Dansker i Emmaus International

Forfatter billede

Koordinator i u-landsforeningen Genvej til Udvikling, Jørgen Olsen, er på Emmaus Europas general-forsamling d. 11. og 12. maj 2011 valgt til Emmaus Internationals politiske udvalg, som består af 2 afrikanere, 2 asiater, 2 latinamerikanere og 4 europæere.

Emmaus International (EI) blev grundlagt af franskmanden Abbé Pierre i november 1949 som humanitær organisation, der samarbejder med klodens mest undertrykte og dårligst stillede. Det sker på en måde, som ikke kun søger at lindre akut nød, men også bekæmper nødens årsager.

60-årige Jørgen Olsen har gået i livets skole og kommer ifølge eget udsagn tæt på definitionen af en halvstuderet røver. Han er en gammel kending i u-lands-miljøet herhjemme og en flittig debattør, som bl.a. nu blogger på U-landsnyt.dk.

Han har været aktiv i Emmaus International siden 1969 og var med til at stifte Genvej til Udvikling (GtU) i 1978 med baggrund i sin og medstifternes erfaringer med organisationer i og uden for Emmaus.

GtU, hvis aktive medlemmer overvejende bor i Øst- og Nordjylland og i hovedstadsområdet, har igennem årene samarbejdet med græsrods-bevægelser i Mali, Benin, Burkina Faso og de seneste år især i Niger.

Samarbejdet omfatter bl.a. køb og salg af håndværksprodukter, dialogturisme, brøndrenoveringer, kvægavl, havebrug og tosproget undervisning (tuaregisk og fransk) for børn og voksne. Foreningen har adresse i Arden i Himmerland.

Emmaus Internationals politiske udvalg har til opgave at levere analyser og anbefalinger til bevægelsens besluttende og udøvende organer.

Udvalget kan foreslå overordnede politiske tiltag i samarbejde med andre organisationer og folkevalgte, bl.a. i EU. Sideløbende hermed skal udvalget løbende vurdere den økonomiske og materielle solidaritet internt i bevægelsen.

De fleste af Emmaus Internationals medlemsorganisationer indsamler og sorterer brugte effekter, og noget af det sælges i butikker og loppemarkeder; men en betydelig del sendes i containere til Afrika, Asien, Latinamerika og Østeuropa.

Således stammer over 90 pct. af det tøj, man har på i Vestsaharas befrielsesfront, POLISARIO’s flygtningelejre i Algeriet, fra svenske Emmaus-organisationer. POLISARIO ønsker et selvstændigt Vestsahara, som indebærer ophør af den marokkanske besættelse af området ud til Atlanterhavet.

Andre steder giver de brugte effekter folk mulighed for billige indkøb, samtidig med at Emmaus-organisationerne i fattige lande med svage eller fraværende demokratier bidrager til at styrke foreningsliv og civilsamfund.