Det kan “ikke udelukkes” (ja, vel mere end det), at mineraler udvundet ved børnearbejde i kosmetikgiganten L’Oreals make-up-produkter, også forhandles i danske butikker. Sådan konkluderer en ny rapport, som er udarbejdet af vagthunden DanWatch med støtte fra Danida.
Flere af L’Oreals produkter, der markedsføres under navne som Lancôme, Helena Rubinstein og Yves Saint Laurent, indeholder nemlig mineralet mika.
Mika er velegnet som ingrediens i eyeliner, øjenskygge, mascara, læbestift, fugtighedslotion og neglelak, fordi det skinner, fremgår det af DanWatchs pressemateriale fredag.
Ifølge FN’s Børnekonvention er det forbudt for børn at arbejde, og i Indien, hvor minerne ligger, forbyder landets love børn under 14 år at arbejde med mika-udvinding eller i miner generelt.
DanWatch har været i minerne, talt med børnene og deres forældre og afdækket, hvordan ulovligt børnearbejde er udbredt.
Syv-årige Karulal arbejder f.eks. med hammer og mejsel op til otte timer om dagen for to kroner i timen.
Hans hammer rammer præcist den glitrende minevæg hver gang. Mineralet, der falder af i flager, er mika og bliver til glimmer i naturlig kosmetik.
Dødsensfarligt arbejde
Lille spinkle Karulal er blot ét af anslået 5.000 børn, som uddriver mika i ulovlige miner i de nordøstlige delstater i Indien, Jharkand og Bihar.
Mika, der kan ende i kosmetik på det danske marked, for ifølge mellemhandlere og eksportører sælges både den ulovlige og den lovlige mika til internationale kunder som L’Oréal og Estèe Lauder.
Se videoklip og historier om børnene i Mika-minerne på
http://www.danwatch.dk/da/projekter/hvem-lider-skoenheden/295
DanWatch har observeret børn ned til fem år, der “hakker klippeblokkene løs med hammer og mejsel i ulovlige miner med faldefærdige tunneller, mens deres mindre søskende sorterer mika-flagerne”.
Ifølge rapporten er arbejdet dødsensfarligt, for “i værste fald risikerer børnene at blive begravet levende, hvis de faldefærdige minehuller kollapser”.
Børnene tjener typisk 11-17 kroner om dagen. Til sammenligning er mindstelønnen i de lovlige mika-miner 20 kroner om dagen.
Børnene er oftest kasteløse, der befinder i bunden af Indiens sociale hierarki.
Store omkostninger for nogle af verdens fattigste
“Eksporten af mika fra Indien er otte gange større end den officielle produktion, og det viser med al tydelighed, at ulovlig mika, der ofte involverer børn ned til fem år, er et udpræget problem i Indien”, siger direktør i DanWatch, Eva Hesse Lundström.
“Vor rapport bekræfter, at virksomhederne ikke giver forbrugerne det fulde overblik over deres produktionsled”, lægger hun til.
Eva Hesse Lundström peger på, at rapporten tegner et generelt billede af en industri, hvor mineraler til luksusprodukter har alt for høje omkostninger for verdens fattigste.
DanWatch har undersøgt 16 virksomheder, der står bag i alt 20 make-up mærker på det danske marked. 12 ud af de 16 virksomheder kan eller vil af konkurrencehensyn ikke oplyse, hvor de opkøber naturlige ingredienser til deres make-up.
Kinesiske opkøberee
Produktet af børnenes arbejde sælges via lokale mellemhandlere til eksportører.
Blandt de største opkøbere i området er et kinesisk firma, som efter eget udsagn leverer mika til L’Oreal samt flere andre vestlige make-up-producenter.
DanWatch har interviewet direktørerne for tre eksportører, der alle leverer til det kinesiske firma, og de fortæller samstemmende, at virksomheden undlader at stille krav om, at mikaen ikke må være udvundet ved børnearbejde.
De tre eksportører får ifølge rapporten deres mika fra de ulovlige miner, hvor børnearbejde er udbredt. .
L’Oreal, der er verdens største kosmetikvirksomhed med en omsætning på 22,5 milliarder euro i 2012, har i sin politik om social ansvarlighed forpligtet sig på at bekæmpe børnearbejde.
Spørgsmål fra dagblad
Dagbladet Information har skriftligt stillet L’Oreal en række spørgsmål på baggrund af rapporten, herunder hvordan det kan være, at firmaets kinesiske underleverandør tilsyneladende ikke stiller krav om fravær af børnearbejde.
I en mail til Information svarer L’Oreal’s danske pressemedarbejder Sonja Christensen bl.a.:
“L’Oréal blev for første gang opmærksom på, at der kunne være børnearbejde involveret i produktion af mika i Indien i 2009, og siden har virksomheden arbejdet tæt sammen med sine leverandører for at sikre sin forsyning af mika mod en risiko for dette”.
“Virksomheden har også nedbragt sin forsyning af mika fra Indien betydeligt til fordel for kilder fra andre dele af verden (nemlig USA)”, skriver Sonja Christensen.
Rapporten ‘Hvem lider for skønheden’ er en del af projektet ‘Mærket for Livet’, hvor DanWatch har gransket overtrædelser af virksomheders etiske ansvar inden for møbelproduktion ogtekstilproduktion.
‘Hvem lider for skønheden’ er sidste rapport i serien.
Rapporten kan hentes (downloades) via
http://www.danwatch.dk/da/projekter/hvem-lider-skoenheden/295
Researcher og forfatter: Nina Lendal
Felt-research og foto: Peter Bengtsen
For-research: Tanja Kjeldgaard
Assist. research og forfattere: Laila Sigrid Rosenholm og Casper Ulsøe