Davids Samling, museet i Kronprinsessegade 30-32 i København, har åbnet dørene til efterårssæsonens billig-foredrag. Og som i de foregående år er det et slaraffenland for mellemøsten-interesserede.
Foredragene holdes hver anden onsdag kl. 19 og er sammensat af emner fra den klassiske og moderne arabisk/islamiske verden.
Som altid er det velkendte kendere af Mellemøsten – blandt andre Birgitte Rahbek med foredraget ‘Mine arabiske kvinder’, Jens Nauntoftes ‘Tyrannernes fald’ og arkæolog og museumsinspektør Peter Wandels foredrag ‘Historien om Muhammads himmelfart’.
Flora Islamica
Kommer man før foredraget, kan man tage sig en tur på museet, som har gratis adgang tirsdag til søndag – se mere på http://davidmus.dk
Davids Samling er en del af parkmuseerne (Statens Museum for Kunst, Den Hirschsprungske Samling, Statens Naturhistoriske Museum, Rosenborg Slot, Filmhuset og Davids Samling), som alle for tiden kører et Flora Danica-tema i anledningen af det 123 år gamle projekt for at kortlægge den danske flora.
I den forbindelse har Davids Samling skabt udstillingen Flora Islamica. Blomster og flora i det hele taget spiller en vigtig rolle i islamisk kunst bl.a. pga. billedforbuddet. Museet er verdenskendt og anerkendt for sin samling af islamisk kunst.
Har man fået nok af arabisk forår, kan man nyde lidt dansk efterår – eller efterårsfarver i hvert fald – i museets guldalder samling og ved foredraget ‘Eckersbergs tidlige landsskabsmalerier’ afholdt af kunsthistoriker Bente Scavenius.