Kommentar /analyse af Birthe Refslund
Nu da gidselkrisen er slut i Algeriet, må det være muligt at tænke mere langsigtet, for at en lignende situation kan undgås i fremtiden andre steder.
I det nordlige Mali har militante islamister indført sharia love med lemlæstelser, voldtægter og ødelæggelse af hundredårige mindesmærker som følge, og dernæst har de forsøgt at angribe det sydlige Mali, hvor 90 procent af befolkningen bor.
Situationen i Mali er mere kompliceret end den som oftest beskrives, og politikerne bør gentænke deres udviklingspolitik.
Islamisterne kaldet Ansar Dine og Al Quada har taget kontrollen over det nordlige Mali for at indføre et islamisk herredømme, kalifatet.
Først allierede de sig med tuaregerne, som følte sig forfordelt af regeringen i hovedstaden Bamako og ønskede større selvstændighed. Da de blev udmanøvreret, samarbejdede de militante islamister med velbevæbnede terrorister fra de omliggende lande i Sahel, og især fra Libyen.
De nærmest ikke eksisterende grænser gør det muligt at bevæge sig overalt.
Reelt en regional konflikt
Der er altså tale om en regional konflikt, hvor Mali har fungeret som et transitland for narkosmugling i hele regionen. Narkoen kommer fra Sydamerika og smugles via Sahel til forbrugerne i EU.
Konflikten blev udvidet med gidseltagningen i Algeriet og kan hurtigt få internationale konsekvenser, med eks. terroristangreb i Europa. Og den har fået tragiske følger for den maliske befolkning, der flygter i tusindvis til nabostaterne, så man må forvente et øget flygtningepres i Europa.
Konflikten i det vestafrikanske Sahel-land har dermed større sikkerhedsmæssige og udenrigspolitiske konsekvenser end antaget.
Danmark yder en ganske omfattende bistand til landet, men hvad vidste donorerne herunder Danida om de reelle politiske forhold i Mali?
Da den tidligere regering faldt sammen som et korthus som følge af et militærkup, reagerede Vesten med forbløffelse, fordi Mali blev betragtet som godt på vej mod demokratiske tilstande, en ”donorernes darling”.
Nu viser det sig, at der er tale om et korrupt styre, som øjensynlig baserede magten dels på bistandsmidler og dels på handel med narkotika.
Det russiske fly i ørkenen
Da jeg forlod Mali i december 2009 oplevede jeg, at folk i hovedstaden Bamako talte om et stort russisk transportfly, der næsten uskadt var landet midt i ørkenen i det nordlige Mali. Folk var overraskede over, at flyet kunne komme igennem radaren.
Det viste sig, at det var fyldt med narkotika, men flypersonalet var forsvundet. Desuden fandtes der mange spor af firehjuls-trækkere på stedet. Det kunne altså tyde på aftalt spil.
I hvert fald fandt jeg på vej hjem i flyet en flersides beskrivelse af begivenheden i Le Monde, hvor det bl. a. blev nævnt, at flere afrikanske sikkerhedstjenester i regionen kunne være involveret, også den maliske.
Derimod stod der ikke meget om situationen i de to store fransksprogede aviser i Bamako. Denne begivenhed falder måske i hak med, hvordan korrupte regimer i fattige afrikanske lande, herunder Mali, fungerer.
Når man har en patron
Syd for Sahara er stater ofte karakteriseret af et uformelt politisk system, patron – klient netværket, som løber parallelt med et svagt parlamentarisk system.
Regerende politiske eliter baseret magten på deres egne etniske grupper. En leder, patronen, kan omgive sig med sine loyale tilhængere i gruppen.
De er indbyrdes forbundne, således at han belønner sine støtter med givtige stillinger i administrationen og statslige virksomheder og midler fra bistanden, mod at disse til gengæld hjælper ham i mange situationer f.eks. når der er valg.
Systemet forplanter sig i bredden og dybden og er statisk, fordi det gælder om at holde sig ved magten og ressourcerne med alle midler, bl.a. kontrol over sikkerhedstjenesterne, politiet og hæren.
