Vietnam har mod alle odds nået fantastiske sociale og økonomiske resultater i de seneste årtier, men nye barske udfordringer ligger forude for ”Asiens Lille Tiger”.
Af Thomas Bo Pedersen
”De er ved at tabe freden!”
Sådan tænkte jeg ved slutningen af mit andet besøg i Vietnam i 1985 – i 10-året for Vietnam-krigens slutning (den vietnameserne kalder Amerikaner-krigen).
Jeg sad i en nedslidt Aeroflot-maskine, som hostede sig op over den Røde Flods delta sammen nogle hundrede radmagre vietnamesiske gæstearbejdere i plasticsandaler på vej mod Sovjetblokkens stålværker og kulminer som billig arbejdskraft.
Her og der i maskinen klemte nogle store russiske brød sig ned i sæderne på vej hjem til en hårdt tiltrængt orlov fra sliddet som sjakbejser på den gigantiske Thang Long bro og Hoa Binh kraftværket – to monumentale demonstrationsprojekter, der skulle vise broder-solidariteten i den socialistiske lejr.
Det var tydeligt for enhver, at der ikke var mange venlige følelser mellem broderfolkene; heller ikke på dette meget personlige plan i et lille, overfyldt fly.
Gensidige frustrationer
I virkelighedens verden var frustrationerne mange og gensidige.
Her i 10-året for krigens afslutning i 1975, var udviklingsprocessen aldrig rigtigt kommet i gang. De østeuropæiske venner var som andre før dem forbandede over vietnamesernes evindelige insisteren på selv at træffe de afgørende beslutninger uden indblanding.
Vietnameserne på deres side var også skuffede.
Godt nok fik titusinder af vietnamesere sig nogle på den tid brugbare uddannelser på tekniske skoler og universiteter i Moskva, Østberlin, Prag og Budapest. Men vietnameserne så også østblokken tage sig godt betalt for den broderlige bistand ikke bare med billig arbejdskraft, men også med råvarer, ris og alt, hvad det forarmede Vietnam ellers kunne byde til gengæld.
Da russerne så samtidig krævede flåde-rettigheder på den gamle amerikanske base i Cam Ranh Bay, ramte det Vietnam der, hvor det gjorde mest ondt. Frustrationerne blev krystalliseret i et svigende øgenavn til de sovjetiske venner: ”Nguoi my khong co do la” – ”Amerikanere uden dollars”.
”Hvordan skal de nogensinde får et land ud af det her,” tænkte jeg i flyvemaskinen, mens vi krydsede henover Laos, endnu et sønderbombet land i regionen efter USA’s meningsløse krig. For ovenpå den militære fiasko havde USA stor succes med at videreføre krigen med diplomatiske og økonomiske midler.
Vietnam betalte en høj pris for den militære tilstedeværelse i Cambodia – straffen for opgøret med Pol Pot’s Khmer Rouge var en total vestlig blokade, som ramte hårdt, meget hårdt.
Nogle kamin-passiarer i ugerne forinden med Vietnams legendariske premierminister Pham Van Dong og udenrigsminister Nguyen Co Thach havde kun bidraget til min forståelse med deres umådeligt venlige, men trætte irritation over endnu en vestlig journalist, der stillede alle de forkerte spørgsmål.
Jeg på min side fandt det ufatteligt, at de vietnamesiske militære sejrherrer havde så lidt begreb om at bygge et samfund op i vores forstand…..
Miraklet i Vietnam
Efter dette lange historiske tilløb stiller vi straks om til det nye buldrende Vietnam, der med fuld ret har slået omverdenen med beundring. Siden Vietnam med afsæt i Doi Moi-processen sadlede om og gradvist slap de 85 millioner vietnamesere løs i en slags markeds-økonomi, er landet som forvandlet.
Vækstrater på 7-8 procenrt år ud og år ind, kun overgået af den store kinesiske nabo mod nord.
Den tidligere massive fattigdom er reduceret så langt ned, at det i det store hele kun er de etniske minoriteter i randområderne, der stadig befinder sig nede omkring FNs absolutte fattigdomsgrænse.
