Jørgen Harboe
Jørgen Harboe (født 1943) har over 40 år på bagen som udviklingsjournalist og forfatter med særlig fokus på Sydasien.
Han har også haft fingrene nede i det praktiske udviklingsarbejde som projektkoordinator i Bangladesh, menneskerets-monitor i Rwanda og våbenhvile-observatør i Sri Lanka.
Desuden har han deltaget i solidaritetsarbejde omkring Den Tredje Verden i Danmark og været med til at starte både de danske udviklingsjournalisters forening, Nairobiklubben og Timbuktufonden, der støtter journalistik og oplysningsarbejde om udvikling og globalisering.
Jeg er blevet træt af at se på de spidse albuer, som toppolitikere stanger ud mod hinanden ved officielle lejligheder for at markere, at de sandelig lever op til coronatidens krav!
Det ser modbydeligt ud, at vi på den måde opfordres til at skubbe folk fra os med albuerne. Vi siger: ”Bliv mig fra livet!”, når vi mødes.
Min ven er blevet min fjende på grund af corona. Afstand er blevet tidens løsen. Mistroiskhed er den nye normalitet. For tænk nu, hvis min gode ven har en modbydelig virus i ærmet! Så hellere gi’ ham en albue i siden, så han forstår, at han spreder smitte og skal holde sig væk.
Namaste i stedet for en kold skulder
I denne situation tænker jeg tilbage på flere år i Sydasien og ophold i buddhistiske lande som Thailand og Cambodia. Der hilser du uden kropskontakt ved at bøje dig ærbødigt mod den, du står overfor. Hænderne samles foran brystet som i bøn, og det vigtigste: Du ser direkte på den, du møder.
I Nordindien og Nepal hilser man samtidig med et ”namaste”. Ordet stammer fra det oldindiske sprog sanskrit og betyder ’jeg bøjer mig for dig’ eller ’det guddommelige i mig ærer det guddommelige i dig’.
Jeg synes, at namaste er et ånd- og sjælfuldt alternativ til den spidse albue, i en tid hvor vi af hygiejniske grunde ikke længere må give hinanden hånden. Jeg har brugt den tillærte hilseform flere gange, hvor folk ville møde mig med et albuestød, og den lille gestus er hver gang forstået rigtigt. Ingen mistænker mig for at ville smugle buddhistiske og andre hedenske skikke ind i det pæne, kristne Danmark ad bagvejen.
Den spidse albue er kun en stødende bagatel. Det er derimod ikke nogen bagatel, at corona generelt vender os fra hinanden i stedet for mod hinanden.
Vi skal holde afstand i stedet for at mødes; vi skal lukke os inde og arbejde hjemme i stedet for at mødes på en arbejdsplads; vi skal ikke længere rejse ud og søge kontakt med andre, men blive hjemme. For ude er måske godt, men hjemme er altid bedst.
Globalisering og mellemfolkelighed er yt. Lokalpatriotisme er in i sin allersnævreste og mest frygtsomme form.
Ingen har ønsket denne udvikling, men den gør kampen mod smittespredning farlig for os som mennesker og medmennesker. Derfor forslaget om at møde din ven med et nik og et respektfuldt ”namaste” i stedet for en kold skulder.
Slår den lille gestus an, kan vi endda kalde det omvendt praktisk udviklingsbistand.