Ifølge forskere på Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) kan en leder i et sådant patrimonialt system også forsøge at balancere mellem de forskellige etniske grupper og udpege ministre uden for sin egen gruppe, enten fordi de udgør en trussel mod hans magt eller kan støtte ham mod udbrydergrupper i hans eget parti.
Derfor er det vigtigt at vide, hvordan magten i samfundet er fordelt, og hvilke magtfulde organisationer lederen/præsidenten må forsøge at balancere imellem.
Men mindretallenes interesser bliver ikke tilgodeset, således som det er sket for tuaregernes vedkommende. Resultatet af det patrimoniale system er nepotisme og korruption.
Lyt til forskerne
Det er nødvendigt at lytte til forskernes undersøgelser af politiske uformelle patrimonale netværk, fordi disse er en af de væsentlige årsager til, at staterne syd for Sahara er så svage og sårbare, og derfor har brug for bistand.
Statslige institutioner er sjældent velfungerende, der er vedvarende økonomisk stagnation til trods for relativt høje væksttal, fordi der ikke findes en omfordeling af ressourcer, og ydelser af offentlige goder såsom sikkerhed og stabilitet, infrastruktur og serviceydelser er minimale.
Disse forhold gør sig også gældende i Mali.
Den sydlige frugtbare del er befolket af agerbrugere, flertallet af befolkningen. Herfra stammer den nu afsatte præsident, og han sørgede for, at bistandsmidlerne fandt vej til egne tilhængere, hvorimod tuaregerne/nomaderne i nord forsømtes.
Derfor har de uden resultat forhandlet om en delvis selvstændighed.
Da regeringen faldt på grund af militærkuppet, opstod der et tomrum, og donorer og udenlandske politikere ved i dag ikke, hvem de kan forhandle med.
Den siddende præsident anmodede franskmændene om at intervenere, da de militante islamister pludselig drog sydpå og truede med ikke blot at tage magten i den store by Mopti, men også hurtigt kunne nå Bamako ad de fine asfalterede veje.
Få har tillid til regeringen
Når konflikten forhåbentlig afsluttes, skal der således findes en politisk løsning for en regeringsdannelse, da den nuværende svage regering ingen legitimitet har; få maliere har tillid til den.
Det bliver en kompliceret proces, fordi den daværende regering heller ikke havde nogen troværdighed. Desuden er det uklart, hvad den militære elite vil.
En mulighed for at komme i gang kunne være at involvere indsigtsfulde personer i Bamako, som ikke er så fedtede ind i de korrupte patron – klient netværk.
Fra mine interviews i og omkring hovedstaden kender jeg mænd og kvinder, der er ansat på universitetet, i forskningsinstitutioner (landbrug). Den kloge borgmester fra Goundam, Oumou Sall Seck, filmdirektøren Sheik Oumar Sikasso og mange NGO’er kunne nævnes.
Forhåbentlig lykkes det malierne at få styr på situationen.
Tuaregerne må høres
Det er en forudsætning, at der ved en kommende regeringsdannelse stilles krav om en nødvendig løsning af tuaregernes problemer, således at de får del i bistandsmidlerne og tildeles en mere selvstændig status.
Desuden skal der være krav om gennemskuelighed i bistanden fra top til bund i samfundet, ellers gavner den ikke.
Spørgsmålet er om dette overhovedet er muligt. Vil den stærkeste gruppe igen sætte sig på magten via patron – klient relationerne, og vil de andre regeringsledere i Vestafrika ikke kræve, at netop den vender tilbage?
Det er ikke et særsyn, at korrupte ledere med samme patron – klient politiske forhold holder hinanden ved magten for ikke selv at miste den.
I hvert fald må udenlandske /danske forhandlere og donorer være bekendt med disse forhold og sætte sig ind i de politiske eliters prioriteter for at fremme en produktiv udvikling til afhjælpning af fattigdommen, som DIIS forskerne foreslår.
Det kan bidrage til at gøre svage stater stærkere og mere stabile, og på langt sigt mindske risikoen for regional og international terrorisme.
Birthe Refslund er tidl. seminarielektor i historie og samfundsfag. Hun har været på syv års arbejde i Afrika og har Master i Afrika Studier. Ophold i Mali (Danida rejselegat) i 2009.
