pige, der hedder Cindy, var genert, indtil hun fik ansvar for et videoprojekt. Efter at hun lærte at tage ansvar og fik selvtillid gennem det, overførte hun det til andre områder i sit liv.
En dreng, der hedder Alexander, er gået fra at være usikker til at være ansvarlig for dele af ungdomsmøderne.
Klædt på til selvstændige liv
Ungdomsleder Christina Nielsen og Emilie Munch forklarer, at børnehjemmet giver skolegang og opdragelse til børnene og de unge.
Men samarbejdsprojektet tilføjer nogle af de elementer, der ruster de unge til bedre at klare sig bagefter. Det handler om alt fra træning i en række praktiske ting til vejledning og personlige samtaler.
Det tager tid, men de oplever, at tiden er givet godt ud. Projektet indgår på den måde i en helhed og udfylder en rolle, der har langvarig effekt på de unge og det samfund, de tager ud til.
Skridt for skridt bliver de unge klædt på til at leve selvstændige liv, hvor de tager ansvar for sig selv og andre.
Andreas Dybkjær-Andersson er medlem af DUFs Projektpuljeudvalg og medlem af DUFs styrelse.
Artiklen optræder i seneste nyhedsbrev tirsdag fra DUF.
