Danske journalister indbydes til kurset “Tanzania: Bistand på livstid?”

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Redaktionen

Journalister med erfaring fra udviklings- og udenrigspolitik samt dansk politik indbydes nu af Den journalistiske Efteruddannelse (DjE) til et u-landskursus helt inde på huden, hvor “deltagerne må indstille sig på et vist mål af strabadser”, idet “en del af transporten kommer til at foregå på landeveje af svingende standard og indkvartering på beskedne overnatningssteder”.

Rigtig gættet: Rejsen går til Tanzania, Danmarks yndlings u-land, som har fået omkring 7 milliarder danske bistandskroner siden u-landshjælpens barndom for 40 år siden.

Rejseledere er den i Nairobi bosiddende journalist Helle Maj og kursusleder ved DjE, Trine Smistrup.

Kurset fra 21. februar til 4. marts 2005 har overskriften “Tanzania: Bistand på livstid?” – 40 års dansk bistand til Tanzania, som stadig slås med fattigdom og flygtningeproblemer.

Kursusomtalen leverer en bemærkelsesværdig to-the-point beskrivelse af det store østafrikanske land og dets problemer. Vi citerer:

Tusindvis af børn er stukket med mæslingevaccine. Strømledninger er ført til fjerne afkroge, nye veje har gjort den daglige transport nemmere. Der er givet lån til kvinder, der så kan købe 5 høns og en ged. Hundredvis af brønde er boret, nye afgrøder sået på markerne, og på et halvt århundrede er antallet af mennesker, der kan læse og skrive, vokset eksplosivt.

Alligevel er afrikanernes indkomst ikke højere end den var for 40 år siden. Alle er enige om, at det må kunne gøres bedre. Problemet er: Hvordan?

I Tanzania er dagene med “afrikansk socialisme” ovre, og i Danmark er årene med politisk konsensus om udviklingspolitikken forbi. Den tanzanianske dagsorden er liberalisering og markedsøkonomi og en af overskrifterne i dansk udviklingspolitik er “Øget indsats i nærområderne”.

På kurset tager vi en rejse gennem Tanzania i rum og tid. Vi ser på dansk udviklingspoltik før og nu. Hvordan er resultaterne af 40 års dansk bistand i deres forskellige faser? Hvordan mener Danmark, vi kan give den bedste bistand til u-landene? Og hvad siger gadedrengen, bonden, forretningsmanden, journalisten og parlamentarikeren i Tanzania om sin egen og sit lands fremtid?

Hvad kan globaliseringen bruges til i Østafrika? Hvad sker der f.eks. med et lands sundhedssystem, når Bill Gates og andre velmenende og velbjærgede dumper store dollarbeløb til bekæmpelse af aids?

Planen er at rejse til Dar es Salaam ved Det Indiske Ocean og vestpå over mod grænsen til Congo og Burundi. Her er de “nærområder”, hvor nogle af de ca. en million flygtninge i Tanzania opholder sig.

At støtte flygtninge i deres nærområde er en ny prioritet i dansk udenrigspolitik og der er sat 1 milliard kroner af til det i perioden 2004-2008. Hvordan foregår dette arbejde i praksis?

Og som det slutteligt hedder i kursusomtalen: Undervejs vil vi diskutere, hvordan man rapporterer fra Afrika, så resultatet bliver vedkommende for danske læsere, seere og lyttere.

Her kunne – som et indspark fra u-landsnyt.dk – måske indgå læsning af nogle af mesterreporteren Ryczard Kapuschinskis bøger. Eller et digert særnummer af Danidas tidsskrift, “Udvikling”, om Tanzania, udgivet i sluthalvfemserne og skrevet af 2 af tidens bedste u-landsreportere, (nu afdøde) Jesper Jespersen og Jesper Heldgaard.

Deltagerantallet er 16. Kursusnummer er 002179. Henvendelse til DjE, www.dje.dk. Tilmeldingsfrist fredag den 26. november.