Danske ingeniører tester nyt FN-kriseberedskab

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Laurits Holdt

Ingeniører uden Grænser har haft fire danske ingeniører på en FN-øvelse for at teste et nyt banebrydende styringsværktøj, der skal anvendes til at vurdere skaderne umiddelbart efter en katastrofesituation.

Et team på fire danske ingeniører er netop hjemvendt fra Norge, hvor de sammen med FN’s kontor for projektledelse (UNOPS) har simuleret skadesvurderings-processen efter en katastrofesituation.

Det skriver organisationen Ingeniører Uden Grænser (IUG) i en pressemeddelelse tirsdag.

Her var de nøje udvalgte ingeniører Christen Monberg, Maria Ondracek, Niels Østergaard og Pablo Villanueva Holm-Nielsen sammen med ti andre ingeniører fra hele verden på en tre dage lang øvelse i at lede et tænkt scenarie med 300 lokale ingeniører på landjorden, som via et nyudviklet softwareprogram indrapporterer ødelagte broer og veje, elforsyning der er lagt ned og andet skadet infrastruktur.

”UNOPS har udviklet en innovativ metode til systematisk dataopsamling. Simuleringen går ud på, at katastrofesituationen er slut, og at vi forsynes med alle mulige former for data, som vi så skal organisere på en meningsfuld måde. Det er en chance for udelukkende at se på mursten og asfalt og løse problemerne med infrastruktur, mens andre tager sig af de overlevende,” siger Christen Monberg.

Står til rådighed for FN

Fremgangsmåden er banebrydende på katastrofeberedskabs-området, og efter øvelsen stiller de fire ingeniører sig med deres nyligt opnåede færdigheder i en årrække til rådighed for FN til genopbygning efter krige og katastrofer i hele verden, hedder det.

Det kan for eksempel være i kølvandet på en afsluttet borgerkrig eller i forbindelse med en naturkatastrofe.

”Det er et forsøg på at gøre noget mere struktureret og analysere de problemer, alle NGO’er kommer hjem med efter nogle ofte kaotiske genopbygningsprojekter”, siger Christen Monberg.

“Der er ofte mest tryk på de to første faser af katastrofehjælpen – at stoppe katastrofen og holde folk i live med madforsyning og shelters, hvorimod den fase, hvor alle journalisterne er rejst hjem og samfundet skal genopbygges, tit gribes meget ustruktureret an på grund af manglende systematisk dataopsamling og projektstyring,” uddyber han.

Christen Monberg har tidligere været udsendt til katastrofer for Røde Kors, blandt andet var han i Haiti efter jordskælvet i 2010 for at hjælpe med genopbygningen, og i flygtningelejre i Tunesien i forbindelse med borgerkrigen i Libyen.

Yderligere oplysninger hos:
International koordinator i IUG Dorte Lindegaard Madsen, e-mail: [email protected] og tlf.: 50 59 94 06.

IUG om IUG

Ingeniører uden Grænser (IUG) er en humanitær NGO af primært ingeniører, maskinmestre og andre teknikere. IUG bistår mennesker i fattige lande, skaffer rent vand, etablerer sunde sanitære faciliteter, skoler og sundhedsklinikker.

Organisationen bistår desuden med boliger og veje efter natur- og menneskeskabte katastrofer og søger at redde liv, ved bl.a. at forebygge koleradødsfald.

Man kan læse mere om Ingeniører uden Grænser på www.iug.dk