Arne Carlsen, der i dag er international direktør på Danmarks Pædagogiske Universitetsskole (DPU) under Aarhus Universitet, bliver 1. juni 2011 direktør for UNESCO’s Institut for Livslang Læring i Hamborg.
Instituttet er er en international forsknings- og uddannelsesinstitution med 35 medarbejdere, som betjener de 193 medlemslande i tæt samspil med hovedkvarteret for FNs Organisation for Uddannelse, Videnskab og Kultur (UNESCO), der ligger i Paris.
Instituttet i den store nordtyske by virker for at styrke livslang læring og praksis med særlig fokus på voksenlæring, læsefærdigheder og ikke-formel uddannelse. Arne Carlsen afløser Adama Ouane fra Mali, som har været direktør siden 2000.
Arne Carlsen har været på DPU i 10 år, heraf de 5 som uddannelsesdirektør og de sidste 5 år som international direktør.
Som international direktør på DPU har han ledet ASEM Education and Research Hub for Lifelong Learning, som omfatter forskere fra flere end 60 universiteter i Asien og Europa og har sekretariat på DPU.
Han er desuden leder af Erasmus Mundus Masters Programme in Lifelong Learning: Policy and Management, og direktør for den internationale uddannelsespolitiske tænketank IALEI – International Alliance of Leading Education Institutes.
Begge har sekretariat på DPU, Aarhus Universitet – selve DPU ligger dog fysisk på Tuborgvej i det nordlige København.
Som uddannelsesdirektør stod Arne Carlsen i spidsen for nedlæggelse af de daværende 18 kandidatuddannelser ved Danmarks Lærerhøjsko-le og oprettelse af 21 nye pædagogiske master- og kandidatuddannel-ser ved det dengang nyåbnede Danmarks Pædagogiske Universitet.
Uddannelserne har efterhånden fået over 4.000 studerende og inkluderer Danmarks største masteruddannelsesprogram. DPU er dermed blevet et af verdens største postgraduate pædagogiske uddannelsescentre.
Arne Carlsen blev i 2009 æresdoktor på Vietnam Institute of Educational Sciences.
I 2010 blev han tildelt titlen som æresprofessor ved Leningrad State University, opkaldt efter A. S. Pushkin, og samme år æresdoktor ved universitetet i Letland. I 2011 tildeltes han titlen emeritus professor ved International Institute of Adult and Lifelong Education i Delhi i Indien.
Mens Arne Carlsen varetager stillingen for UNESCO, har han orlov fra Aarhus Universitet.