Af Martin Flensted-Jensen
Journalist, forfatter og debattør Knud Vilby revsede i et blogindlæg her på u-landsnyt den 16. december 2009 de danske NGOer for at halte slemt efter udlandet, når det gælder konkrete mål og politikker for begrænsning af deres egne udledninger af CO2.
NGOerne “har travlt med alle andre, men er selv langt bagud med udvik-lingen af miljø- og klimapolitikker”, lød det fra Vilby under overskriften “De danske udviklingsorganisationer er store klimasyndere” – se også http://www.u-landsnyt.dk/blog/26/de-danske-udviklingsorganisationer-er-store-klimas
Ifølge en rundspørge, som u-landsnyt.dk har foretaget, er flere NGOer på vej i den retning, men anfører samtidig, at det ikke må gå ud over deres primære formål.
Redaktionen har spurgt nogle af de største danske NGOer, om de har aktuelle planer eller politikker for at begrænse deres udledning af driv-husgasser, de så-kaldte CO2-udslip, som på globalt plan menes at være hovedårsag til klimaændringerne.
Flere af dem er netop nu på vej med planer for reduk-tion af – eller kompensation for – deres CO2-udslip, ligesom en række NGOer i længere tid har købt kompensation for deres udslip gennem forskellige CDM-projekter.
CDM står for Clean Development Mechanism. Det er et arrangement under Kyoto-protokollen, hvor lande eller organisationer, som udleder CO2, kan investere i certificerede (billigere) CO2-besparende initiativer i u-lande i stedet for at reducere deres egen udledning, hvilket i mange tilfælde kan være dyrere). Se også http://en.wikipedia.org/wiki/Clean_Development_Mechanism
Flyrejserne den store synder
Fælles for de store nødhjælps- og bistandsorganisationer er, at udledningerne overvejende stammer fra flyrejser, både internationale flyvninger fra Danmark til programlandene og regionale flyvninger imellem programlandenes kontorer.
Jo flere lande, organisationerne opererer i, desto større er udledningen, men også andre organisationer, som arbejder mere med policy (politik-formulering), som f.eks. den miljøorienterede 92-gruppe, har problemer med flyvningerne, da det er nødvendigt at være til stede ved konferencer og møder for at gøre sin indflydelse gældende.
På Christian Aids engelske hjemmeside kan man læse (http://www.christianaid.org.uk/aboutus/index/carbon-footprint.aspx) en opgørelse over organisationens udledninger af CO2 fra 2005-06 til 2007-08. Heraf fremgår det, at medarbejdernes flyrejser udgør ca. halvdelen af de samlede udledninger.
Flere organisationer har i længere tid kortlagt deres udledninger fra flyrejser, og Folkekirkens Nødhjælp er en af de NGOer, som for nylig har kortlagt sine SAMLEDE udledninger.
Ifølge klimamedarbejder Kirsten Auken udgjorde udledningerne fra flyrejser i 2008 hele 86 procent af organisationens samlede udledninger på omkring 1.500 tons. Det svarer til 9,4 tons pr. medarbejder.
Tallene dækker hovedkvarteret i København, men ikke udsendelse af volontører til programlandene eller udledninger fra lokale kontorer i provinsen eller i programlandene, ligesom regionale flyvninger mellem kontorer i programlandene heller ikke er regnet med.
Konkrete initiativer på vej – Nødhjælpen vil reducere med 40 pct.
Organisationer, som vil kunne kalde sig “CO2-neutrale”, har 3 muligheder: 1) At reducere deres faktiske udslip af CO2, 2) at købe “aflad” i form af kvoter i CDM-projekter eller 3) en kombination af begge dele. Flere organisationer er på vej med nye initiativer.
Nu på onsdag (03.02.10) fremlægger Folkekirkens Nødhjælp en plan, som pålægger hovedkontoret i København at reducere udledningerne med 40 procent inden 2020.
Det skal ifølge Kirsten Auken primært ske ved at erstatte flyrejser med tog eller videokonferencer, men også ved at overføre viden og kompeten-cer til de regionale landekontorer, så de kan blive så selvkørende som muligt.
Eksempelvis har man i Nødhjælpen været igennem en proces, hvor de lokale partnere selv har fået større ansvar for at benytte organisationens økonomisystem:
– Det har selvfølgelig betydet lidt forøget trafik på kort sigt, da der har været noget uddannelse og IT, som skulle på plads, men på lang sigt vil det betyde mindre behov for, at konsulenter her fra hovedkontoret tager ud og kontrollerer, siger Kirsten Auken.
Folkekirkens Nødhjælp er også i gang med at overveje, om det kan lade sig gøre at høste nogle stordriftsfordele ved at gennemføre og dermed også monitorere projekter og programmer i fællesskab med (kirkeret-tede) partnerorganisationer i ACT-fællesskabet.
Hensigten er på den måde at lade konsulenter eller evaluatorer udføre opgaver på flere projekter ad gangen og derved spare flyrejser.
Mellemfolkeligt Samvirke er ligeledes på vej, selv om man ikke er helt så langt fremme som Folkekirkens Nødhjælp.
