40 millioner kr. har fire danske pensionsselskaber og to investeringsforeninger i alt investeret i det canadiske mineselskab, Goldcorp, som har været i etisk stormvejr, siden det begyndte at udvinde guld i Guatemala i 2005.
Goldcorp har afvist at følge en international menneskeretskommissions påbud om at lukke minen i det fattige voldsprægede mellemamerikanske land til dens miljøpåvirkning blev undersøgt.
I stedet for at trække pengene ud af selskabet siger PFA, Danske Bank, Nykredit og PenSam, at de kan hjælpe med at stoppe minens forurening og bidrage til en løsning via dialog og såkaldt aktivt ejerskab, skriver erhvervsvagthunden Danwatch torsdag på sit netsted.
Èn investor – SamPension – har valgt at sælge sine aktier i Goldcorp efter at være kontaktet af Danwatch om sagen.
Drikkevand med arsenik
Marlin-guldminen ligger i Guatemalas vestlige højland, klos op af maya-indianske samfund.
Som i andre industrielle miner udvindes guldet ved hjælp af kemikaliet cyanid. Processen skaber tonsvis af stenaffald, der indeholder tungmetaller som bly, zink og arsenik. Det betyder, at farlige stoffer kan sprede sig og forurene jord og vand, hvis ikke det håndteres ordentligt.
I Marlin-minens tilfælde viste en undersøgelse fra amerikanske E-Tech International allerede i 2006, at vandet ved nogle af minens affaldspladser indeholdt tre gange så meget cyanid, 10 gange så meget kobber og 20 gange så meget kviksølv, som Verdensbanken anbefaler.
I 2010 viste en ny undersøgelse fra universitet i Michigan, at de lokale mayaer i nærheden af minen havde et højere indhold af kviksølv, kobber, arsenik og zink i deres urin og mere bly i deres blod end personer bosat syv kilometer fra minen. De giftige stoffer kan give kræft, hjerneskader og andre alvorlige sygdomme.
Ifølge Goldcorps egne tal er indholdet af arsenik steget med 400 procent i nogle vandbrønde omkring minen, siden driften startede. I enkelte brønde er niveauet 25 gange over, hvad WHO anbefaler.
Læs videre på
http://www.danwatch.dk/da/artikler/danske-penge-i-giftig-guldmine-i-guatemala/167