Sygeplejerske Line Dahl er rejst til Sydsudan, hvor hun frem til december vil arbejde på Læger uden Grænsers hospital i byen Nasir i Øvre Nil-delstaten tæt på grænsen til Etiopien.
Hun får ansvaret for arbejdet med at bekæm-pe underernæring hos børn på et ambulant ernæringscenter og hospitalets intensivafdeling, hvor de sværest ramte børn bliver indlagt og behandlet.
– Jeg kan lide at arbejde under til tider helt umulige forhold. Det er tilfreds-stillende at blive udfordret både fagligt og personligt. Når man arbejder for Læger uden Grænser får man et stort ansvar og en hel masse indflydelse, fortæller Line Dahl.
37-årige Line Dahl er født i København og blev færdiguddannet som sygeplejerske i 2005. Siden har hun arbejdet på mave-tarm-kirurgisk modtagelse på Bispebjerg Hospital.
Det er anden gang, hun rejser ud med Læger uden Grænser. I december kom hun hjem efter en kortere akut udsendelse rettet mod et udbrud af kolera i Nigeria.
Sydsudanesernes sundhedstilstand er stærkt påvirket af, at hoved-parten ikke har adgang til basal lægehjælp – sundhedsmyndighederne er utilstrækkelige og der mangler uddannet sundhedspersonale.
Området er ofte ramt af sygdomsudbrud, tørke, sult og oversvømmel-ser. Stigende vold mellem stammer og væbnede grupper har gjort situationen yderligere ustabil og medført flere fordrevne, sårede og døde.
Hospitalet i Nasir tilbyder ambulant behandling og indlæggelse af patienter. Man har kapacitet til at udføre operationer – f.eks kejsersnit – og kan behandle mennesker, der er smittet med tuberkulose, er under-ernærede eller har seksuelt overførte sygdomme, ligesom kvinder kan få hjælp ved graviditet og fødsel.
Læger uden Grænser har arbejdet i Sudan siden 1979 og driver i øjeblikket 27 projekter i 13 regioner.