Tyrkiet, Tunesien, Egypten – og nu Libanon. Listen over lande, som EU har migrationsaftaler med bliver længere og længere. Fælles for landene er, at de fungerer som transitlande for mennesker, der af forskellige årsager søger mod Europa – men som ikke har papirerne i orden. Landene er også en del af den diffuse gruppe af lande, som af nogle betegnes som nærområder i forhold til de store flygtningekriser.
Serie: EU’s globale skæbneår
Splid i USA, konflikt i Ukraine og Mellemøsten, klimakrise, et opstigende Kina og et langt større modspil fra Det globale syd.
Mens de udenrigspolitiske udfordringer står i kø, og et EU-parlamentsvalg 6.-9. juni lurer i horisonten, prøver EU at finde sin rolle i verden.
I denne serie, som er støttet af Europa-Nævnet, undersøger Globalnyt unionens fremtid på den globale scene.
I denne uge ser Højtryk nærmere på den nye aftale mellem EU og Libanon, og for at hjælpe os er vi taget på besøg hos organisationen Euro-Med Rights, hvor direktør Rasmus Boserup tager imod. Han og hans organisation er ikke begejstrede for EU’s hjælpepakke til det økonomisk trængte land:
”Jeg er fuldstændig enig i, at man i den grad skal hjælpe i nærområderne, og at Libanon er et af de mest oplagte steder at sætte ind. Men det er lidt problematisk, at den pakke, man har sammensat, ikke i nogen nævneværdig grad hjælper i nærområdet, men hjælper med at lukke nærområdet af. Og det er jo to lidt forskellige ting.”
En af de store sten i Rasmus Boserups sko i forhold til EU’s aftaler med landene syd for Middelhavet er, at de undergraver unionens egne værdier om menneskerettigheder, fordi styrerne i flere af landene er udemokratiske og undertrykkende.
Højtryk er i denne uge produceret af Kirsten Larsen og Laurits Holdt. Jonas Johs Andersen står for lyddesignet.
