Da 16 danske ngo’er blev bevilliget strategiske partnerskaber med Danida, der dækker en fireårig periode fra 2018 til 2021, blev de samtidigt givet muligheden for at bruge op mod ti procent af deres årlige budget på ”innovation”. Da den samlede årlige støtte til de strategiske partnerskaber løber op i knap 1,2 milliarder kroner, er der altså potentielt set tale om næsten en halv milliard til formålet over hele perioden.
Men hvad er innovation, og hvorfor har Danida afsat så markante midler til det? Ideen bag handler ikke om, at danske ngo’er er håbløst bagud i forhold til, hvad der rører sig på feltet, men snarere at der ikke altid er plads og ressourcer til at tage risici og eksperimentere med nye tiltag. Alle ngo’er lever i dag i en verden, hvor de konstant skal levere målbare og synlige resultater for at retfærdiggøre bevillinger og tiltrække nye. I sådan en kontekst er der ikke altid tid til at stoppe op og stille spørgsmål ved, om man i virkeligheden kunne gøre tingene på en radikalt anden måde eller forsøge at udvikle nye metoder og tilgange.
Og så handler det også om, at Danida og Udenrigsministeriet har set sig lune på innovationsdagsordenen. Ikke mindst den del, der handler om en meget specifik type innovation – ny teknologi. Uagtet hvilket af de lidet mundrette udtryk vi bruger – Techplomacy, Techvelopment, eller TechInAid – så er ideen bag at sætte ny teknologi i spil i udviklingssamarbejdet og forsøge at skabe sociale fremskridt gennem det.
Tidlige erfaringer
I begyndelsen af oktober offentliggjorde Udenrigsministeriet et såkaldt ’Inception Review’ af de seksten danske ngo’ers arbejde med innovation. Evalueringsrapporten, der er en slags halvvejsstatus, er lavet i samarbejde mellem to konsulenthuse, det ene eksperter i bæredygtig udvikling (Quercus Group) og det andet i disruption og eksponentiel teknologi (DareDisrupt).
Rapporten tegner et billede af et ngo-miljø, der for flere organisationers vedkommende har omfavnet ideen om innovation og taget gode skridt for at rykke på området, men viser også at arbejdet stadig kun lige er begyndt.
Måske ikke så overraskende viser rapporten, at det endnu er for tidligt at snakke om holdbar og effektfuld handling på jorden. Langt størstedelen af den øremærkede funding fra Danida er blevet investeret i nye strukturer eller udviklingen af kapaciteter inden for ngo’erne.
Det har typisk været at hyre innovationskoordinatorer, udvikle strategier, processer eller værktøjer, eller opbygge nye partnerskaber, der kan drive innovationsarbejdet.
Men ngo’erne er også lykkedes med at påbegynde et massivt antal pilotprojekter – mindst 130 – siden der blev åbnet op i 2018. Langt størstedelen er rettet mod Afrika og Sydasien. Rapporten fastholder, at størstedelen af organisationerne ikke har kastet sig så hovedkulds ud i at eksperimentere med nye uprøvede tilgange, ofte fra et perspektiv om ikke at ville udsætte eventuelle modtagere for risici. Det må siges at være fornuftigt.
Mens størstedelen af organisationerne enten har oprettet et separat team, der arbejder med innovation, eller givet eksisterende programmer midler til at starte små innovationsprojekter, så har seks ngo’er forsøgt at spore sig ind på den ambitiøse sti, det er at integrere innovation på tværs af organisationen.
Lokal innovation
En markant vanskelighed i arbejdet med innovation, som også kommer til udtryk i evalueringsrapporten, er, hvordan man får balanceret lokale og globale kompetencer, behov og interesser.
Alt for ofte italesættes modtagerne blot som nogen, der definerer, hvad deres behov er, hvorefter internationale organisationer og firmaer så producerer ”innovative” løsninger og bringer disse tilbage. Uden inddragelse af lokale kompetencer og ideer i innovationsprocessen er det svært at udvikle optimale løsninger, der er både bæredygtige og effektive.
Det er ikke ligefrem en ny problemstilling i vores verden, og der bør være masser af erfaringer om deltagende udvikling at drage nytte af og fra den store ’localization’-dagsorden, som de humanitære aktører aftalte tilbage i 2016, men som der kun rykkes langsomt fremad på.
Der er et tydeligt fokus fra de danske ngo’er i at forankre dele af innovationsarbejdet lokalt, men der er stadig både vanskeligheder med at gøre det og med at sikre, at de lokale partnere har reel indflydelse på innovationsprocessen. Og en ting er lokale professionelle partnere, noget andet er inddragelse af modtagerne i arbejdet med innovation.
Der er behov for en snak om, hvordan man bevæger sig fra top-down projekter, der defineres og udvikles langt fra der, hvor de skal bruges. Uagtet om vi kalder det menneskecentreret design, deltagende eller lokal innovation, så handler det om at sætte ikke bare lokale behov, men lokale kompetencer og ideer centralt, når der udvikles nye tilgange og metoder inden for både den humanitære og udviklingsverdenen.
Torsdag den 5. marts kl. 14 inviterer DIIS og Red Barnet til en offentlig diskussion om innovation i civilsamfundsmiljøet. Her sætter vi specifikt fokus på, hvad det vil sige at udføre lokal innovation, hvad det betyder, når lokale parter inddrages i innovationsprocessen, og hvad det betyder, når de ikke gør.
Vi kommer til at høre fra eksperter i innovation og fra konkrete forsøg på at udføre lokal innovation i Uganda og andre steder.
Alle er velkomne – læs mere, og tilmeld dig her.