Livet i Libanon er ret ligetil. Man bliver født, man vokser op, tager sig en uddannelse, bliver gift og får børn, som så selv får børn, og sådan sluttes ringen. Er man tilmed familiens ældste søn, overtager man sine forældres hus og tager sig af dem i deres alderdom. Det gælder også eventuelle søstre, som aldrig er blevet gift.
Det er sådan et typisk libanesisk familieliv udspiller sig. Det er klart, at den libanesiske familiestruktur er heteronormativ, og den ældste mand er familiens overhoved, som bestemmer over de andres gøren og laden. Det er patriarkatet i sin reneste form, og en samfundsstruktur, der bekræftes af de monoteistiske religioner og den øverste patriark: Gud.
Lov mod unaturlig sex
I en region med så megen konflikt og økonomisk usikkerhed består familien som det eneste, når alt andet ramler. Men, hvad gør man, når det, man er, falder udenfor denne fortælling? Hvad gør man, når man er lesbisk?
I modsætning til de fleste andre mellemøstlige lande er homoseksualitet ikke direkte ulovligt i Libanon. Man har en lov, der forbyder unaturlig sex, og indenfor den ramme er der trods alt plads til fortolkning. Men selv om der er dokumenteret mishandling og tortur af homoseksuelle, håndhæves loven ikke i stort omfang overfor seksuelle minoriteter.
Betyder det, at Libanon er tolerant? Ja og nej. Som med alt andet ved Libanon, er det en kompleks sag, hvor kvindelig seksualitet er behæftet med myter og fordomme og ikke noget, der tilhører hende selv.
Mangel på ord
Mange af os har nok en vis ide om omkostninger ved at være homoseksuel i den arabiske verden. Vi har set billederne af homoseksuelle mænd, der piskes eller henrettes til offentlig skue.
De lesbiske hører vi til gengæld sjældent om, og de arabiske lande, hvor homoseksualitet er strafbart, omtaler for manges vedkommende kun mandlige homoseksuelle forhold i straffeloven.
Kvinder, hvis seksualitet og kønsidentitet falder udenfor normen, er nærmest usynlige.
Derfor besluttede Meem, en libanesisk NGO for lesbiske og alle andre kvinder, der identificerer sig udenfor det heteronormative, at give disse en stemme, og således blev bogprojektet, Bareed Mista3jil, til. Det er 41 kvinders personlige historier om at være lesbisk, transkønnet, transseksuel, queer eller blot søgende.
Bareed Mista3jil, som oversat betyder eksprespost, blev første gang udgivet i 2009 og genudgivet i 2016.
På trods af den arabiske titel, blev bogen oprindeligt skrevet på engelsk og siden oversat til arabisk. Det arabiske sprog viste sig nemlig at være den første hindring for en kvinde, der skal sætte ord på sin seksualitet og kønsidentitet, da simple ord som f.eks. kæreste og lesbisk slet ikke findes på klassisk arabisk, som er det litterære skriftsprog.
Nu er det de færreste sprog, der kan sige sig fri for at være kønnede, men klassisk arabisk er særligt firkantet, da selv verberne bøjes i køn. Således kan sproget bruges til at nægte nogle deres identitet. Man følte sig derfor mere tryg ved fortælle på engelsk, hvorfra man i forvejen har hentet mange låneord.
Der findes selvfølgelig arabiske ord, som bruges om homoseksuelle, og mest brugt er shazz, der betyder afviger. Det er det ord, man vil støde på i f.eks. fjernsynet, og samtidig beskriver det det libanesiske samfund i en nøddeskal.
I Libanon er man sin familie, sin religiøse sekt, etniske gruppe, sociale klasse og politiske tilhørsforhold. I samfund som det libanesiske er individet nærmest tabu. Man er sin gruppe. Afvigelser tolereres ikke. Ikke at ville giftes anses ikke for en rettighed, forklarer redaktøren i introduktionen.
