Giften omgiver ham. Den 25-årige bonde går lydløst gennem markerne og sprøjter giftige pesticider ud over dette års basmatiafgrøder. Han har hverken handsker eller maske til at beskytte huden mod den giftige væske.
Den danske forbrugervathund DanWatch er rejst til Punjab i Indien, der er en del af “basmatibæltet”, hvor størstedelen af verdens basmatirisproduktion hvert år produceres og eksporteres til Mellemøsten og Europa eller fortæres i Indien.
Hvert år under rissæsonen sælges pesticider, fungicider og gødning til fattige bønder, der kæmper for at opbygge en forretning og opspare penge til at overleve en dårlig høst.
Bag kryptiske titler som dichlorodiphenyltrichloroethane (som er forbudt i Europa i overensstemmelse EU’s pesticide database, men som stadig produceres i Indien til malariakontrol), Lindan og Endosulfan gemmer der sig det faktum, at disse insektmidler og pesticider påvirker nervesystemet, lever og nyrer og kan være kræftfremkaldende. Og de er blot få af de mange hyppigt brugte kemikalier i den indiske risproduktion.
Pesticider øger selvmordsraten
Aggressiv marketing fra agroindustriens førende producenter som Monsanto og Syngenta overtaler bønderne til at bruge hundrede tusinder indiske rupee på gødning og pesticider.
Hvis bønderne ikke har råd til at købe produkterne, tilbyder virksomhederne dem lån, men hvis høsten slår fejl, og bønderne kun dyrker cash crops til store virksomheder, har de meget lidt at leve af.
I sidste ende bliver mange bønder fanget i en ond cirkel, hvor de graver sig ned i en dybere og dybere gæld.
Selvmordsraten i Indien er blandt de højeste i verden, og ironisk nok tager mange bønder deres eget liv ved at indtage de pesticider, de har gældsat sig for at købe. På trods, sprøjter Kulvindar Singh stadig sine rismarker, fordi han håber, det kan gøre ham rigere.
Det er en evig jagt på et højere udbytte fra dette års høst. Men han har en plan B, som vi vender tilbage til.
Markedsføringens magt
Fra en lille butik i byen Jaitu sidder Parveen Gayal og sælger gødning, pesticider og svampemidler.
Han forklarer, hvordan agroindustriens virksomheder markedsfører deres produkter på kontorer som hans eget, på markeder og gennem “on-the-field marketing”.
Parveen Gayal har været på adskillige ansporende ture – betalt af de virksomheder, hvis produkter, han sælger – fordi han har haft et godt salg. Han er ganske bevidst om nøglen til sin succes som sælger af dyre landbrugsprodukter til fattige bønder.
“Jeg er ligesom Indiens centralbank,” siger han, og forklarer hvordan det er en del af hans forretning at låne penge med renter til bønderne, så de kan købe hans produkter med et mål om at forbedre deres høst.
I tilfælde af at afgrøderne fejler, og bønderne ikke er i stand til at betale tilbage, så kan de arbejde deres gæld af, fortæller han.
Når arbejde forlanges som et tilbagebetalingsmiddel, så bliver det til gældsslaveri, og det er ulovligt i Indien. Men det lader ikke til at forstyrre Parveen Gayals forretningsmodel. Mens vi taler, kommer der en bonde ind i butikken for at få “noget mod svamp”.
Parveen Gayal rækker bonden to små flasker – en med en gul trekant, der signalerer “giftigt” og en med en blå trekant, der signalerer “fare”.
“Bønder rører ved alle mulige slags skidt og spiser bagefter med hænderne, så det er lige meget for dem,” siger han som forklaring på, hvorfor han ikke informerer kunderne om sikkerhedsforanstaltninger som masker eller handsker.
En giftig cocktail
Læs hele artiklen hos DanWatch
