Dansker sigtet for angivelig svindel med 3 millioner Danida-kroner

Redaktionen

En fhv. generalsekretær for det nu lukkede Fair Trade Import er sigtet for bedrageri for 3 millioner kr., der faldt som tilskud fra Danida, skriver “Nyhedsavisen” mandag.

Inden for få uger vil politiet i København afgøre om dav. generalsekretær Povl Dalsgaard skal tiltales for det angivelige bedrageri. Pengene var tiltænkt som støtte til at øge salget af fair trade-produkter, men gik ifølge “Nyhedsavisen” i stedet til et voldsomt overforbrug.

Sagen er en af 244 sager om svindel, bedrageri og andre regnskabsmæssige uregelmæssigheder i danske u-landsprojekter, som Nyhedsavisen og TV 2 har afsløret de seneste dage. Svindlen for mindst 176 millioner kr. er hidtil holdt skjult for offentligheden af Danida.

Povl Dalsgaard blev politianmeldt af Danida for 3 år siden, fordi han havde brugt de mange u-landsmidler på alt muligt andet end det, bevillingen var givet til. Hvorfor han først sigtes nu er ikke oplyst.

Han er bl.a. anklaget for at bruge Danida-penge på en høj løn og flybilletter til sin elskerinde og hendes datter, hæve kassekreditten uden om bestyrelsen og have leaset en dyr bil. Desuden manglede der bilag for en lang række påståede udgifter.

Den daværende formand, Mette Mark, for Fair Trade Import, der gik konkurs efter et voldsomt overforbrug i 2005, anfører, at bestyrelsen blev “taget ved næsen” af Dalsgaard.

– Jeg kan stadig ikke afgøre, hvor på skalaen mellem svindler og fantast han er. Jeg tror, han selv mener, at han er uskyldig. Det, han lavede, er i mine øjne moralsk anløbent og meget skete bag om ryggen på os i bestyrelsen, siger Mette Mark.

Også teaterdirektør Jytte Abildstrøm, der var med til at reklamere for foreningen, føler sig snydt: – Det er så ubehageligt og ærgerligt, hvad der skete, siger hun.

Fair Trade Import var en fusion mellem 2 organisationer og Povl Dalsgaard blev ansat for at få produkterne ud i detailhandelen.

U-landsnyt.dk henvendte sig i sin tid for at høre nærmere om Fair Trade Imports begrundelse for, at man skilte sig af med Dalsgaard og årsagen til konkursen.

Foreningens bestyrelse ønskede imidlertid på ingen måde at belyse sagen konkret udover en i forvejen udsendt meddelelse til sine samarbejdspartnere – se telegram dateret 2. juni 2005 http://u-landsnyt.dk/indhold.asp?ID=5800&mode=Nyhed

Heraf fremgår bl.a., at Danida krævede sine støttepenge tilbage af foreningen, hvorefter den ganske enkelt erklærede sig konkurs. Det er disse penge, Danida nu øjensynligt kræver ind hos Dalsgaard.

Svindelens reelle omfang er alene kommet frem her i 2008, fordi “Nyhedsavisen” har begæret og fået aktindsigt i denne som 243 andre sager i Danida.

“Nyhedsavisen” har talt med Povl Dalsgaard, der i dag er projektleder i Hillerød Kommune.

– Jeg har været 4 år i helvede over sagen. Nogle af anklagerne mod mig har ingen bund i virkeligheden. Bestyrelsen var orienteret om alt – så hvorfor er det kun mig, der skal holdes ansvarlig, siger han.

Læs mere på www.avisen.dk

Læs også telegram om andre bedragerier
http://www.u-landsnyt.dk/indhold.asp?ID=15580&mode=Nyhed