Så længe hun stadig er jomfru
Men falder barnet alligevel udenfor, er det hende, der har fejlet. Derfor tynges mange af kvinderne også af dårlig samvittighed, fordi de indirekte kommer til at anklage moren for ikke at have gjort sit arbejde ordenligt. De anklager hende indirekte for at være en dårlig mor.
Alligevel tildeles homoseksuelle kvinder albuerum, som homoseksuelle mænd ikke får. Hvor en mand langt mere konsekvent trues med bortvisning, med at blive gjort arveløs og i grelle tilfælde æresdrab, ses der mere igennem fingrene i kvindernes tilfælde. Den mest almindelige reaktion, når en kvinde springer ud, er fornægtelse. Hun er nok bare seksuelt frustreret. Og det vigtigste er, at hun stadig er jomfru, skriver redaktøren sarkastisk.
Det er i øvrigt et velkendt fænomen, at der visse steder i Mellemøsten findes en lesbisk undergrund, hvor også heteroseksuelle kvinder gør sig seksuelle erfaringer med andre kvinder i især de stærkt kønssegregrede samfund. Den saudiarabiske roman The Others, skrevet under psuedonymet Siba Al Hares, beskriver en ung kvindes erfaringer i det hemmelige miljø.
Når patriarkatet udfordres
Men tolerancen rækker kun så langt, at det holdes skjult.
Begynder man at skilte med det eller blot glemmer at være diskret, bliver det farligt. Så får man den homofobidrevne patriarkalske vold at føle. En ung skolepige fortæller, at hendes far gennemtæskede hende og brækkede hendes arm, fordi han tog hende i at kysse en pige.
Der er kvinden, der klippede håret kort, gik i drengetøj og var åben omkring sin seksualitet. Hun blev trukket ind i en bil foran sit hjem, kørt et stykke væk, voldtaget af en gruppe mænd. Bagefter kørte de hende tilbage. Så havde hun forhåbentlig lært ikke at møve sig ind på hannernes enemærker.
I et land, hvor al familieret varetages af de religiøse institutioner, er der ikke megen hjælp at hente for kvinder, der har været udsat for vold og voldtægt. Slet ikke, hvis det begås af et familiemedlem. De religiøse institutioner, der tjener fedt på denne virksomhed, er ikke interesserede i at sætte deres position over styr ved at give kvinderne rettigheder og indrømmelser. Hele deres eksistensberettigelse hviler jo netop på fortællingen om patriarkatet. Og det gælder ikke kun homo- eller transseksuelle kvinder. Enlige mødre eller fraskilte kvinder diskrimineres også.
Derfor er mange af historierne også præget af usikkerhed og ensomhed, fordi kvinder ikke er opdraget til at udfolde følelser og længsler. De fortæller om drømmescenarier, hvor familien støtter ubetinget op. Det virker helt absurd, at det skal være en urealistisk drøm.
Derfor vælger mange at leve et dobbeltliv, hvor de bor med partneren, som præsenteres som en god veninde eller indgår i et proformaægteskab med en homoseksuel mand. Immigration er en mulighed for nogle. Der er også dem, der giver op og vælger at indordne sig og blive gift på traditionel vis. Der synes at være langt imellem de lykkelige slutninger. Til gengæld brydes fordomme. Både egne og vor andres.
En af de mest sejlivede fordomme er, at de kristne er mere tolerante end muslimerne. Det har intet på sig, cementerer bogen. Den kristne pige bortvises fra den franske skole, da hun springer ud. Og det lader til, at Islam ikke er helt så transfobisk, som man skulle tro.
Det er heller ikke rigtigt, at middelklassen er mere tolerant. De mest positive historier kommer fra dem, der har det tætteste forhold til deres forældre. På den måde er Libanon nok ikke så anderledes end andre steder. Det samme gælder alder. Tolerancen breder sig ned gennem de yngre generationer.
