Marie Gad er chef for global udvikling og bæredygtighed i Dansk Industri.
Udviklingslande står over for historiske udfordringer. I Afrika ser vi ind i en massiv befolkningsvækst, der vil fordoble antallet af afrikanere i 2050, som alle ønsker at få et job under ordentlige vilkår, så de kan forsørge deres familie.
Det er en enorm mulighed for Afrika, men også en enorm udfordring. Og udfordringen er desværre blevet meget større i løbet af de seneste år.
COVID-krisen og den efterfølgende inflation og renteforhøjelser har fanget mange førhen relativt velfungerende lande med langt højere renteudgifter og i tre tilfælde har lande decideret misligholdt deres gældsforpligtelser. Det bremser for de investeringer, der er bydende nødvendige for at sikre kontinentets økonomiske udvikling og bekæmpe arbejdsløsheden, der allerede i dag er tårnhøj.
Samtidig er vi bagud på tid, når det kommer til at imødegå klimaforandringerne og de afledte konsekvenser, der vil ramme særlig hårdt i udviklingslande, der som oftest har færre ressourcer til at håndtere disse kriser. Vi ser det allerede ske.
Med det in mente, er vi glade for at se, at regeringen med Mette Frederiksen i spidsen prioriterer Afrika og anerkender erhvervslivets bidrag og rolle i at skabe bæredygtig vækst i en global kontekst.
I denne uge var jeg sammen med en gruppe danske virksomheder med på statsministerens besøg i Namibia og Sydafrika, hvor hun understregede værdien af Danmarks grønne partnerskaber med bl.a. Sydafrika for at skabe fælles løsninger på globale kriser. Statsministerens besøg kommer i forlængelse af regeringens nye udenrigspolitiske strategi, der sætter fokus på vigtigheden af kommercielt samarbejde og ligeværdige partnerskaber.
I Dansk Industri bakker vi helhjertet op om regeringens strategiske fokus på at styrke dansk handel med og investeringer i udviklingslandene. Danske virksomheder yder allerede nu et vigtigt bidrag til bæredygtig vækst i udviklingslande – og de kan gøre endnu mere.
Dansk erhvervsliv er fyldt med de nødvendige kompetencer og konkrete løsninger på mange af de globale udfordringer. Danfoss energieffektiviserer bygninger, Grundfos’ pumper leverer rent drikkevand og Ørsted producerer grøn energi for at nævne bare tre velkendte eksempler.
Samtidig har vi en stor underskov af mindre virksomheder, der er født ud fra et ønske om at gøre en forskel for mennesker i udviklingslande, eksempelvis Real Relief, hvis produkter som menstruationsbind og malarianet forbedrer og ligefrem redder liv.
Endelig oplever vi også, at mange danske virksomheder kombinerer deres forretningssans med en sans for at gøre en ekstra forskel lokalt, som Arla Foods Ingredients’ og Novozymes arbejde med at skabe en værdikæde for næringsholdig yoghurt og kiks, der skal bekæmpe underernæring i Etiopien – indsatser, der foregår i tæt samarbejde med Folkekirkens Nødhjælp, DI og GAIN og som er støttet af Danida Market Development Partnerships.
Dansk udenrigspolitik skal ikke have som formål at skabe muligheder for danske virksomheder. Men ved at indgå i kommercielle partnerskaber og foretage investeringer er danske virksomheder med til at styrke økonomien i udviklingslandene og bidrage til et stærkt og ligeværdigt partnerskab mellem landene.
Når danske virksomheder går ind i nye markeder, skal de leve op til danske og europæiske krav og normer for ansvarlig virksomhedsdrift. Derfor er de danske investeringer også med til at sikre, at der skabes lokale job med ordentlige vilkår for de lokalansatte.
Danske virksomheder spiller allerede nu en vigtig rolle i mange udviklingslande og bidrager til en bæredygtig udvikling både lokalt og globalt. Vi ser frem til i fællesskab med regeringen og med den nye udenrigspolitiske strategi i hånden at sikre, at den rolle bliver udbygget og styrket. Sådan kan Danmark trække på alle sine kompetencer i arbejdet for at skabe en bæredygtig verden med økonomiske muligheder for alle.