I Californien købte skolelærernes pensionsfond vingårde tilbage i 2007. Herved kunne de sprede investeringerne, hvilket var den anbefalede praksis dengang, og både støtte grønne tiltag og sikre et fornuftigt afkast til lærernes pensioner. Med købet flyttede vingårdenes fokus også – før var det en familieejet produktion med fokus på at opretholde vinproduktionen i området, efter investeringen var fokus udelukkende på at skabe profit til pensionsfonden.
Men det virkede. Pensionsfondene moderniserede landbruget, blandt andet med kunstvanding. Produktionen steg, og afkastet var markant. Lige indtil Californien løb tør for vand, blandt andet som følge af det store forbrug til kunstvanding.
Investeringen i de californiske vingårde er et af de eksempler, som forfatterne bag The Unsustainable Truth bruger til at illustrere, hvordan investeringer, der kan siges at være grønne, ofte ender med at give røde tal i klimaregnskabet. Bogen udkom i november 2021 og er skrevet af Dr. David Ko og Richard Busellato, der begge har en fortid i investeringsbranchen.
De to forfattere vil gøre op med ideen om, at vi kan investere os ud af klimakrisen.
Vores opsparing dræber planeten
Pengene i investeringsfondene er tiltænkt at finansiere vores alderdom. I 2014 var der opsparet 87 trillioner amerikanske dollars (én trillion er en milliard milliarder). I dag er det beløb på den anden side af 100 trillioner.
Det er mere end størrelsen af den globale økonomi, og planeten kan ikke længere producere nok til at lave afkast på en investering af denne størrelse. Der er ingen anden måde at sige det på – vores opsparing dræber planeten. Ønsket om at sikre alderdommen ved investeringer underminerer os alle socialt og miljømæssigt.
De enorme midler, der skal investeres og som skal have afkast, har betydet, at vi er ved at løbe tør for investeringsmål, som kan fremme en bæredygtig verden. The Unsustainable Truth nævner en række årsager.
Investeringsfondene er grundlæggende set optaget af afkast. De er ikke sat i verden for at løse komplekse videnskabelige udfordringer.
Bureaukrati, usikkerhed og spekulation
I den virkelige verden er det svært er at sige noget om det endelige resultat af investeringerne i bæredygtige løsninger. Bliver de store mål om miljø og sociale forbedringer virkelig opnået på den lange bane? Tidshorisonten er ofte en kritisk faktor.
For at få stemplet som bæredygtig investering, bruger investeringsfondene en form for vurderingsteknik, der ser på en række faktorer, som de enkelte virksomheder skal rapportere for at blive godkendt. Problemet er, at små specialiserede virksomheder ikke tilgodeses. De får ofte en dårlig score hos investeringsrådgiverne, fordi de simpelthen ikke har ressourcerne til at udfylde de omfangsrige skemaer.
Men den største risiko for bæredygtigheden er faktisk, at der kommer for mange penge til det samme investeringsmål. Det leder til endnu flere penge og mere fokus på afkast. Det er blandt andet en af grundene til, at bæredygtige investeringer har givet relativt høje afkast.
Når mange investorer sender deres penge den samme vej, så giver det afkast alene af den grund, at den bevægelse skaber forventninger om mere. Afkast bliver derved et spørgsmål om forventninger mere end rentabilitet, og sådan en proces tiltrækker endnu flere midler. Herved bliver fokus fjernet fra det bæredygtige til det finansielle.
Ingen bæredygtighed uden ofre
Grundlæggende er bogens budskab, at vi er nødt til at holde op med at tro, vi kan overvinde klimakrisen uden at ofre noget. Det budskab er samtidig en kritik af de tiltag, som promoveres af klimabevægelsen.
Vi ønsker at være grønne forbrugere ved for eksempel at købe grønt. Men det er stadig forbrug, der skaber mere profit, særligt hvis der er mange, som gør det samme.
Træplantning kan være en positiv aktivitet, men igen ved vi ikke, hvad der sker over tid.
Elbiler bliver solgt som rene klimaløsninger, men de er ikke fri for CO2-udledning. CO2-forbruget er stort i produktionen – særligt batterierne – og den levetid som elbilerne har, vil næppe kompensere for det.
Bogen peger endvidere på, at vi ikke løser problemerne ved genbrug, selvom det klart er bedre end at smide mere ud. Vi løser problemerne ved ikke at gøre mere af det, der skabte dem i første omgang!
Dr. David Ko og Richard Busellato skriver, at i en verden som har begrænsninger, er vi alle forbundet i kraft af vores brug af ressourcer. Det mærker vi mindre i Vesten, eftersom vi er i front på udviklingen.
Og når vi har udtømt de ressourcer, vi kan tage fra hinanden, tager vi ressourcerne fra fremtiden.
Et liv med usikkerhed
I den afsluttende del af bogen inddrages den hellige Augustin. Han skrev omkring år 400, at vores ønske om at løse vanskeligheder og fjerne hindringer i tilværelsen er et udtryk for ondskab. Hos ham er frygt erstattet med mening, der kommer af at følge Gud og tro på, at Gud vil os det bedste.
Det moralske valg – at gøre det gode – svarer for Augustin til at vende sig bort fra det, som vi ikke kan gøre noget ved. Ikke at gøre noget bliver dermed nøglen til det gode.
Dr. Ko og Busellato skriver, at i det moderne samfund er vi bange for at miste en chance, for ikke at være med. For at undgå den følelse, giver vi plads til ondskaben – at prøve på at ændre det, der er udenfor vores kontrol. Hemmeligheden i livet er ikke kun at kunne leve, men at leve for noget. Et liv med mening er at acceptere, at der altid vil være en vis usikkerhed. Det liv, som økonomiske valg fordrer, er derimod et liv, hvor usikkerheden er fjernet.
For de to forfattere fremkommer etisk handlen ikke som et mirakel. Det er resultatet af en række små eksperimenter, der kan hjælpe os til at tage etiske valg i stedet for økonomiske.
Bæredygtighed burde handle om klodens kapacitet til at understøtte liv. Der er ikke nogen enkel regel for det, og erfaringen er, at de store grønne løsninger kan virke modsat, hvis alle gør det samme på samme tid. Vi har behov for at eksperimentere os frem.
Vi skal tage ansvar for vores penge og investeringer
Bogen er også kritisk over for den passive form for investering, hvor vi frasiger os retten til at bestemme over, hvad pengene går til. Den passive investeringsform er netop, hvad pensionsfondene excellerer i. Vi indsætter pengene, vasker hænderne og tror, at vi er frie for ansvar.
Forfatterne mener, at det er noget, som investeringsbranchen udnytter. I stedet foreslår de, at vi gør det modsatte. Som investorer skal vi have medindflydelse på, hvad der sker med vores penge. Bogens anbefaling er, at vi bør sætte os på den ”sorte industri” for at forandre den – i stedet for naivt at tro på investeringsfondenes bæredygtige løsninger. Måske skal vi lade olien blive i jorden, eller vi skal opkøbe land for at lade det ligge brak, påpeger forfatterne.
The Unsustainable Truth giver stof til eftertanke. Investeringsbranchen, som den fungerer i dag, er ikke et redskab til løsning af klimakrisen.
Det er højst relevant at påpege, at det demokratiske system har svært ved at promovere en løsning, der indebærer begrænsning i vores forbrug og i vores krav. Det er simpelthen for upopulær en politisk platform at gå til valg på. Den problematik er også vigtig at huske i Danmark, hvor valg ofte udkæmpes på overbudspolitik.
Kristen etik mod kapitalistisk logik
Forfatterne har ikke travlt med at kritisere de rige, men tager fat der, hvor langt de fleste af os er med – nemlig som investorer igennem en pensionsordning eller i banken. Det er den bredde masse, ikke de få, det handler om.
De to forfattere ender med at se kristen moral som del af en løsning, for netop tro giver mennesker motivation til at ændre på deres liv, skriver de.
Kristendommen husker os på, at vi ikke lever af brød alene. Ægte glæde kommer ud af et liv med mening og formål. Det kan lyde som et forslag uden kraft, men det skal ikke forhindre, at vi henter inspiration fra gammel visdom, der måske i sidste ende kan skabe svær, men nødvendig forandring.
På samme måde er det et komplekst budskab, når forfatterne påstår, at der i den måde vi søger at sikre vores alderdom på, samtidig er en fare for at gøre fremtiden mere usikker. Rationelt kan det resonnement være svært at acceptere.
Her har kristendommen også en indsigt, som er værd at huske. I Lukasevangeliet (12, 13-21) finder vi lignelsen om den rige mand, der samlede til laden, men som døde om natten. Livet kan ikke handle om at samle skatter, men om at tage vare på hinanden og den planet, som vi lever på.