Vel er der fortsat millioner af mennesker, som ligger langt nede på den sociale skala, men alle er rykket opad. Millioner af nye arbejdspladser er skabt i den private sektor, og de udenlandske investorer er rykket ind i stort tal.
Ved årtusindskiftet var de udenlandske investeringer på under to milliarder US dollars. I 2009 satte de en foreløbig rekord med 66,7 milliarder dollars.
I de senere år er det også væltet ind med magtens mænd og kvinder, der er alle er kommet for at se det vietnamesiske mirakel: Statschefer fra alle lande af betydning, topchefer fra verdens største koncerner, Hollywood stjerner, rock’n roll-ikoner, sportsstjerner – listen er meget lang.
Donorernes darling
Vietnam er – også med rette – blevet kaldt ”donorernes darling”.
Den massive internationale bistand regnes for en af de store succes-historier blandt bistands-eksperter. Vietnam er blevet VORES VIETNAM i en helt anden venlig forstand, end Vietnam tidligere har oplevet omverdenens interesse.
Eller som den foreløbig længst overlevende dansker i det nordlige Vietnam, Eurocham’s formand, Preben Hjortlund ynder at sige det med et jysk glimt i øjet: ”For 25 år siden kunne Vietnam ikke gøre noget rigtigt i Vestens øjne. I dag kan de ikke gøre noget forkert.”
Selv ærkekonservative tænketanke som amerikanske Heritage Foundation giver Vietnam meget høje karakterer for ’business freedom’ – nu på højde med verdensgennemsnittet og langt foran Kina.
Vietnam får også pæne ord med på vejen for de senere års spæde politiske liberalisering. Der er ingen tegn på noget brud med kommunistpartiets magt-monopol, og der bliver gjort kort proces i retten med bloggere og andre, der forsøger at skabe debat om mulighederne i et flerparti-system.
Men det er ubestrideligt, at parlamentet har fået en reel rolle i den politiske proces.
Ministre – inklusive premierminister Dung – bliver jævnligt grillet af de ’folkevalgte’. Den vietnamesiske presse sætter i stigende grad fokus på korruption og magtmisbrug. Vietnamesiske journalister siger nu med et grin: ”Tidligere var vores læber syet sammen med ståltråd – nu har vi fået en lynlås i stedet, så systemet kan lukke for os igen, hvis vi går for vidt.”
Så ja – meget er forandret og det meste til det meget bedre i de snart 30 år, som jeg har kendt Vietnam.
Også j e g bøjer mig i respekt for dette hårdt prøvede land, og ikke mindst for vietnameserne selv for deres kraftpræstation. De har om nogen fortjent den fremtid, som mange generationer af deres forfædre kæmpede og døde for uden at efterlade andet end nye uafhængigheds-krige til deres børn og børnebørn.
Det store MEN
Nu kommer så det meget store MEN – som er sagt ud fra en helt grundlæggende sympati med vietnameserne. I hele Vietnams udviklingsproces gennem de sidste årtier har svagheds-tegnene været tydelige. Og der er også blevet talt om det i årevis:
Den manglende konsistens i den social-økonomisk livsvigtige reformproces, den udsigtsløse klamren sig til de store tabsgivende stats-ejede virksomheder, manglende udvikling af nøglesektorer som uddannelse og sundhed, den systemiske korruption, de tikkende miljøbomber under både vand, land og by – også den liste er meget lang.
Det bliver heller ikke bedre af, at den vietnamesiske økonomiske elite slår sig løs på et surrealistisk højt og meget synligt niveau:
For ikke så længe siden overhørte jeg i Hanoi Club en slående udveksling af indkøbs-tips, hvor to vietnamesiske kvinder diskuterede shopping-mulighederne.
Den ene fremviste en rødt indfarvet krokodilleskinds-taske, køb på udsalg for omregnet 100.000 (ja hundrede tusind) danske kroner hos Serrangano i Ly Thai To-gaden, den anden havde udskiftet sit out-datede rolex ur med en ny model til dobbelte. Imens hundsede de utålmodigt med den svedende servitrice, der formentlig tjener omkring 400 kr. om måneden.
Det vrimler med luksusbiler i millionklassen i Hanoi og HCMC, mange af dem i øvrigt ’smuglet’ ind på diplomat-papirer af vietnamesiske rigmænd.
Hanoi’s mest udsøgte restaurant Beau Lieu på det gamle koloni-hotel Metropole har vine på kortet til 35.000 (Ja fem-og-tredive-tusind) kroner flasken.
Diamant-besatte Vertu-mobiltelefoner bliver bortauktioneret for formuer; og sådan kunne jeg blive ved med sandfærdige, selvoplevede røver-historier om de vietnamesiske dollar-millionærer, som kæmper en forgæves kamp for at få udgifterne til at slå til.
Til dem, der måtte ane smålig misundelse i denne beretning, bør det tilføjes, at excesserne og den manglende styring af samfundsøkonomien samlet set har udløst et uhyggeligt dræn i Vietnams valutareserver og rekordunderskud på handelsbalancen.
Vinashin skandalen
Rolls Royce’rne, urene og vinene er trods alt for småpenge at regne, hvis man ser på, hvordan de store statsvirksomheder lænser landet for ressourcer. Skandalen omkring skibsværfts-koncernen VINASHIN er det mest groteske eksempel.
Ledelsen har på ganske få år skabt en kortfristet gæld på næsten 30 milliarder kr. og efter to års undersøgelser er det fortsat ganske uklart, hvor pengene er blevet af. Koncern-ledelsen er fornylig blevet stillet til ansvar med fængselsdomme på 20 år til VINASHIN-formand Pham Thanh Binh og knap så hårde straffe til hans kumpaner.
Men det er en ringe trøst for landet, hvis kreditværdighed nu er nedjusteret som en direkte følge af VINASHIN-kollapset. Og VINASHIN er blot ét eksempel. Rækken af skandaleramte statsvirksomheder vokser støt.
Det tæller selvfølgelig meget på positiv-siden, at myndighederne med nogen forsinkelse nu er begyndt at skride dramatisk ind. Senest er formanden for det nationale energiselskab EVN, Dao Van Hung, blevet fyret på gråt papir – efter EVN under hans ledelse har formøblet to milliarder gode dollars i såkaldte non-core investments – i.e. ejendomsspekulation.
Vietnamesisk presse bidrager næsten dagligt med nye eksempler, ikke mindst online-udgaverne af de Ho Chi Minh City-baserede aviser Than Nhien og Tuoi Tre fører an med afsløringerne. Men også Planlægnings- og Investeringsministeriet (MPI) går til makronerne via sit officielle talerør Vietnam Investment Review.
Alt tyder på, at der omsider er sat en egentlig kampagne i gang for at dæmme op for det hæmningsløse spild af knappe ressourcer og den systemiske korruption, der ofte er forbundet hermed. Det er på høje tid.
I de allerseneste år er det blevet smerteligt tydeligt, at det store flertal af landets befolkning efterhånden betaler en meget høj pris for magthavernes undladelsessynder, der nu slår endnu hårdere igennem med den regionale og globale afmatning.
Kolde investorfødder
Alene i 2011 måtte næsten 50.000 virksomheder ifølge de officielle tal dreje nøglen om. Det reelle antal virksomhedslukninger er formentlig langt højere.
Priserne på fødevarer er blevet tredoblet på under et år, inflationen generelt raser med 18-20 procent og man fornemmer nu, at selv hårdt prøvede vietnamesere synes, at det er ved at blive for broget.
Det dystre billede gør så sandelig også indtryk på de udenlandske investorer, som Vietnam har så hårdt brug for. Det er godt nok kun hver femte vietnameser, der er ansat i en udenlandsk ejet virksomhed, men de udenlandske virksomheder tegner sig faktisk for 60 procent af landets eksport.
I den seneste holdningsundersøgelse blandt Eurocham Vietnam’s medlemmer, svarer næsten hver fjerde virksomhed, at de overvejer at reducere deres engagement i Vietnam. For et år siden var det seksprocent , der var ved at få kolde fødder. Ikke så underligt, når man ser, at antallet af virksomheder, der svarer, at det går godt, er faldet fra 46 til 34 procent.
Overfor dette dystre billede står det nye Vietnams erklærede drøm at blive Asiens næste high-tech nation ved at tiltrække de store udenlandske koncerner, som har de ressourcer, Vietnam ikke selv har.
Den vej bliver lang. Mere end 2/3 af de udenlandske investeringer i Vietnam er fortsat i de low-tech brancher, der som de første rykkede ind, fordi Vietnam have en ting at byde på: Billig arbejdskraft.
Det er et eksistentielt problem for vækstlandet Vietnam. McKinsey-konsulentkoncernen har regnet på, hvad der skal til samfundsmæssigt for at nå regeringens erklærede vækstmål på 7 pct.: Det vil kræve at landets samlede produktivitet vokser med 50 pct. i de næste 10 år.
”A tall order for a short guy,” hævdes det, at rapportens forfattere siger uden for citat.
For at fortsætte sin udviklingsproces har Vietnam et næsten desperat behov for at modernisere alle sine sektorer, og det vil kræve mega-mega-investeringer, hvis Vietnam skal blive i stand til at erobre en mere rimelig andel af værdikæden i moderne produktion.
Dertil skal der på det politiske niveau skabes nogle ordentlige rammebetingelser for at styre denne udvikling.
Det sidste bliver i sig selv en kæmpe opgave for regering og myndigheder. Det er ikke bare et spørgsmål om at få lavet disse lovkomplekser, de lokale myndigheder får ofte og med rette meget lave karakterer, når det kommer til at gennemføre de allerede vedtagne reformer.
Investorerne står ikke i kø for at opfylde Vietnams drøm.
De udenlandske investeringer er faldet dramatisk fra rekordåret i 2009 på knap 67 mia. dollars til omkring 10 mia. i 2011. Uanset at Vietnam ikke bærer hele skylden herfor selv – så skal landet slås endog meget hårdt i de kommende år i skarp konkurrence med Asiens mere udviklede økonomier – for at tiltrække investeringer.
Alene i verden
På en måde kan man sige, at Vietnam i dag står næsten lige så alene med gigantudfordringerne, som man gjorde i 1985 – ikke på grund af politisk isolation, manglende erfaringer med at opbygge et samfund i fred eller krigens enorme ødelæggelser.
Ensomheden skyldes nu, at der under de nuværende globale forhold næppe bliver tale om håndsrækninger af større omfang. Ganske vist vil der stadig være en 8-10 mia. dollars om året fra Verdensbanken, ADB (Den Asiatiske Udviklingsbank) og de bilaterale donorer.
Det vil utvivlsomt også være en kæmpe vitaminindsprøjtning til Vietnams økonomi, når Frihandelsaftalen med EU falder på plads, forventeligt indenfor de næste par år.
Men i alt væsentligt bliver det vietnameserne selv, der skal løse opgaven. Akkurat sådan som Ho Chi Minh skal have sagt dengang, nogle ledende partikammerater forsøgte at overtale ham til at sige ja tak til massiv kinesisk bistand for at smide fransk kolonialisme på porten.
Og for at gøre det endnu mere dystert her til sidst: En afgørende forskel på dengang-og-nu er også, at Vietnam i dag er fuldt eksponeret til verdensøkonomien og alle dens brutale elementer via sin internationale integration.
Derfor kan Vietnam meget vel komme til at opleve et stigende antal udefra kommende økonomiske problemer skylle ind over landet.
I 1985 troede jeg ikke på, at vietnameserne ville kunne løfte det daværende kompleks af udfordringer. Heldigvis tog jeg fejl. Så her i 2012 vil jeg være mere forsigtig og sige: ”Det bliver skræmmende svært!”
————–
Thomas Bo Pedersen har beskæftiget sig med Vietnam som journalist, diplomat og erhvervsmand. Han er i dag adm. direktør for Mascot Int. Vietnam.
Indlægget er tilsendt U-landsnyt.dk af forfatteren og bygger på oplæg til foredrag for nylig i Danmark.
Se også telegrammet
http://www.u-landsnyt.dk/navnenyt/maerkedage/royal-aerespris-til-dansk-direktor-i-vietnam
