Danske investeringsforeninger og pensionskasser har aktier for mere end 2 mia. kr. i 6 kinesiske olieselskaber, der samarbejder med den statskontrollerede olieindustri i det militærstyrede Burma.
Det fremgår af en opgørelse fra den danske organisation Danwatch, der betegner sig som erhvervslivets etiske vagthund, skriver epn.dk mandag.
ATP topper listen med investeringer på 462 mio. kr. ultimo 2006, mens Jyske Invest indtager andenpladsen med aktier for næsten 287 mio. kr. i de 6 kinesiske olieselskaber.
EUs udenrigsministre har vedtaget at stramme sanktionerne mod Burma i form af importforbud af tømmer, mineraler og ædelsten. Men EU-landene kan ikke blive enige om oliesanktioner på grund af franske interesser i olieselskabet Total.
Udenrigsminister Per Stig Møller (K) ser gerne, at sanktionerne også kommer til omfatte olie- og gassektoren i Burma, men vil ikke blande sig i investeringsforeningernes og pensionskassernes etiske forpligtelser.
ATP har siden årsskiftet trukket en del af investeringerne tilbage. – Vi har nu kun aktier for 169 mio.kr. i ét selskab, nemlig PetroChina. Dem er vi også er i færd med at kigge nærmere på, siger Bjarne Graven Larsen, fondsdirektør i ATP.