Dansker befriet i Somalia

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Forfatter billede

To bortførte medarbejdere fra Dansk Flygtningehjælp, Jessica Buchanan og Poul Hagen Thisted, er befriet ved en redningsaktion i Somalia.

Efter tre måneders fangenskab er danske Poul Hagen Thisted (60) og Jessica Buchanan (32) fra USA nu på vej til at blive genforenet med deres familier, skriver Flygtningehjælpen i en pressemeddelelse onsdag.

De to er ansat i den danske NGOs minerydningsafdeling, DDG. Begge er uskadte og bragt i sikkerhed.

Flygtningehjælpen vil følge op med mere information på www.flygtning.dk

Det var øjensynligt danskerens held, at han blev bortført sammen med en amerikaner.

Ifølge den amerikanske TV-station MSNBC blev befrielsesaktionen gennemført af to amerikanske helikoptere i et natligt angreb, hvor det kom til skudveksling mellem de amerikanske elitesoldater og de somaliske gidseltagere.

Det skulle være styrker fra den amerikanske specialenhed Navy Seals, der befriede gidslerne. Navy Seals regnes for de bedste amerikanske soldater og kan sammenlignes med det danske frømandskorps.

Den amerikanske avis Daily Journal skriver, at soldaterne og de befriede gidsler efterfølgende fløj til en base i nabolandet Djibouti.

Ifølge en somalisk pirat, Bilal Hussein, blev ni gidseltagere dræbt ved aktionen, der skulle have fundet sted omkring 20 kilometer nord for byen Adow.

De to gidsler blev bortført i oktober, da de arbejdede på minerydningsprojektet i Somalia.