Af Eva Rasmussen
10 danske organisationer har givet hinanden håndslag på, at de vil gøre en fælles indsats for at støtte genindførelsen af demokratiet i Honduras, efter at militæret 28. juni sendte den lovligt valgte præsident, Mel Zelaya, ud af landet og indsatte parlamentets formand Roberto Micheletti i hans sted.
Samarbejdet er blevet til på initiativ af Folkekirkens Nødhjælp, Ibis og 3F. De øvige deltagere er Mellemfolkeligt Samvirke, Rehabiliterings- og Forskningscentret for Turturofre (RCT), Internationalt Forum, U-landssekretariatet, Det Danske Institut for Menneskerettigheder, International Media Support (IMS) og Dansk Cubansk Forening.
Grundlaget for den fælles platform er:
– fordømmelse af militærkuppet i Honduras og overtrædelser af menneskerettighederne.
– krav om genindførelse af demokratiet og styrkelse af de demokratiske institutioner i Honduras.
– arbejde for, at Danmark opretholder sin tilstedeværelse i og bistand til Mellemamerika.
De 10 organisationer har forskellige samarbejdspartnere i Honduras og på internationalt plan. Dvs. de har forskellige informationer, som de fremover vil dele via www.u-landsnyt.dk hvor oplysninger om events og debatindlæg osse offentliggøres.
I første omgang arbejdes der på at få den danske regering til at lægge pres på EU, FN og andre relevante institutioner med et krav genindførelse af demokratiet, et stop for krænkelserne af menneskerettighederne og beskyttelse af menneskerettighedsforkæmpere.
Internationalt Form og 3F samarbejder om at etablere en permanent tilstedeværelse af demokrativagter i Honduras. De skal beskytte udsatte grupper og informere om eventuelle overgreb.
Endelig besluttedes det at lave et diskussionspapir om det eventuelle valg 29. november. En international delegation, der netop har været i Honduras, anbefaler at undsige valget, hvis Micheletti stadig er de facto præsident.
I den situation vil valget, efter delegationens mening, være en legitimering af de facto regeringen. Det samme har den afsatte præsident Mel Zelaya meldt ud.