EUs udenrigsministre har besluttet at lade EU overtage støtten til den Afrikanske Unions (AU) indsats i Darfur i Sudan. På grund af Danmarks forsvarsforbehold over for EUs militærsamarbejde har regeringen derfor besluttet at trække 2 danske officerer hjem fra den kriseramte region, skriver POL Online onsdag.
Forsvarsminister Søren Gade beklager, at forsvarsforbeholdet igen tvinger regeringen til at trække danskere hjem fra internationale opgaver, og det samme gør den radikale EU-ordfører Lone Dybkjær.
– Problemerne bliver stadig tydeligere, fordi EU mere og mere går ind i krisestyringsoperationer – bl.a. under mandat fra FN. Desuden er vi afskåret fra at være med til at fastlægge rammerne for EUs forsvarspolitiske samarbejde, og vi isolerer os fra de nordiske lande, der ikke er afskåret fra at deltage, siger Lone Dybkjær.
Tilbagetrækningen af de danske officerer får ikke konsekvenser for 45 danske soldater, der er sendt til Sudans hovedstad Khartoum og jungleområdet Juba i den sydlige del af landet.
De er nemlig en del af FNs fredsbevarende styrke og har derfor intet at gøre med EU-forbeholdet. Heller ikke det danske Sudan-bidrag via NATO skal trækkes hjem.