En global dagsorden med nye brændpunkter. Det er, hvad der står på programmet, når en gruppe danske gymnasier under programmet Globale Skolepartnerskaber i den kommende uge sender repræsentanter til Chennai (Madras) i Indien, skriver “Globale Gymnasier” i en pressemelding mandag.
Den første uge af maj rejser de internationale koordinatorer fra Svendborg Gymnasium, Langkær Gymnasium, Rosborg Gymnasium og Københavns åbne Gymnasium til havnebyen på Indiens sydøstlige kyst for at udvikle gymnasiernes samarbejdsflader i regionen.
Med en satsning på både skolepartnerskaber med indiske skoler og samarbejde med danske virksomheder står gymnasierne overfor nye undervisningsmuligheder, der skal bidrage til at give eleverne bedre forståelse af globale sammenhænge.
– Det er helt afgørende for den proces, som gymnasierne pt. befinder sig i, at de bliver dygtige til at navigere i globale sammenhænge, siger Anne Mette W. Nielsen.
Hun forsker på Københavns Universitet i, hvordan man kan styrke globalt udsyn i undervisningen.
– Der er ingen tvivl om, at tætte samarbejder med skoler, NGOer og virksomheder i udlandet kan bi-drage til at sætte globale problem-stillinger i perspek-tiv. Undersøgelser fra Storbritannien viser, at partnerskaber ansporer til øget forståelse og engagement i globale forhold, anfører hun.
Skolepartnerskaber styrker skoleudvikling
Efter sommerferien har hvert gymnasium således et indisk skolepart-nerskab klart til de nye 1.g-klasser. For at styrke samarbejdet yderligere får de danske gymnasierne genbesøg fra de indiske partnerskoler til oktober.
De skal inspirere med nye perspektiver til undervisningen og medvirke til at give eleverne en tydelig fornemmelse af deres egen rolle i lokale og globale problemstillinger:
– Det er supervigtigt at have en personlig kontakt i udlandet, så man føler man har en funktion i verdenssamfundet, fortæller en elev fra Københavns åbne Gymnasium.
Virksomhedssamarbejde på skemaet
Som noget nyt opstarter de 4 gymnasier samtidig projektsamarbejder med danske virksomheder i udlandet. Indledende er der gennem Dansk Industri etableret kontakt til Vestas, Grundfos, FLSmidth og Burgmann, som gymnasierne besøger i Chennai i maj.
– Samarbejde med partnerskoler og danske virksomheder i Indien giver danske gymnasieelever muligheder for at arbejde dybtgående med de globale udfordringer Danmark står overfor uddannelsesmæssigt og erhvervsmæssigt, forklarer rektor ved Langkær Gymnasium & HF, Anders Kjær Østergaard.
Svendborg Gymnasium, Rosborg Gymnasium, Københavns åbne Gymnasium, Langkær Gymnasium er alle del af Globale Gymnasier. Projektet har til formål at styrke globalt udsyn i undervisningen og løber frem til 2012.
Globale Gymnasier tog i 2009 initiativ til programmet Globale Skolepartnerskaber. For mere information se www.globalegymnasier.dk
Yderligere oplysninger hos:
Globale Gymnasier:
Anne Mette W. Nielsen, Phd.Stip.
Mail: [email protected]
Globale Skolepartnerskaber
Kristine Tolborg, Projektleder
Mail: [email protected]
Globale Skolepartnerskaber
Udvekslingen med Indien er en del af programmet Globale Skolepartnerskaber. Programmet er støttet af Danida, Mellemfolkeligt Samvirke, Globale Gymnasier og GL. Programmet skal styrke den globale dimension i undervisningen gennem skolepartnerskaber mellem danske skoler og skoler i u-lande.
Man kan se mere på www.globaleskolepartnerskaber.dk