Adam Moe Fejerskov
Adam Moe Fejerskov (født 1987) er Seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS), hvor han beskæftiger sig med globale uligheders manifestationer og konsekvenser rundt om i verden.
Han arbejder konkret med hvordan uligheder flyder fra og formes af forhold som ny radikal teknologi, videnskab, og ambitioner om at skabe global udvikling.
Adam Moe Fejerskov har tidligere været rådgiver i Udenrigsministeriet og arbejdet for civilsamfundets netværksorganisation (i dag Globalt Fokus).
Verdensmålene er fantastiske. De er samlende, nogenlunde nemme at kommunikere (selvom de kan være svære at forstå) og så altomfattende, at ingen eller intet ikke er relevant for dem. Men deres klare styrke er også deres svaghed. Verdensmålene er så brede, at ingen rigtig står til ansvar for dem, og alle nemt kan bruge dem, uden at hverken ændre deres praksis eller i virkeligheden ville noget synderligt godt.
Af alle dem, der har taget imod målenes udstrakte arme, står private aktører og virksomheder nok tydeligst frem. Man kan ikke engang se en god omgang provinsiel håndbold længere, uden at 2030-målene skal flagre til højre og venstre. Inden for den private sektor er der dog en specifik branche, der har vist sig at se både et profitabelt og et altruistisk marked i målene og i udviklingssamarbejdet: Den, der arbejder med ny teknologi. Innovation, radikal teknologi og disruptive metoder fylder mere og mere i udviklingslandskabet og det både hos nye og gamle aktører.
Tech for good
I et nyt stykke forskning kigger jeg og en kollega på, hvad de her nye aktører kommer til bordet med, og ikke mindst hvad det her forfærdelige ord disruption rummer. Men også hvordan de etablerede aktører – om det er de bilaterale donorer, FN-organisationerne eller de store civilsamfundsorganisationer – forsøger at koble sig på den nye innovative dagsorden.
Den del af techindustrien, der interesserer sig for udvikling, er et patchwork af startups, fonde, impact-investorer, innovationslaboratorier og sociale iværksættere. Ikke alle stammer fra den amerikanske vestkyst, men langt de fleste abonnerer på grundlæggende Silicon Valley-værdier og ideer om netop disruption og teoretiske forsøg på radikalt at ændre eksisterende måder at arbejde og tænke på gennem ny teknologi.
Den nye “tech for good”-bevægelse har taget det, der engang måske bare var ‘teknologi’, og gjort det til et hav af underbrancher: EdTech, FinTech, HealthTech, MedTech, GovTech. Alle sammen nu undergrupper af techindustrien, som hævder at bruge teknologi til at skabe en positiv indvirkning på samfundet med verdensmålene som fælles løftestang.
Det samme, bare anderledes
Fra vores lille stykke forskning er det mest interessante for dig, der læser med her, nok, hvor forskelligt nye og gamle aktører forholder sig til den nye tech- og innovationsdagsorden.
For teknologivirksomhederne og impact startups, der ønsker at ryste fundamentet og ekspandere til nye markeder, handler ideerne om disruption og innovation i udviklingssamarbejdet om at åbne et konkurrencedygtigt landskab op, hvor eksisterende og gamle aktører kan udfordres og potentielt skubbes til side. Det stående skal rives ned, så der kan gøres plads til nye aktører, altså dem selv.
Eksisterende organisationer, om det er FN-organisationer eller ngo’er, forsøger i lige så høj grad at fremhæve disruption og innovative ideer, men med helt andre fortegn. De etablerede aktører betragter nemlig i høj grad disruption som en måde, hvorpå de kan beholde og forny deres eksistensgrundlag og legitimitet for derved at sikre deres fortsatte overlevelse. Altså for at cementere deres position og stå imod nye aktører, som i høj grad udfordrer dem på deres eget territorie.
Disruption, innovation og andre lignende begreber kan sagtens ses som modeord, der måske er væk, lige så hurtigt som de kom, og som er så vage, at de kan betyde hvad som helst. Men når det kommer til deres brug, så giver den elasticitet i virkeligheden våben til både gamle og nye aktører til at hævde dem selv og deres position. Den slags strategisk brug af begreber er en central del af kampen for, hvem der legitimt kan blande sig i, hvad internationalt udvikling er, hvordan det bedst udføres og af hvem.
