Af Arctic 30, Greenpeace
Miljøaktivister forfølges og fængsles verden over, selvom retten til fredelig protest og ytringsfrihed er grundlæggende. Det skriver de 30 Greenpeace-aktivister, der blev fængslet i Rusland sidste år, i et fælles debatindlæg tirsdag.
Retten til fredelig protest er fuldstændig grundlæggende i et sundt samfund. Det er en menneskeret at rejse sig i protest, at kunne udfordre uretfærdighed, og nogle gange, når systemet svigter, med sin egen krop at stille sig i vejen for ødelæggelse og give en stemme til dem, der ikke selv kan blive hørt.
Det er nu ét år siden, at vores fredelige aktion ved boreplatformen Prirazlomnaya blev afbrudt af bevæbnede russiske FSB-agenter, vi blev uretfærdigt anklaget for pirateri og sendt i fængsel i mere end to måneder. Men vi er fri nu. Det er mere end man kan sige om de tusinder af andre aktivister verden over, som fortsat bliver forfulgt eller fængslet fordi de kæmper for det, de tror på.
Aktivister i Indien, Spanien, USA og selvfølgelig Rusland er stadig fanget i krydsilden mellem regeringer og industrier, der føler sig truet af civilsamfundet, og med alle midler ønsker at tvinge modstandere til tavshed. Det gør de desværre ved at kriminalisere fredelig protest og indskrænke det demokratiske rum i hele verden.
I Rusland protesterede den 40-årige activist Yevgeny Vitishko fra ngo’en Environmental Watch i Kaukasus mod de miljømæssige konsekvenser af vinter-OL i Sochi, da han blev anholdt. Hans såkaldte forbrydelse var at male ordene ”Skoven tilhører alle” på et stakit. I februar blev han dømt til tre år i en fangelejr.
I Spanien er regeringen på vej til at vedtage en lov, der straffer fredelig protest med høje bøder. Det er myndighedernes reaktion på de mange protester fra borgere, der er utilfredse med nedskæringer på sundheds- og uddannelsesområdet.
I Indien er befolkningen i Mahan-regionen blevet udsat for ekstremt pres. De har protesteret mod anlæggelsen af en ny kulmine i et skovområde, der er helt afgørende for 55.000 menneskers liv. Deres kultur og samfund er baseret på skovene, som virksomhederne Essar og Hindalco ville ødelægge og tvinge folk til at forlade deres hjem.
Befolkningen i Mahan har dog ikke tænkt sig at forlade området frivilligt. De samler støtte udefra, arrangerer demonstrationer og offentlige møder for at skabe opmærksomhed om sagen. Men myndighederne tromler dem ned. Den 29. juli blev demonstranternes udstyr beslaglagt, og same dag blev to indiske Greenpeace-aktivister anholdt uden en retskendelse.
Mahan skoven blev reddet på et hængende hår, da Indiens højesteret greb i september måned. Men inden da havde befolkningen i Mahan og miljøaktivister oplevet massivt pres, chikane og forfølgelse.
Også i USA er basale rettigheder i hastig opløsning. Vi har været vidne til forfærdelige krænkelser af menneskerettighederne i Ferguson, og også miljøaktivister mærker at grebet strammes. Otte aktivister, der hang et banner ud i protest mod Proctor & Gamble’s rolle i rydningen af skovområder for at gøre plads til palmeolieproduktion, skal for retten i oktober. De er anklaget for indbrud og vandalisme og risikerer op til ni og et halvt års fængsel og 20.000 dollars i bøde hver især. Uhyggelige og urimelige anklager for en fredelig protest, hvor ikke en flue blev gjort fortræd.
Det er umuligt at se på disse eksempler – og der er mange flere af slagsen – adskilt fra retten til at protestere, ytringsfrihed, forsamlingsfrihed, og nogle tilfælde – som i Rusland og Ferguson – pressefrihed. Det er en udbredt global tendens, at regeringer og virksomheders interesser vægtes højere end almindelige menneskers rettigheder. En foruroligende udvikling, som risikerer at ødelægge alle de rettigheder, som vi har kæmpet så hårdt for, hvis ikke vi reagerer.
Hvad ville Martin Luther King sige, hvis han var vidne til begivenhederne i Ferguson i dag? Hvordan ville Gandhi føle, hvis han så sit livsværk ødelagt i vores tid? Hvad ville der ske med Rosa Parks, hvis hun modsatte sig uretfærdighed i USA anno 2014?
Vi må ikke hvile på laurbæerne og bilde os selv ind, at kampen for rettigheder er nogen andres kamp – et andet sted, i en anden tid. Nå vi står over for den slags undertrykkelse, er den eneste mulighed at bekæmpe den – med folkelige bevægelser, saglige argumenter og, frem for alt, håbet om, at det vil lykkes.
Den solidaritet skylder vi de mennesker, der bliver forfulgt og fængslet verden over.
Indlægget er forfatter af de 30 besætningsmedlemmer på Arctic Sunrise, der sidste år blev fængslet efter deres aktion mod boreplatformen Prirazlomnya.
Deres historie bliver fortalt i dokumentarfilmen “Black Ice”, der bliver vist på CPH:DOX d. 12. november.
