Danske børnehistorier udgives i Afghanistan

Forfatter billede

Dansk PEN har i samarbejde med Afghansk PEN udgivet en bog med historier for afghanske børn skrevet af 8 danske forfattere.

Bogen ”De fire venner – og andre danske børnehistorier”, som er en samling af nyere danske børnehistorier, udkom den 1. juni i Afghanistan med støtte fra den danske ambassade i Kabul og Center for Kultur og Udvikling (CKU).

Til støtte for landets første børnebibliotek

Sammen med afghanske kolleger har Dansk PEN siden 2010 arbejdet på at etablere et børnebibliotek i Kabul, som en af i alt ti komponenter i et 3-årigt kultur- og udviklingsprogram under den danske ambassade i Kabul og CKU. Det skriver Dansk PEN på deres hjemmeside.

Dermed har Afghanistan fået sit første børnebibliotek. Biblioteket omfatter næsten 600 titler og heriblandt nu altså også en børnebog med danske historier fortalt for børn.

Børnebiblioteket har til huse på en af Kabuls offentlige skoler med mere end 1000 elever, og er desuden åbent for elever fra andre skoler i byen. Her er bl.a. bøger om matematik, om Afghanistans historie og om højdepunkter i verdenshistorien fortalt for børn.

Martine Noring

Bogbusser med skønlitteratur

Derudover er tilknyttet bogbusser, der kører ud i regionerne med bøger til lokale skoler. Børnene har indtil nu ikke haft adgang til børnebøger, som vi kender dem, for der er ingen tradition for at udgive skønlitteratur for børn i Afghanistan.

Medvirkende

Dansk PEN, en organisation for ytringsfrihed og beskyttelse af skribenter, bad en række danske børnebogsforfattere om at bidrage til projektet, og modtog bidrag fra Rune T. Kidde, Louis Jensen, Stefan Frello, Klaus Slavensky, Kåre Bluitgen, Nanna Gyldenkærne og Carl Quist Møller. Desuden er medtaget en historie af Thomas Winding.

Historierne er oversat af den anerkendte afghanske forfatter Asef Soltanzadeh og hans kone Narges Ghandchi, og bogen er illustreret og layoutet af grafiker Martine Noring.

Ifølge en artikel på Det Kongelige Biblioteks hjemmeside var det vigtigt for Martine Noring, at bogen og dens kontekst bliver vist til et bredt publikum i Danmark.

Derfor er der, samtidig med udgivelsen, åbnet en udstilling med illustrationerne fra bogen.
Illustrationerne vil kunne ses i Den Sorte Diamant fra den 1. juni og frem til 1. juli (i Entrégalleriet).

Derefter vil udstillingen vises på Kulturværftet i Helsingør (den 20. august til den 30. september 2012) og Den Gule Villa på Frederiksberg (den 2. oktober til den 1. november 2012).