Selv om lokale skatter og afgifter steg markant i udviklingslandene, ville de ikke kunne finansiere Verdensmålene (SDG’erne). Det skrev vi om i et tidligere indlæg på Globalnyt.
Desværre er der mange myter om beskatning i fattige lande. Lad os se på et par af de vigtigste.
Myte 1. Masser af lavthængende frugter i fattige landes skattesystemer
I de fattigste udviklingslande (de såkaldte lavindkomstlande) udgør skatterne i gennemsnit cirka 15 procent af BNP, mens de i mellemindkomstlande udgør cirka 25 procent af BNP. Så er det vel bare om at komme i gang? Men fattige landes relative lave skattetryk skyldes ikke nødvendigvis uvilje til at beskatte. Det skyldes også deres økonomiske struktur. Den uformelle sektor – småvirksomheder og bønder – er stor, og den er svær at beskatte. Mellemindkomstlandenes formelle sektor er relativt meget større, og dermed lettere at beskatte. Dét er en væsentlig forklaring på forskellen i skattetrykket mellem fattige udviklingslande og mellemindkomstlande.
Myte 2. Store indtægter at hente ved at beskatte de velstillede i fattige lande
Rigmænd i Mercedes fylder mere i vores egne forestillinger om fattige lande, end de gør i virkeligheden. Dollarmillionærer findes selvfølgelig – men de er relativt få. Sandheden er, at de fattigste fem procent danskere i gennemsnit har større indkomster end de fem procent rigeste i for eksempel Mali, Mozambique, Tanzania og Uganda. De skatter, der kan hives ud af fattige landes ”rige” borgere, er derfor begrænsede – selv hvis skattesystemet blev effektiviseret.
Det hører med til vores vrangforestillinger, at fattige landes indkomstskatter ikke er progressive. Forkert. Faktisk starter topskatte-raten typisk ved meget lavere indtægter målt i købekraftsdollars end topskatten i Danmark. Der kommer ikke meget hår ud at klippe en skaldet – selv hvis barberen var mere energisk. Men selvfølgelig vil bedre skatteinddrivelse (reduktion af skatteunddragelser) være et vigtigt skridt fremad.
Myte 3. Et stop for multinationale firmaers skatteunddragelser vil virkelig skæppe
Bedre beskatning af disse firmaer vil selvfølgeligt også bidrage til finansieringen af SDG’erne. Men gevinsten overdrives tit. Skøn over skattegevinsten ser ud til at falde i takt med, at metoder og data forbedres. Og strammes grebet om de multinationale vil vækstøkonomierne – ikke de fattigste lande – få de største skatteindtægter. For lavindkomstlandene vil kampen mod skatteunddragelser måske kunne forøge deres skatteindtægter med omkring 1 procent af BNP – måske bortset fra nogle få fattige, men ressourcerige lande
Myte 4. Fattige landes skattesystemer ligner vores
Det er simpelthen forkert. Skatte- og afgiftssystemerne i fattige lande afviger meget fra de systemer, vi kender fra Danmark. Forskellige forbrugsskatter og afgifter udgør den største indtægtskilde, mens skat på indkomst, formue og ejendom har en mindre betydning. Denne sammensætning vil typisk medføre, at de fattigste befolkningsgrupper betaler relativt meget i skat, mens rigere dele af befolkningen beskattes relativt mindre. Lægges dertil, at skatteundtagelser er udbredte, og typisk kommer de bedrestillede dele af befolkningerne i udviklingslandene til gode, ender man med at skattesystem, som vender den tunge ende nedad.
Der er flere grunde til denne situation. Udover politiske grunde – skattereformer der fører til en øget beskatning af indkomst, formue og ejendom vil typisk gå udover indflydelsesrige grupper i landene – er der også tekniske og administrative årsager. For eksempel har mange udviklingslande ikke informationer, der gør det muligt at gennemføre en mere systematisk person- og ejendomsbeskatning. Mange arbejder som nævnt i den uformelle sektor. Ejendomsvurderinger foretages ofte af vurderingsmænd, hvilket udover vilkårlighed giver muligheder for at påvirke udfaldet.
Læs også: Forstå FN’s verdensmål på tre minutter
Ingen skatteforøgelser uden skattereformer
Konklusionen er, at skatter og afgifter i udviklingslandene kan bidrage mere til finansieringen af Verdensmålene, men der er behov for et opgør med myterne om, at store potentielle skatteindtægter i de fattigste lande bare venter på politisk vilje til at samle dem op. Dernæst kræver det fundamentale reformer af skattesystemerne, hvis ikke de fattigste befolkningsgrupper skal bære en stor del af finansieringen af SDG’erne.
Derfor bør man ikke anbefale skatte- og afgiftsstigninger i landene som en måde at finansiere Verdensmålene, uden at man samtidig peger på behovet for reformer, der blandt andet vil kunne omfatte øget beskatning af indkomst, formue og ejendom, færre skatteundtagelser, forbedret beskatning af multinationale selskaber og internationale økonomiske transaktioner, og en styrket skatteadministration. Hvis de nuværende skatter og afgifter blot hæves uden at tage højde for de fordelingsmæssige virkninger, kan resultatet let ende med at øge uligheden i fattigste udviklingslande.
Ole Winckler Andersen og Ole Therkildsen er hhv. senioranalytiker og seniorforsker emeritus ved Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS)