De kritiske spørgsmål stod i kø, da Udviklingspolitisk Råd sagde ja til gigantbevilling

Filippinsk  bonde viser rundt på en rismark. IFU investerer blandt andet i en virksomhed, der hjælper bønder i Uganda, Indien og Filippinerne med at omlægge til økologisk produktion, der så kan sælges til verdens store fødevarevirksomheder. Nu får IFU snart endnu flere penge at investere.


Foto: Ryan Eduard Benaid/SOPA Images/LightRocket/Getty.
Sven Johannesen

4. december 2024

Det var helt tilbage ved FN’s generalforsamling i september sidste år, at daværende minister for udviklingssamarbejde og global klimapolitik, Dan Jørgensen, annoncerede en omfattende reform af Investeringsfonden for Udviklingslande (IFU).

Med reformen fulgte et løfte om en årlig kapitalindsprøjtning til IFU på 500 millioner kroner af den danske udviklingsbistand fra 2024 og frem til og med 2030. I alt 3,5 milliarder kroner.

Initiativet skulle med Dan Jørgensens ord være med til ”at gøre Danmark til en spydspids i den globale, grønne omstilling”.

Hvordan vil IFU sikre den rette balance i de enkelte investeringer mellem på den ene side ønsket om økonomisk afkast og på den anden side ønsket om udviklingseffekt?

Reformen og det store tilskud, der i mellemtiden er vokset til 3,6 milliarder kroner, har i flere omgange været omkring Udviklingspolitisk Råd, der har til opgave at rådgive ministeren.
Og selv om rådet hver gang har anbefalet både reform og tilskud, har anbefalingen været ledsaget af en stribe kritiske overvejelser.

Sådan gik det også, da rådet på sit møde i oktober skulle tage endelig stilling til bevillingen.

Det blev et ja, men med krav om, at IFU og Udenrigsministeriet skal leve op til en række betingelser og med jævne mellemrum melde tilbage til rådet om, hvordan det går med at overholde dem.

Er IFU ved at flytte hjemmefra?

Samtidig havde Udviklingspolitisk råd en række kritiske spørgsmål. Med den nye reform får IFU mulighed for at gennemføre projekter med færre af de krav om for eksempel fattigdomsorientering og gennemsigtighed, som gælder for det øvrige udviklingssamarbejde.

Et spørgsmål handlede derfor om, hvorvidt IFU – med det store kapitalindskud og de yderligere lånemuligheder, reformen åbner for – som en anden gøgeunge er ved at vokse sig ud af Udenrigsministeriet?

Rådet udtrykte også bekymring for og svar på, om IFU overhovedet er i stand til på forsvarlig vis at håndtere så store ekstramidler med så forholdsvis kort varsel.

Og om hvordan IFU vil sikre den rette balance i de enkelte investeringer mellem ønsket om økonomisk afkast på den ene side og ønsket om udviklingseffekt på den anden.

Her efterspurgte rådsmedlemmerne især garantier for, at de fattigste lande, hvor udsigterne til økonomisk afkast typisk er dårligst, ikke bliver glemt. Og tilsvarende, hvordan klimatilpasning ikke glemmes, fordi de typisk giver mindre afkast end investeringer i grøn omstilling.

Der var også undren over, at regeringens nye Afrika-Strategi ikke er slået mere igennem i reformen af IFU

Der var også undren over, at regeringens nye Afrika-Strategi ikke er slået mere igennem i reformen af IFU. For eksempel med bud på, hvordan IFU kan støtte mindre projekter i Afrika.

Endelig understregede rådsmedlemmer, at IFU med de nye store bevillinger bør prioritere øget gennemsigtighed og kommunikation endnu højere. IFU bliver nemlig nu så stor en spiller, at IFU bør engagere sig meget mere i den offentlige debat og gøre det nemmere for offentligheden at holde sig informeret om IFU’s aktiviteter.

Nej, IFU er stadig en del af familien

I Udenrigsministeriet kunne man dog forsikre de bekymrede rådsmedlemmer om, at man bestemt ikke var ved at slippe kontrollen med investeringsfonden.

”Nej, IFU er på ingen måde i færd med at flytte væk fra Udenrigsministeriet,” garanterede Karin Poulsen, der er chef for Udenrigsministeriets afdeling for grønt diplomati og klima.

”Tværtimod har Udenrigsministeriet øget sit engagement i IFU og påtaget sig en mere aktiv rolle som ejer af IFU.”

Og på den måde sikres det, at IFU forfølger de mål, der gælder for det øvrige danske udviklingssamarbejde.

Nej, IFU er på ingen måde i færd med at flytte væk fra Udenrigsministeriet

Karin Poulsen, Chef for KLIMA

Repræsentanter for IFU kunne også fortælle, at IFU er I fuld gang med at udvide sin stab for at kunne håndtere de nye aktiviteter på forsvarlig vis. Alene i år har IFU fået 25 procent flere ansatte. Og den afdeling, der beskæftiger sig med bæredygtighed, er vokset med 33 procent i år og er på fem år tredoblet. 

Og IFU får nok at se til. Både med at forvalte de mange nye midler og med at dokumentere over for Udviklingspolitisk Råd og offentligheden, at IFU lever op til rådets mange betingelser for den anbefaling af bevillingen, rådet endte med at sende videre til udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M).