Danskerne på bæredygtig cykeltur

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Forfatter billede

Dette forår vil tusindvis af danskere finde cyklen frem og køre med, når Danmarks største cykelkaravane hjuler landet rundt i 27 etaper fra Skagen til Christiansborg. Målet er at markere opbakning til Rio+20-topmødet.

Det skriver Mellemfolkeligt Samvirke i en pressemeddelelse onsdag.

Solidaritetsorganisationen lancerer sitet www.tourdefuture.dk for at samle cykleglade og globalt interesserede, så der kan varmes op til Tour De Future og de hundredevis af lokale events. MS står bag sammen med Dansk Cyklist Forbund, Folkehøjskolernes Forening i Danmark, Den Økologiske Produktionsskole, Globale Gymnasier, FOA Ungdom og Efterskoleforeningen.

Tour De Future starter i Skagen den 11. april og ender foran Christiansborg den 16. maj. Målet er ifølge MS at samle mindst 15.000 danskere for fælles at markere, at vi bekymrer os om verdens fremtid. Samtidig kræver Tour De Future, at Helle Thorning-Schmidt tager til det vigtige Rio+20-topmøde om bæredygtig udvikling i juni og sikrer konkrete og bæredygtige forpligtelser. Ikke kun for verdens fattigste i dag, men også for de kommende generationer, hvis ressourcer vi er i færd med at plyndre. Danmark har som EU-formand en historisk chance for at gøre en reel forskel for verdens fremtid, skriver MS i en pressemeddelelse.

Selvom budskabet er alvorligt, handler Tour De Future også om at have det sjovt – samtidig med, at man gør en forskel. Flere hundrede danskere er allerede i færd med at engagere sig i en eller flere af cykelkaravanens 27 ruter, som alle kan ses på www.tourdefuture.dk. Lige nu efterlyser Mellemfolkeligt Samvirke medlemmer til de lokale styregrupper, som skal stå for sjove, inspirerende, hyggelige og oplysende events, når Tour De Future vi kommer rundt i landet.

Blandt de sjove ildsjæle, som allerede har meldt sig i den bæredygtige trøje, er radio- og tv-værten Huxi Bach, som er udnævnt til ambassadør for Tour De Future.

– Jeg har altid drømt om en ambassadørtitel, og så er jeg meget enig i kampagnens budskab om, at der kun er én vej frem, og det er bæredygtig udvikling. Alt andet er jo dumt. Samtidig arbejder jeg til daglig med at observere danske politikere. Og ved således, at de godt kan trænge til en hjælpende hånd af og til … den vil vi give dem, forklarer han.

Og han bliver én blandt mange, mange andre.

– Det er fantastisk, at så mange allerede har meldt sig på banen til den mest bæredygtige og hyggelige demonstration, vi hidtil har set herhjemme. Jeg håber at rigtig mange vil pudse cyklen, tage venner og familie under armen og være med til at kræve bæredygtig handling og forandring både i Danmark og resten af verden, siger forkvinde for Mellemfolkeligt Samvirke, Trine Pertou Mach.

Helle Thorning –Schmidt er desuden inviteret til at tale til de forsamlede på Christiansborgs Slotsplads den 16. maj, når cykelkaravanen ankommer med tusindvis af postkort fra danskere med bæredygtige budskaber