I de sene 1990ere åbnede internettet og chatgrupper for alvor op for selvbevidstheden og bevægelserne. Man fandt ud af, at man ikke var den eneste, at man ikke var alene. Meem fik senere et hus, hvor man kunne mødes til diskussioner, filmaftener eller bare hygge. Og flere og flere libanesere anerkender i dag, at der findes hetero- og homoseksuelle mennesker.
Men libanesere kan som sagt godt lide identitetskasser. Man er ikke vild med flydende grænser. Man forstår ikke queer, biseksualitet eller mænd i dametøj.
Selv blandt homoseksuelle mødes disse med modvilje, da det at tænke i identitetskasser sidder så dybt i folk. Man må beslutte sig. Man kan ikke være til mænd den ene dag og kvinder den næste. Den slags gør folk utrygge, på samme som folk, der er svære at sætte et kønsmærkat på, gør det.
Og hvad med det muslimske hovedtørklæde? Kan man godt være lesbisk og gå med tørklæde? Det er der delte meninger om blandt de lesbiske, hvor nogle bærer det med stolthed. For hvilken plads skal religion have i den seksuelle frigørelse? En del fortæller, at de helt har vendt Gud ryggen og erklærer sig som ateister, om end det ind imellem kan virke mere som en nødvendighed end et spørgsmål om tro. Andre finder ikke noget modsætningsforhold mellem deres identitet og deres religion.
Jomfrufødsler og halv værdi
Faktum er, at religion gennemsyrer alle aspekter af livet i Libanon, og således også disse kvinders fortællinger. Den kroniske skam, det er lykkedes de monoteistiske religioner at indprente i hunkønnet, bærer de alle med sig i en eller anden grad.
Kristendommen har skabt et kvindeideal baseret på en jomfrufødsel, og islam har halveret kvindens værdi i forhold til manden. Nogle af kvinderne formår dog at se på det udefra, om end de stadig må forholde sig til, at det sidder godt fastgroet i det samfund, de skal navigere i.
.
Håbet for enden af regnbuen
Men de mange historier rummer også håb.
Den 14. maj løb den arabiske verdens første Pride af stablen i Beirut. Det var en hel uge med debatter, foredrag, oplysning, workskops og så selvfølgelig fest og farver.
Den britiske og hollandske ambassade havde hejst regnbueflaget til støtte for Priden. Og ikke overraskende var der protester fra religiøse organisationer, der krævede arrangementet lukket ned.
Bl.a. gik landets måske mest magtfulde leder, Hizbollahs Hassan Nasrallah, på tv og proklamerede, at homoseksualitet er unaturligt og importeret fra Vesten.
Det er i øvrigt en udbredt opfattelse, som bogens redaktør dog slår ned med henvisning til Abu Nuwas (750-810), en af den arabiske verdens største digtere og pensumlæsning i de libanesiske gymnasier, der skrev om vin, onani og sex mellem mænd.
Han skriver, at bare det, at en mand som Hasan Nasrallah er går på tv og udtaler sig om homoseksualitet, er et tegn på, at nye vinde blæser i retning af et mere sekulært samfund, da de rettigheder, som LGBT-aktivisterne kræver, vil komme alle andre til gode ved bl.a. at fratage de religiøse autoriteter magt.
Det er der bestemt noget om. Bareed Mista3jil beskriver et LGBTQ-miljø, der ikke tænker i religiøs identitet. Det er noget andet, der bringer folk sammen, helt som man i mange år har kunne opleve det i andre libanesiske undergrundsmiljøer på kunst- og musikscenerne.
Når undertrykkelsen af kvinder er af seksuel karakter, må frigørelsen derfor ligeledes være af seksuel karakter. Og det er uanset, hvilken vej man svinger.
Der optræder ikke et eneste navn i bogen, ikke engang et fornavn eller initialer. Selv redaktøren er anonym.
På trods af anonymiteten er det en modig bog. For i Libanon er det at tænke og gentænke sig selv uden for den patriarkalske og religiøse verdensorden modigt. Man er nemlig selv nød til at opfinde alternativet.
Amazon, hvis Antoine ikke kan lokkes til at sende til udlandet…