Som det fremgår af en kommentar fra MS-generalsekretær Frans Mikael Jansen til Knud Vilbys blog, har bestyrelsen i MS besluttet at genoptage de miljøregnskaber, som MS fremlagde i 1990erne.
Der er derfor sat et større udredningsarbejde i gang, som skal munde ud i formulering af en intern klimapolitik med klare retningslinjer for eksempelvis flyrejser. MS har afsat en ramme på en mio. kr. til dette formål over de næste 3 år.
Flere organisationer har allerede benyttet sig af videokonferencer i et stykke tid. Udstyret er ikke voldsomt dyrt, men kræver en pæn båndbredde for at fungere optimalt, og det kan give problemer i forhold til u-landene, hvor forbindelserne ikke altid er pålidelige eller hurtige nok, forklarer Kirsten Auken.
Reduktioner først – dernæst kompensation
I WWF Danmark har man ifølge John Nordbo, miljøfaglig chef og programleder for klima, været opmærksom på at begrænse flyrejser og energiforbruget hvor det er muligt i flere år.
WWF har ifølge Nordbo den overordnede holdning, at alle skal gøre, hvad de kan selv, og først derefter købe kompensation. Alligevel har WWF Danmark ikke på nuværende tidspunkt opstillet konkrete mål for reduktion af udledningerne, men læner sig op ad WWF International, som har et mål om at reducere udledningerne med 10 procent om året.
CDM-projekter skal bruges med omtanke
WWF Danmark er en af de organisationer, der igennem flere år har købt CDM-kompensation svarende til hvert ton CO2, som den har udledt gennem flyrejser.
WWF modtager en årlig opgørelse over udledninger fra flyrejserne. CDM-projekter er genstand for kritik og mistro fra mange sider, og WWF har da også ifølge John Nordbo selv været blandt kritikerne af useriøse projekter.
WWF har ifølge Nordbo netop derfor været meget omhyggelig i sit valg af CDM-udbyder. WWF køber kompensationen gennem organisationen Climate Friendly, der benytter sig af en certificeringsstandard, the Gold Standard, som WWF selv har været med til at udvikle. John Nordbo vur-derer, at denne standard stiller større krav til CDM-projekterne end FN.
Som alternativ til at købe sig til CO2-kompensationer har Folkekirkens Nødhjælp valgt at overføre penge til sine partnerorganisationer, så de kan udvikle lokale klimaprojekter, som med tiden vil kunne CDM-certificeres.
– Vi afsatte 150.000 kr. til formålet i 2009 og er bl.a. i gang med at etablere et biogasanlæg i Bangladesh sammen med en lokal partner, forklarer klimamedarbejder Kirsten Auken.
Andre organisationer har valgt ikke at benytte denne mulighed – som f.eks. Christian Aid i England:
– In the absence of a global cap on carbon emissions, Christian Aid does not offset its carbon emissions. This is because we believe the effectiveness of offsetting schemes remains uncertain in a world in which emissions are still growing rapidly. This is why our climate change campaign is focused on securing commitments to reducing emissions in rich countries and on calling on those countries to pay compensation for the damage already done, siger kommunikationsmedarbejder Aidan Timlin fra Christian Aid i London.
Grænser for fornuften?
Specielt de organisationer, som arbejder aktivt for klimaet, er sårbare for kritik, hvilket Knud Vilbys blog er et udtryk for. Det ultimative mål for indsatsen kunne være enten en totalt CO2-neutral indsats via faktiske reduktioner i kombination med CDM-kompensation, men der kan være grænser for, hvor langt man kan og skal gå i den retning, anføres det.
Troels Dam Christensen, koordinator for 92-gruppen, mener, at det må være op til den enkelte organisation at vurdere, om – og hvor langt – man vil gå for at begrænse sin egen udledning af CO2, uden at det går ud over organisationens primære formål.
– Spørgsmålet er, om vi skal pålægge os selv urimeligt mange ekstra udgifter, som i sidste ende kan betyde ringere resultater, f.eks. i projekterne i u-landene eller i form at en ringere klimaaftale, siger han og uddyber:
– 92-gruppen har ikke lagt sig i spidsen for at få de danske NGOer til at forpligte sig til at reducere deres egne udledninger. Vi har for vores eget vedkommende prioriteret at øve maksimal indflydelse på den policy-making, som vi har været involveret i, eksempelvis under klimatopmødet. Man kan jo tage sådan en diskussion ud i det absurde.
Han understreger dog, at 92-gruppen har afsat midler til at købe kompensation for flyrejserne.
Kirsten Auken fra Folkekirkens Nødhjælp er enig med Dam Kristensen:
– Det ville ikke give mening at sige, at man ikke kan sende nødhjælp til Haiti, fordi man ikke har flere kvoter tilbage. Det er selvfølgelig et ekstremt eksempel, men i yderste konsekvens kan manglen på fysisk tilstedeværelse i programlandene betyde, at programmerne eller projekterne udvikler sig mindre succesfuldt end de kunne.
– Og det kan være svært at vurdere, om det så i sidste ende i virkeligheden tjener det ønskede formål, gør hun gældende.
Martin Flensted-Jensen er medlem af u-landsnyts redaktionsgruppe i egenskab af lejlighedsvis frivillig tovholder.
